Det ligner en direktør

4. juni 2007

SØRØVER hedder et værk udstillet på Randers Kunstmuseum i perioden 3. maj - 29. juli 2007. Værket består af en 12 liters stor sort patineret murerspand - Elmer, schwarz JOPA PROVI-LINE Art-Nr. 1101299. Spanden har en højde af 24 cm og en topdiameter på 31 cm. I spanden forefindes 18 dage efter fernisering en væske med vandstand op mod syv centimeter. Meget af de 10 liter vand, der ved udstillingsperiodens start angivelig forefandtes, har altså allerede gjort sig fri af værksammenhængen. Den sorte og tydeligt brugte murerspand hviler på en hvid sokkel, hvor på følgende er noteret angående værkets baggrunds- og tilblivelses-fakta:
***
UWE MAX JENSEN 1970
Sørøver 2007

***
10 liter vand røvet fra Peblinge sø i København 9. marts klokken cirka 13.00 og hentet til Jylland i en sort murerspand. Værket er anden del af en trilogi. Fredag 1. september klokken 12.00 røvede Uwe Max Jensen 10 liter vand fra Sankt Jørgens Sø i København. De 10 liter fra Sankt Jørgens Sø befinder sig i øjeblikket i kunstnerens kummefryser for at forhindre, at værket fordamper. Efter planen vil Uwe Max Jensen udfører den tredje og sidste del af sin trilogi i efteråret 2007, hvor Sortedams Sø bliver kunstnerisk motiv og objekt.

***
***
***
Imidlertid har Uwe Max Jensen ved en endnu tidligere lejlighed udført en skitse af Sørøver i Silkeborg Langsø.
At værket har denne præhistorie, er værd at bide mærke i, det er nemlig en vigtig detalje. Jørgen Nash var jo som bekendt fra Silkeborg, bror til Ove og Asger Jorn. Og med Nash har Max Jensen kunstnerisk set visse lighedspunkter. Deres værker er for begges vedkommende båret af en både provokerende konkretistisk og situationistisk tilgang til bryderiet med kunsten og især kunst-institutionen. Begge kunstnere har modtaget domme for deres kunstudøvelse, og de har begge på skrift (på hver sin måde ganske vist) slået til lyd for ytringsfriheden som basal livsnødvendighed. Og heraf følger hvad de to kunstnere måske har aller mest til fælles: Deres brug af massemedierne som redskab for det kunstneriske felt. (Massemedierne som kunstnerens forlængede arm var NB! Nash's absolut største samlede poetiske værk!). På den baggrund bliver det klart, at værket Sørøver må være en soleklar dedikation til forbilledet, den såkaldte 'Havfruemorder' Jørgen Nash. Forstået på den måde er Sørøver i sit udgangspunkt en ganske enkel og let forståelig kærlighedserklæring.
Samtidig viser Sørøver jo også en dialogisk sammenhæng med At hæve vandstanden i et værk af Olafur Eliasson, en happening, hvor Uwe Max Jensen ved hjælp af egen-urinering hævede vandstanden i Olafur Eliasons Waterfall. Jensen påviser her det absurdistiske i den efterfølgende bandlysning fra AROS, idet tilførelsen af Max Jensen-urinen til Waterfall lige så lidt kunne være til at registrere for almenvældet som fjernelsen af ti liter vand fra Peblinge Sø.
På netop lige dét punkt er Max Jensens eget værk Sørøver væsentligt mere omgivelsesfølsomt, og dermed også langt mere menneskeligt. Værket fører en samtale – ikke bare med sine omgivelser – men også med Uwes tidligere udstillede værker i Randers Kunstmuseum. Den sorte spand står som et kontra-dialogisk og fortættet udsagn overfor debut-udstillingens mere omfattende og adspredte hvidhed.

*
*
Selv om det ud fra en humoristisk-konkretistisk indgangsvinkel er nærliggende at udbryde at Uwe Max nok er kommet på spanden, så må jeg sige, at folkene på Randers Kunstmuseum har forstået at hæve Max Jensens værk ind i en international sammenhæng. Værket er da også komplekst, idet flere retninger mødes i den enkle sammensætning af vand+spand. Forgængeligheden er det første, der melder sig. Værket er levende og undergår en forvandling hen gennem udstillingsperioden. Det er en fortløbende proces, hvor kunstneren så at sige træder til side for forgængeligheden. På den vis er det ikke bare en dedikation - men også en elegi - i sort endda. Omend det sorte her er isprængt folkloristisk spræl. Sørøver er landscape art bragt ind i institutionelle rammer. De tre københavner søer synes i den sammenhæng da også at være ideelle valg, idet de allerede i sig selv fremstår som tre indrammede natur-kunstværker, et triptykon.

*
På Randers Kunstmuseum står Sørøver indplaceret sådan, at det sammen med flere af Sven Dalsgaards kreationer står flankeret af - på den ene side Piero Manzonis Merda d'artista (fra 1961) - og til den anden side - af Yoko Onos Fly piece. Do it yourself (fra 1990). At Uwes værk står side om side med Yokos, er jeg især tilfreds med, idet jeg allerede ved Uwe Max Jensens debut-udstilling på Randers Kunstmuseum december 2005 havde en klar fornemmelse af en vis fælles referenceramme eller stemning de to kunstnere imellem. "Two Virgins" kunne fint have været sat som motto for 2005-udstillingen.
Mon Uwe Max Jensen kender Yoko Onos Grapefruit (fra 1964). Den står for mig som et næsten u-udtømmeligt reservoir af kreativ energi. Under alle omstændigheder synes jeg, det er et modigt valg af museumsfolkene bag Randers Kunstmuseum. Ja, det virker nærmest klartskuende, at de så tydeligt fremdrager Uwe Max Jensens mulige internationale konceptuelle position. Her har vi et kunstmuseum i Danmark, hvor en spand gerne må være en spand blandt ligemænd m/k. Og hurra for det!

Etiketter: , ,

0 kommentarer:

Send en kommentar

<< Start