Tumbler vingedyb

Tiøren eksisterer kun i sproget
mut, en-øjet og nærtagende; vi kalder dig Benny
udrykningstruet
løfter M Ægypten over hønen
og dér W til klodesål.


...

Jubilæumsudgivelse!

Maleren Leif Dræby og digteren Simon Grotrian har i fællesskab skabt værket SVANE TÅRE TÅRE LE, som udgives i forbindelse med Midtjyllands Avis' jubilæum d. 6. maj 2007. Da er det nemlig 150 år siden avisen blev grundlagt. Kendere af Grotrians særegne billedsprog vil her kunne øjne et nøjagtigt sammentræf mellem titel og førnævnte omstændighed. Udgivelsen består af tolv digte med tolv samhørende s/h tegninger. Omslaget er prydet af et af Dræbys karakteristiske udtryk - med betoning af sorg og forgængelighed i det så godt som altid frontale ansigt. Døden viser sin perlerække af tænder. Kraniet står ætset ud gennem næsen. Halsen er en åben skakt ind til slips eller krematorieovn. De iøvrigt behagelige farvetoner får mig, især hvad omslagets bagside angår, til at mindes Lars Morells BEUYS I DANMARK, som jeg i sin tid anmeldte i Kunstbazaren. Blot er Dræbys udtryk af et noget andet kunstnerisk stade.
Digtene i samlingen synes at fremstå mere indbyrdes uafhængige end vanligt for en Grotrian-samling. På mig virker ordene mere ligefremme, nogle steder ømt talende. Det skyldes måske, at et tiltalt du synes mere nærværende.
Billed- og sprogkunst har en evne til at komplementere og frisætte hverandre. Med bogens højre sider kan sproget styrte fra stjerner ned i en håndbestemt adresse tur/retur. Når "frosten stak ild/ til min grav" (i digtet) - lader tegningen meddigtende en stor mongolsk kat sluge selvsamme gravkors, imens flammerne er dette væsens pels. Men tegningerne er ikke blot illustrationer, der afbilleder bestemte effekter fra digtene; tegningerne lader sig også åbne mere ubestemmelige. Visse strofer lyser dog op som klart pointerede streger. Det kan synes at være en humoristisk betoning. Men jo også en kærlig. En af disse strofer, som illuminerer begge sider af bogens midterfold er f.eks.: "Med ildfodssyrener/ går lettelsen ind i sin knop."
Som et kuriosum skal nævnes genkendelsen af to slutvers i samlingens tredje digt. Disse to verselinjer har jeg tidligere som selvstændigt fragment truffet på i en dertil indrettet undergrundssammenhæng. Dette blot nævnt for at pege på - i det mindste én af Grotrians metoder. Samtidig er linjerne bestemt et manifest for en praksis Grotrian er garant for: "skriv ikke dét digt/ som du lige har læst."
SVANE TÅRE TÅRE LE er helt tydeligt fremkommet i en frugtbar udveksling mellem to hjørner af samme skykors. Lad der komme flere af den slags jubilæums- og festoriginale udgivelser!

SVANE TÅRE TÅRE LE

Leif Dræby & Simon Grotrian

ISBN-13: 978-87-91172-07-6

1/3 inde i bogen – et notat

’9999999999999999999999999999sagde koen hæst’
- Peter Laugesen

Hvad vil citatet ovenover? Det er slutningen på et digt af Peter Laugesen, fra samlingen Forstad til intet, 1980, Borgen. Hvad vil det? Da jeg læste digtet, hele digtet, slog det mig, at trivialglidningen, et begreb fra Per Kirkeby, ikke altid kan dække Laugesens repetoir. Jeg fandt mere end det, meget mere. Jeg fandt at linien helt og aldeles er sin egen verden, er sin egen ramme (og hvilket punktum det er på trods af at samlingen ikke slutter dér). Der er noget fandenivoldsk over dette clash mellem de kolde 9-taller (måske bliver de ligefrem varme, menneskelige i gentagelsen/udbrudet?) og koen – koen er vel ikke det mest oplagte lyriske dyr (?) – at den tilmed taler og er hæs virker overraskende hver gang jeg læser digtet. En underfundig detalje er, at der ikke er noget tegn eller mellemrum mellem det sidste 9-tal (hvis jeg har talt korrekt, er der 28) og "s" i "sagde", det smelter sammen. Det hele smelter sammen. Poul Borum talte, et sted, om punk, og i et interwiev af Lars Bukdahl siger Laugesen dette: "Hvor Åens skrift er meget accepterende og venlig, er Forstad til intet lidt aggressiv og vinder ind fra en anden side på nogle af de droppede utopier og politiske projekter. Den er som bog ekstrem lille, der er meget få digte, og de er kun trykt på hver anden side, for at den ikke skulle være endnu mindre." Forstad til intet er en lille, tæt sag, men hvor kom ordet punk ind henne? Længere inde i interwievet siger Bukdahl: "Men fordi den kom på det tidspunkt, har den fået stempel af at være din firser- og punkbog." Til dette siger Laugesen: "Det er bogen jo ikke, men eftersom den kom lige dér, så får den det stempel, det er så punk. Det kan man også sige, hvis man vil, men nu er jeg jo ikke punker, selvom jeg er blevet beskyldt for at være det, det var Bjørnkær i en anmeldelse af en af de lidt senere, der skrev, at "Laugesen er en gammel punker fra Århus", det blev jeg lidt, jeg vil ikke sige, at jeg blev sur, men jeg tænkte, hvad fanden bilder han sig ind, han havde trods alt kendt mig siden 1961." Nu har jeg fået rodet mig ud i noget, det var ikke helt meningen: for at gøre en lang historie kort: jeg faldt over Forstad til intet, og faldt pladask for den citerede linie, linien huserede i mig, i lang tid - og gør det nok stadig, og jeg tænkte: "Hvem er Laugesens helte?" Hvem er heltene? For et pænt stykke tid siden læste jeg dette, på larsskinnebach.dk, Latremoliere: (hvem er han lige?) siger, hakket up, "(...) The studies of Artaud seem to be multiplying, which is something I find regrettable. Artaud had no message to communicate, never had. He was a distinguished paranoiac with absolutely extraordinary delusions of grandeur and persecution (…) His friends were those he could take advantage of and he turned to them every time he needed opium. We never gave him any, but he certainly asked for it. We were his friends, but the moment we disappeared from view we became his enemies and that happened to a lot of us. I consider his written work as a kind of scream, a scream of horror from a man who had no sense. No sense at all of others. He placed himself at the centre of the world. It was just him and the little birds." Navnet Artaud sagde mig noget, men hvor var jeg stødt på det henne? Af én eller anden grund mente jeg at navnet hang sammen med Laugesen, listerne over forfatteres publikationer, som står på en af de første sider i bøger, kan tit være til stor hjælp og jeg åbnede Forstad til intet (indtil videre den eneste Laugesen-bog jeg ejer) og dér stod under oversættelser: Artaud i udvalg, 1973. Nu måtte der handles, jeg gik på antikvariat.net og skrev: "Artaud" - og en liste kom frem over antikvarer der havde bøger af Artaud stående, mine øjne farede gennem listen indtil Arnold Busck antikvariat fangede dem – afsted! Afsted, der var ingen tid at spilde, jeg skyndte mig mod Fiolstræde. Der var det der med at gøre en lang historie kort: jeg købte Artaud i udvalg, Arena, 1973, og nu er jeg kommet 1/3 ind i den. I forordet skriver Laugesen: "I den franske version er der et fantastisk spil af lyde, der bliver spændt op mod hinanden. Det er der ikke så meget af i den danske version. Jeg har ikke kunnet klare det uden meningen forsvinder fra sætningerne. Og den logiske sammenhæng er et typisk træk i Artaud, der for øvrigt var født i Jomfruens logiske tegn og skrev "astrologerne forstår ikke at læse mere." Forordet slutter med disse ord: "Slip al skrift, alle billeder, alle tanker alle ting løs. Det er det eneste, der er at gøre." Og er det ikke hvad der sker i det indledende citat? At alt bliver sluppet løs? Nu har jeg læst Forstad til intet en del gange, men kun kommet 1/3 ind i Artaud i udvalg. Og nu: en smagsprøve fra Artaud, fra afsnittet Manifester:


BREV TIL DALAI LAMA

Vi er dine meget trofaste tjenere, o Store Lama, send os
dine lys, i et sprog som som vore rådne europæiske sind kan
forstå, og hvis det er nødvendigt så lav vores sind om, lav
os et sind, der er helt vendt mod de fuldkomne tinder, hvor
menneskets sind ikke længere lider.
Lav os et sind uden vaner, et sind der virkelig er frosset
i Ånden, eller et sind med renere vaner, dine vaner, hvis de
er gode for friheden.
Vi er omgivet af rynkede paver, af litterater, kritikere,
hunde, vores sind er blandt hundene, der tænker umiddel-
bart med jorden, der uudryddeligt tænker i øjeblikket.
Lær os, Lama, den materielle levitation af kroppe og
hvordan vi skal bære os ad med ikke længere at være bun-
det til jorden.
For du ved godt hvilken gennemsigtig sjælenes befrielse,
hvilket sindets frihed i ånden vi hentyder til, o acceptable
Pave, o Pave i den sande ånd.
Det er med det indre øje jeg betragter dig, fra det indres
tinde. Det er indefra jeg ligner dig, mig, støv, ide, læbe,
levitation, drøm, skrig, afkald på ideen, svævende mellem
alle former håber jeg ikke på andet end vinden.