Det ligner en direktør

24. maj 2007

MESSEMAP / KVAD

Jeg har modtaget følgende digt fra Robert Henningsson:


Ichtoe tak ihn pyjamas

lörnbusk noa rabi tak tak

ihn kvon volonta ichtoe sori

tak onjink majo kaba-rimetti

onjink kurnoff qittoy zoq pigg tak

byfag-böny totzh pyjamas

mosky koday avuew kabbi

ur kalu kanu terra

terra terra ichtoe tak

terra terra tak tak tak.


Jeg ved umiddelbart ikke, hvad jeg skal stille op med det. Det er en del af en lille leg, som Robert har initieret. Dette er offentlighedens første indblik i legen, der handler om 'lyddigte', der som bekendt ofte driller læserens forventning til sprog. Det bevæger sig frem og tilbage mellem os. Digtet, for det er et digt, af konstrueret af følgende ord/brokker:


tak pyjamas majo(næse) ur
ihn pigg terra
lörnbusk Ichtoe byfag-böny koday
noa rabi kvon volonta sori onjink kaba-rimetti kurnoff qittoy zoq totzh mosky avuew kabbi kalu kanu


Det er planen at vi skal forsøge at hitte rede på, hvordan de gensidige tekster er konstrueret, har de et system, et udsagn, en mening? Jeg har i længere tid stirret mig blind på Roberts digt. Der er sprog, der blander sig sammen med fonetiske konstrukter, og det drejer sig om tak, måske en hyldest til livet, jorden og morgenen?, men jeg kan ikke umiddelbart identificere et system under teksten. I stedet vil jeg benytte dette første indlæg til en kort reflektion over, hvorfor det overhovedet giver mening for mig at skrive og læse 'lyddigte' i dag. I traditionen har lyddigte spillet rollen som forsøg på at formulere et transcendentalt sprog (Khlebnikov og Kruchenykh: ZAUM o.a.) eller som rene vrøvlevers, der først og fremmest fungerede som en art remser eller børnerim frigjort fra syntaks og semantik eller som et forsøg på at undslippe litteraturens opbyggelighed. Den seriøse digter kan selvfølgelig hverken tro på transcendalsprog eller vrøvl mens oprøret er en kliche, men gerne sprogmaterialitet. Lad os sige, at min interesse for lyddigte drejer sig om en udforskning af lyden i, af og før sproget. Hvordan skaber sprogets lyd betydning, og hvordan er det muligt at påvirke sine medmennesker ved at bruge sit lydorgan til hverken at synge, skrige eller tale med en klar semantik, for det er muligt. Hvad er det, der gør nogle ord mulige og andre umulige på et givent sprog, og hvorfor ikke opdage det hele lager af ord, der følger de indbyggede love for ordene til at skabe nye uopdagede ord, som på mange måde allerede eksisterer, men som endnu ikke er fyldt op. Hvorfor ikke blande sprogene og sprogdelene sammen på samme vis som man kan blande betydninger sammen? Jeg har oplevet digtere, der på den ene side fandt det enormt interessant med digte, der bevægede sig på siden, men på den anden side fandt det meningsløst at arbejde med sprogets lyd som potentiale. Det finder jeg absurd, eller rettere: holdningen er produkt af synets forrang over hørelsen og bevidsthedens forståevne over kroppens. Iø. arbejder det gode lyddigt som det gode visuelle digt, der forfalder og opløser sproget, bevidst med sin fremtræden på bogen eller internettets side. Lad os sige, at npr jwg skråver MESSEMAP vid såren of TERRA, så er det ikke mere umuligt end at sidestille en krop med en supertanker.

Etiketter: , ,

9. maj 2007

Gloser


Etiketter:

5. maj 2007

BANG BANG DU ER DØD

Men ikke for 150 år siden. Det har Dorrit Willumsen skrevet om i "BANG - En roman om Herman Bang"; der udkom 11 år tilbage i tiden. Hun fletter barndom og opvækst sammen med det sidste års tur mod udfrielse. Det kan jeg lære noget af, for hvor varmt og godt og godt skrevet det end er, så blir jeg irriteret og vil for helved høre om den oplæsningsrute; dét er mit identifikationspunkt, SÅ langt væk og lukket ligger barndomslandet offenbar. Stop dog op, må jeg sige til mig selv, og nyd nu - som hun får sproget til at spinde og fremtrylle væsenet næsten endnu uberørt frem. Argh, jo flot skriver hun. Men Bang! & afgrunden - det er dén jeg allerede vil ud til - og ikke så meget forklaring og bløde blikke over skulderen.

Her to eksempler fra, hvor kileremmen trækker begyndelsens første splinter, side 63 for oven og for neden:

"Det ville vel næppe være passende, om du steg ned fra din højde til dem, der nedlægger deres kvads strengeleg for din resedaduftende tronstol med de moskuslugtende hynder. Lad da mit billede røre dig og stir så længe på de skønne, ædle, men så kolde træk, til du selv bliver varm, ligesom når du har spist kærnemælkssuppe."


...


"Men det er ikke mere den yndige blonde Magrethe, han ser når han sætter pennen til papiret.
Det er en mørk herre i sort frakke. Det er en mand, der kærtegner sine egne hænder og pludselig vender blikket mod ham, drengen, og smiler et smil, der er vidende overlegent og måske en smule spottende. Og den mand vil forstå alt."


BANG
Dorrit Willumsen 1996
ISBN 87-00-59917-4
Gyldendals Bogklubber

Etiketter: ,