Det ligner en direktør

23. september 2009

ARKIV. B HAKKING. N.IELSEN

5. januar 2009

DOKONO-TRILOGIEN

Koordinat præsenterer Rasmus Halling Nielsens DOKONO-TRILOGI

1. del: Skitsering af en plan hvis nødudgabet skulle flamme op
2. del: Shotcase closed – lad ulykkesstedet bo bedre
3. del: Dokono

Hent og print!

26. juli 2008

Besværet

Digtene i Kristian Leths anden samling Besværet er trods deres mange lag af indskud og afbrydelser frit svævende; ja Kristian Leth forholder sig helt ud i sine anvendte billeder strategisk bevidst til en relativistisk position: "lyst til at give slip/ at ting altid er de/ to mest modsatte ting på en gang". Men derved bliver digtene også let til postulater, der mangler kropslig substans og den helhedens sammenhængskraft, der kendetegner en skrift, der forbliver tro mod sin organiske klangbund. Det betyder dog ikke, at betoningen af mental- og imaginær drivkraft får digtene til at stritte vildt i alle retninger; netop det, at fremskrivningen af intethed eller væren-som-illusion er i fokus, giver paradoksalt nok digtene en vis form for retningsgivende samling.

"[...] gode bøger peger", skriver Leth polemisk, og peger selv på Kaptajn Klo og William Blake. Men mentalt sludder gør det nu engang ikke ud for mysterievisioner.

Det er i mellemrummene ordenes betydning eller mangel på samme kommer til erkendelse. Kristian Leth afslutter den overvejende del af digtene i digtsamlingen på en sådan måde, at ordene synes at fremstå som et liv på sæbeboblens overflade: "saligt roligt sindigt yndigt lægger han hænderne/ på bordet og kaster alt i ringen for religionen eller/ "noget der er større"/ strålerne stråler og sindet glimter og intetheden blomstrer/ han smiler og ra// (her opløses digtet)". Digtene så at sige brister igen og igen, og man overlades et intet; før næste boble lige så overrumplende kaster sig ind i kampen. Men hvor er den ro – eller det lys, der får intetheden til at blomstre? Hvis interessen for dette bagvedliggende fænomen skal have den relevans, som jeg fornemmer, at Kristian Leth i grunden ønsker sig, er filosofiske matematikaliter ikke tilstrækkelige; der må poesi og visionær kraft til! Det er ikke nok (ihvertfald ikke for mig) at pege på William Blake. Omend det jo altid er en god begyndelse at pege dét ud, der synes at have vægt.


Denne gentagende opløsning brugt som afsluttende gebærde kan i øvrigt i alt sit anti-samlende udsagn netop være ikke villet takt-streg i det ellers dekonstruktive og lappedariske landskab. Måske er det netop cluet i digtsamlingen, at den er skrevet mod hans vilje, og deraf besværet. Men samtidig kan teksterne også læses som ubesværede improvitationer, hvor det ikke så meget er det enkelte udsagn, der gør udfaldet, men drivet og ophobningen af toner, registrationer, ind- og udfald; så længe musikken bare spiller.

Digtene i Besværet er besværet af det besvær, det er at skrive sig frem mod et intet, der i virkeligheden hele tiden har været, og er, det eksistentielle udgangspunkt og underliggende grund-vilkår eller -problem (!)


Kristian Leth: Besværet
Edition After Hand 2008
ISBN 978-87-87489-34-8
37 sider
vejl.pris: 98,00 kr.





Etiketter: , ,

15. juli 2008

STEN

Jeg gik ned til stranden og satte mig og kiggede ud over havet, men var for rastløs til at sidde stille.

Jeg samlede nogle sten op og kastede dem ud mod havet. Jeg blev ved med at kaste sten et godt stykke tid. Bølgerne skubbede de mindre af dem frem og tilbage, men jeg ville have, at de skulle blive liggende, så jeg gik over til kun at kaste større sten. Jeg ville kaste så mange, at de dannede en bunke. Jeg kastede, til jeg var øm i armen og holdt så pause.

Jeg tog et hvil på en sten, der var så stor, at jeg umuligt ville kunne løfte den. Jeg kiggede på bølgernes rullen og lyttede til deres brusen i håb om at det ville virke beroligende på mig, men det gjorde det ikke. Det kedede mig.

Jeg stillede mig op på stenen og kiggede længere ud. Det var klart vejr og solen skinnede. I horisonten kunne jeg se et tankskib. Det så ud som om det sejlede på selve horisonten, som på en børnetegning. Det var så langt, jeg kom med tankskibet, så begyndte det også at kede mig.

Jeg gik i gang med at kaste sten igen og brugte nu begge hænder. Jeg kastede store sten derud. Jeg blev ved, til jeg blev forpustet og fortsatte til jeg blev svimmel.

Jeg satte mig tilbage på den store sten og ventede på, at jeg ville få det bedre. Lige så snart jeg fik det bedre, kedede jeg mig igen.

Jeg gik ud til de sten, jeg havde kastet og begyndte at tælle dem. Der lå over 100 i et område, der svarede til en cirkel med en diameter på cirka 5 meter. Der var tre-fire begyndende bunker, men det var ret uanselige bunker, den største var kun tre en halv sten høj.

Jeg gik rundt i kanten af den cirkel, stenene lå i, og kastede de yderste ind mod midten. Jeg kastede sten til jeg var fuldstændig udmattet. Næsten i midten af cirklen lå nu en bunke, jeg følte mig helt stolt over. Jeg havde svært ved at tælle, hvor mange sten, der lå i den, og det, at jeg havde svært ved at tælle dem, glædede mig endnu mere end det, at jeg havde fuldført, hvad jeg havde sat mig for.

Jeg satte mig tilbage på den store sten og kiggede på bunken. Det føltes godt.

7. juli 2008


Gennem vandet helt mørkt. Ægget tager plads i den rektangulære klase. Sådan er situationen. Det er mere end overfladevand, og ti dage atten drysser små mysteriesnegle underjordisk vand. Eller hvis du gør det. Men det bliver straks hundrede og otte dage. I overmorgen er det første atten dage solhverv. Hvis der var et voksende lys, kan det kun være en lov. Steffen Knud Nielsen kan ikke engang beregnes. Kolonne i hver parabol. Brummen med nervebaner. Alle udskældte navne. Jeg kender en lille smule «justering» torsdag grimasse glemsel høj væg. Hvad skal ikke gøre en digter til et møde mellem skyggen og pæresnaps kraftig. Der er tidspunkter, der kunne være drivkraft for en række forelskede, for eksempel at grine højlydt.
"Er ikke i stand til at reagere. Er ikke i stand til at reagere
." Det er om natten. Mysteriesneglen er virkelig et mysterium. At krydse vandstand helt mørk. Æggene har plads i den rektangulære klase. Sådan er situationen.
Vand ved fuld dybde. Den rektangulære klase æg på jorden. Disse bestemmelser. Det er mere end overfladevand, og ti dage atten drysser mysteriesnegle lidt grundvand. Eller hvis du gør. Atten dage, men det vil snart. Når atten af den første dag i solhverv går, og lyset vokser, er det kun en lov. Steffen og heller ikke Knud Nielsen kan beregnes. Kolonne i en domstol. Brummen med nervebaner. Alle udskældte navne. Jeg kender lidt "tilpasning", høj úšklebek-torsdag i væggen. Hvad skal ikke gøre en digter til skygge af pæresnaps og stærkt. Under visse omstændigheder som en drivende kraft i antallet af unge forelskede, som for eksempel højlydt griner. "Hvad har ikke været muligt. Hidtil ikke været muligt." Det var på natten. Mysteriesneglen; hemmelig. Dybt vand, fuldt kryds. Siddeplads er aflange æg i mødet. Disse bestemmelser. Det er mere end overfladevand, og ti dage atten små hemmeligheder drysser grundvandet. Eller i nat. Mysteriesneglen; hemmelig. Mstoyama Kors, at være det. Atten dage, men det vil snart. Atten mere i morgen den første dag i det solhverv. Når lyset vokser, er det kun en lov Steffen Knud Nielsen ikke kan beregnes efter nogen kolonne i domstolen. Brummen med nervebaner. Alle Udskældte navne. På det tidspunkt kan det være en drivende kraft for en række dokumenter; forelskede kan for eksempel finde ud af højlydte grin.
Det er mere end overfladevand, og ti dage atten drysser små mysterier underjordisk vand. Eller nat. Mysteriesneglen er virkelig et mysterium. At krydse Mstoyama, vil du gøre det. Men det bliver lige straks hundrede og otte dage. I over morgen er det første atten dage solhverv. Hvis der var et voksende lys, kan det kun være en lov. Steffen Knud Nielsen kan ikke engang beregnes. Kolonne i hver parabol. Brummen med nervebaner. Alle udskældte navne. Jeg kender en lille smule «justering torsdag grimasse glemsel høj væg». Hvad skal ikke gøre en digter til et møde mellem skyggen og pæresnaps kraftig. Der er tidspunkter, der kunne være drivkraft for en række dokumenter; forelskede kan for eksempel finde på at grine højlydt.

28. april 2008

Si si

Hent her og print efterfølgende.

17. april 2008

Ttrapped! -

Færdig med bogen, men bogen udenfor rækkevidde – et begejstret notat

Er der noget James Brown over Thom Yorke på nummeret 15 step, fra In Rainbows? Souljacker. Eels. Soulhacker. Soulslacker i hvert fald – men 15 skridt er ikke 13. 13 ud af 13 mulige for 13 af Blur, men nok. Om det. Slagt det lange af det korte. Nummer 2 bog af Henrik Bjelke hedder Trap. Hovedpersonen hedder (A)ksel (T)heodor Trap (’A.T.’-Trap arbejder for Det statistiske Ulykkeskontor, har fra den side en mission, men flere missioner opstår oveni hinanden) – og da jeg skulle købe den antikvarisk spurgte jeg på titlen nervøst først engelsk har I Trap? (fælde) og så på dansk eller har I Trap? Der er mange fælder i bogen, men den er så fandens sprudlende – Højholt skriver i en anmeldelse af Trap (lagt ud på www.henrikbjelke.dk) at bog nummer 2 er sværest at skrive, men for helvede Bjelke smed et stærkt værk af sig, bogen er fra 1970, og med sin Austin Powers-typografi kræver det for øjet en del, nu til dags ku det ligne en joke, en parodi, Kitsch ud i corny, jeg sidder her uden bogen, men har allieret mig med bogen Bjelke lige i øjet af René Rasmussen (Lic. phil. i litteraturvidenskab & forskningslektor ved Institut for Nordisk Filologi). Jeg vil så gerne sige 13 ud af 13, og denne karakter smider jeg af mig, uden at dvæle for længe ved Ødipuskomplekserne René Rasmussen ser og analyserer sig frem til med solid argumentation – han ser dem også i titelnovellen i Bjelkes første Første person ental, 1968, Arena. Men psykologi der sprænger skolepsykologers fantasi er allestedsnærværende i en dystert fremmanet sfære. Jeg tør næsten ikke tænke på hvad der ville ske hvis man udstyrede landets skoleelever med romanen. Porcelainselever skrøbeligskrøbeligst; ville det hele så eksplodere? I en skævere tid talte jeg også om at gøre 1984 til obligatorisk læsning. Det var nok skævt nok. Hvor mange digtere skal der til for at udskifte en el-pære? Tiden bliver også sprængt i takt med karaktererne, i luften. Trap er også udgivet af Arena. Indskudt. Jaja. Men René Rasmussens gennemgang af Trap kan anbefales hvis man er røget i fælden – det er jeg og med begge ben. Begge ben af Morti Vizki kan også anbefales. Kim & Mik. Men nu sidder jeg her med Trap udenfor rækkevidde og husker især én ting: Karl Anander forvandles i bedste Lynch-stil til Karla Nander. Og Karla Nander skifter alder og embede gennem romanen – NEJ, læs René Rasmussen, han er skarp, jeg er bare tacklet omkuld. Bogen bevæger sig nogle steder i nogle Kafkan’ske landskaber – og i jurasprog (Bjelke studerede jura, men kortsluttede da han til en eksame kom op i ’under pant’ og blev fanget af det engelske underpants, dét kredser han i hvert fald om i et essay i essaysamlingen Seks råb fra baghovedet, Arena, år? (?). Dén følger efter Hundrede postkort fra helvede, Arena, år?. Fandens at sidde her strandet uden mulighed for Net eller bøger (...) nej vent, måske en liste over udgivelser af Bjelke findes bagerst i Bjelke lige i øjet, i.ø. Forlaget Politisk Revy, 2000. YESFORSATANDA: Hundrede postkort fra Helvede, Arena, 1980 + Seks råb fra baghovedet, Arena, 1981. Så er det på plads. Hypnotiseret af indholdet i Trap læste jeg løs, bogen er en mærkelig fisk, kapitlernes navne er næsten sidehøje (stadig Austin Powers-agtige), og hvert kapitel ejer undertitel, nogle af de høje kapitelnavne hedder 'Trap' mens andre hedder 'Part'. Jeg har et yndlingscitat fra bogen, og skrev sidetallet hvor citatet foldes ud på ned i en kladde på min gamle – nu udskiftede - telefon. Så. Måske citatet er fra s. 63 og måske skriver Bjelke om en afroamerikansk digter med Rimbaud-status (i de rigtige kredse) i Råbene og meget muligt er denne hr. nævnt på s. 43. Så skyd mig ikke. 63? 43? LÆS! Trap er trin for trin (skal ikke læses som en joke) bemærkelsesværdigt vævet (er det collage klip glimt a la Burroughs?), en nysgerrighed og stor forundring, der tændes allerede få sider inde i romanen, vender siderne (man ved aldrig hvad det næste bliver). De mange spring i tid og rum og de absurde scener og et mord der skal begås gør det hele til en rodet dog forløst affære: jeg læste i trance og pludselig var bogen færdig. René Rasmussens gennemgang af den vil jeg endnu en gang anbefale, for jeg er et stort 'Trappestyrt' (titel på et digt af Richard Rosenvold Jensen der ikke er trykt i Ordkide, men andet er trykt!), men det passer godt og endda skræddersyet. Sproget lever, fortællingen lever på sine steder ubegribelige / ufattelige krumspring, den er ikke gammel trods sin alder (nærmer sig de 40), men purung. Er den aktuel? Nok ikke, og jeg mener at jeg har læst mig til at Bjelke gennem tiden har fået hug for ikke at skrive socialrealistisk. Han var inde på noget i den retning i det kuriøse essay – TILEGNET DEN DANSKE OFFENTLIGHEDUkontrollerede betragtninger i anledning af den tiltagende agrafi, Arena, 1975. (essayet indeholder bl.a. et kirurgisk indgreb i en syg (jeg fristes til at sige sygnok-mand) sætning fra lavinen Saturn, Arena, 1974, bestående af 28 adjektiver. Men hvorfor gøre dét i en så betændt periode; tænk f.eks. krige! Brandvarme senere lunkne og til sidst kolde. Hvor de fleste beskæftigede sig med den slags? Dog (og det spiller en stor rolle for romanens udvikling) vikles A.T.Trap ind i en demonstration imod donering af blod til hvide i Sydafrika. Han bliver arresteret og ender pladask i, de føromtalte, Kafkan’ske landskaber. Er det en politistation, en ventesal, et galleri (indskudt: Zoologisk Museum er også en kulisse) eller en retssal? Fornøjelse, og benzin (fornøjelsesbenzin?) er det på en sol, der aldrig (i Bjelke-henseende) vil stoppe sin umættelige fortæring af voksvinger i form af grænseoverskred i strømme bevidsthed. Ca. 1.000.000 ´?´ skal ikke ændre på 13 ud af 13 for de tonsende/jagende ’strømme’ der bedst løsriver sig fra opridsede rammer (Jvnf. de monumentaltstore kapiteltitler) og indeholder genuin poesi, på niveau med de helt store, stort sære, fisk i litteraturhistorien, bag næste måne i mit univers.

Alliance med min mor har gjort at Trap igen er i mine hænder så hér: citatet fra s. 63.




Nu tager Sortstrib en kanariefugl og siger: ”Hvad hvis jeg træder på denne gule kanariefugl i den tro at det er en kartoffel?”
Kandidaten siger: ”Hvad skulle motivationen for at træde på en kartoffel være?” ”Idiot,” siger Sortstrib, ”en kartoffel er jo gul som en kanariefugl, ikke? Gult dér & gult dér, ikke? Det samme mand. Forvekslingen. Hvad indebærer det at genstanden for den uagtsomme nedtrædning er en anden end den skadevolderen tror?
Han træder forsætligt på et nyt stykke gul sæbe der ligner en mellemting mellem en kartoffel der har været trådt på og et stykke gul sæbe.
”Nu kan kanariefuglen snart ikke tåle mer,” siger dr. Nander og spidser sin blyant, ”jeg tror disse unge lektorer er for ivrige.”
Endelig er examen overstået og de forlader alle den raserede sæbebutik.

12-12-07

Etiketter: ,