Det ligner en direktør

26. juli 2008

Besværet

Digtene i Kristian Leths anden samling Besværet er trods deres mange lag af indskud og afbrydelser frit svævende; ja Kristian Leth forholder sig helt ud i sine anvendte billeder strategisk bevidst til en relativistisk position: "lyst til at give slip/ at ting altid er de/ to mest modsatte ting på en gang". Men derved bliver digtene også let til postulater, der mangler kropslig substans og den helhedens sammenhængskraft, der kendetegner en skrift, der forbliver tro mod sin organiske klangbund. Det betyder dog ikke, at betoningen af mental- og imaginær drivkraft får digtene til at stritte vildt i alle retninger; netop det, at fremskrivningen af intethed eller væren-som-illusion er i fokus, giver paradoksalt nok digtene en vis form for retningsgivende samling.

"[...] gode bøger peger", skriver Leth polemisk, og peger selv på Kaptajn Klo og William Blake. Men mentalt sludder gør det nu engang ikke ud for mysterievisioner.

Det er i mellemrummene ordenes betydning eller mangel på samme kommer til erkendelse. Kristian Leth afslutter den overvejende del af digtene i digtsamlingen på en sådan måde, at ordene synes at fremstå som et liv på sæbeboblens overflade: "saligt roligt sindigt yndigt lægger han hænderne/ på bordet og kaster alt i ringen for religionen eller/ "noget der er større"/ strålerne stråler og sindet glimter og intetheden blomstrer/ han smiler og ra// (her opløses digtet)". Digtene så at sige brister igen og igen, og man overlades et intet; før næste boble lige så overrumplende kaster sig ind i kampen. Men hvor er den ro – eller det lys, der får intetheden til at blomstre? Hvis interessen for dette bagvedliggende fænomen skal have den relevans, som jeg fornemmer, at Kristian Leth i grunden ønsker sig, er filosofiske matematikaliter ikke tilstrækkelige; der må poesi og visionær kraft til! Det er ikke nok (ihvertfald ikke for mig) at pege på William Blake. Omend det jo altid er en god begyndelse at pege dét ud, der synes at have vægt.


Denne gentagende opløsning brugt som afsluttende gebærde kan i øvrigt i alt sit anti-samlende udsagn netop være ikke villet takt-streg i det ellers dekonstruktive og lappedariske landskab. Måske er det netop cluet i digtsamlingen, at den er skrevet mod hans vilje, og deraf besværet. Men samtidig kan teksterne også læses som ubesværede improvitationer, hvor det ikke så meget er det enkelte udsagn, der gør udfaldet, men drivet og ophobningen af toner, registrationer, ind- og udfald; så længe musikken bare spiller.

Digtene i Besværet er besværet af det besvær, det er at skrive sig frem mod et intet, der i virkeligheden hele tiden har været, og er, det eksistentielle udgangspunkt og underliggende grund-vilkår eller -problem (!)


Kristian Leth: Besværet
Edition After Hand 2008
ISBN 978-87-87489-34-8
37 sider
vejl.pris: 98,00 kr.





Etiketter: , ,

15. juli 2008

STEN

Jeg gik ned til stranden og satte mig og kiggede ud over havet, men var for rastløs til at sidde stille.

Jeg samlede nogle sten op og kastede dem ud mod havet. Jeg blev ved med at kaste sten et godt stykke tid. Bølgerne skubbede de mindre af dem frem og tilbage, men jeg ville have, at de skulle blive liggende, så jeg gik over til kun at kaste større sten. Jeg ville kaste så mange, at de dannede en bunke. Jeg kastede, til jeg var øm i armen og holdt så pause.

Jeg tog et hvil på en sten, der var så stor, at jeg umuligt ville kunne løfte den. Jeg kiggede på bølgernes rullen og lyttede til deres brusen i håb om at det ville virke beroligende på mig, men det gjorde det ikke. Det kedede mig.

Jeg stillede mig op på stenen og kiggede længere ud. Det var klart vejr og solen skinnede. I horisonten kunne jeg se et tankskib. Det så ud som om det sejlede på selve horisonten, som på en børnetegning. Det var så langt, jeg kom med tankskibet, så begyndte det også at kede mig.

Jeg gik i gang med at kaste sten igen og brugte nu begge hænder. Jeg kastede store sten derud. Jeg blev ved, til jeg blev forpustet og fortsatte til jeg blev svimmel.

Jeg satte mig tilbage på den store sten og ventede på, at jeg ville få det bedre. Lige så snart jeg fik det bedre, kedede jeg mig igen.

Jeg gik ud til de sten, jeg havde kastet og begyndte at tælle dem. Der lå over 100 i et område, der svarede til en cirkel med en diameter på cirka 5 meter. Der var tre-fire begyndende bunker, men det var ret uanselige bunker, den største var kun tre en halv sten høj.

Jeg gik rundt i kanten af den cirkel, stenene lå i, og kastede de yderste ind mod midten. Jeg kastede sten til jeg var fuldstændig udmattet. Næsten i midten af cirklen lå nu en bunke, jeg følte mig helt stolt over. Jeg havde svært ved at tælle, hvor mange sten, der lå i den, og det, at jeg havde svært ved at tælle dem, glædede mig endnu mere end det, at jeg havde fuldført, hvad jeg havde sat mig for.

Jeg satte mig tilbage på den store sten og kiggede på bunken. Det føltes godt.

7. juli 2008


Gennem vandet helt mørkt. Ægget tager plads i den rektangulære klase. Sådan er situationen. Det er mere end overfladevand, og ti dage atten drysser små mysteriesnegle underjordisk vand. Eller hvis du gør det. Men det bliver straks hundrede og otte dage. I overmorgen er det første atten dage solhverv. Hvis der var et voksende lys, kan det kun være en lov. Steffen Knud Nielsen kan ikke engang beregnes. Kolonne i hver parabol. Brummen med nervebaner. Alle udskældte navne. Jeg kender en lille smule «justering» torsdag grimasse glemsel høj væg. Hvad skal ikke gøre en digter til et møde mellem skyggen og pæresnaps kraftig. Der er tidspunkter, der kunne være drivkraft for en række forelskede, for eksempel at grine højlydt.
"Er ikke i stand til at reagere. Er ikke i stand til at reagere
." Det er om natten. Mysteriesneglen er virkelig et mysterium. At krydse vandstand helt mørk. Æggene har plads i den rektangulære klase. Sådan er situationen.
Vand ved fuld dybde. Den rektangulære klase æg på jorden. Disse bestemmelser. Det er mere end overfladevand, og ti dage atten drysser mysteriesnegle lidt grundvand. Eller hvis du gør. Atten dage, men det vil snart. Når atten af den første dag i solhverv går, og lyset vokser, er det kun en lov. Steffen og heller ikke Knud Nielsen kan beregnes. Kolonne i en domstol. Brummen med nervebaner. Alle udskældte navne. Jeg kender lidt "tilpasning", høj úšklebek-torsdag i væggen. Hvad skal ikke gøre en digter til skygge af pæresnaps og stærkt. Under visse omstændigheder som en drivende kraft i antallet af unge forelskede, som for eksempel højlydt griner. "Hvad har ikke været muligt. Hidtil ikke været muligt." Det var på natten. Mysteriesneglen; hemmelig. Dybt vand, fuldt kryds. Siddeplads er aflange æg i mødet. Disse bestemmelser. Det er mere end overfladevand, og ti dage atten små hemmeligheder drysser grundvandet. Eller i nat. Mysteriesneglen; hemmelig. Mstoyama Kors, at være det. Atten dage, men det vil snart. Atten mere i morgen den første dag i det solhverv. Når lyset vokser, er det kun en lov Steffen Knud Nielsen ikke kan beregnes efter nogen kolonne i domstolen. Brummen med nervebaner. Alle Udskældte navne. På det tidspunkt kan det være en drivende kraft for en række dokumenter; forelskede kan for eksempel finde ud af højlydte grin.
Det er mere end overfladevand, og ti dage atten drysser små mysterier underjordisk vand. Eller nat. Mysteriesneglen er virkelig et mysterium. At krydse Mstoyama, vil du gøre det. Men det bliver lige straks hundrede og otte dage. I over morgen er det første atten dage solhverv. Hvis der var et voksende lys, kan det kun være en lov. Steffen Knud Nielsen kan ikke engang beregnes. Kolonne i hver parabol. Brummen med nervebaner. Alle udskældte navne. Jeg kender en lille smule «justering torsdag grimasse glemsel høj væg». Hvad skal ikke gøre en digter til et møde mellem skyggen og pæresnaps kraftig. Der er tidspunkter, der kunne være drivkraft for en række dokumenter; forelskede kan for eksempel finde på at grine højlydt.