Det ligner en direktør

ARKIV. B HAKKING. N.IELSEN

2009-09-23T11:46:00.005+01:00

DOKONO-TRILOGIEN

2009-01-05T16:03:00.002+01:00

Koordinat præsenterer Rasmus Halling Nielsens DOKONO-TRILOGI

1. del: Skitsering af en plan hvis nødudgabet skulle flamme op
2. del: Shotcase closed – lad ulykkesstedet bo bedre
3. del: Dokono

Hent og print!

Besværet

2008-07-26T19:32:00.004+01:00

Digtene i Kristian Leths anden samling Besværet er trods deres mange lag af indskud og afbrydelser frit svævende; ja Kristian Leth forholder sig helt ud i sine anvendte billeder strategisk bevidst til en relativistisk position: "lyst til at give slip/ at ting altid er de/ to mest modsatte ting på en gang". Men derved bliver digtene også let til postulater, der mangler kropslig substans og den helhedens sammenhængskraft, der kendetegner en skrift, der forbliver tro mod sin organiske klangbund. Det betyder dog ikke, at betoningen af mental- og imaginær drivkraft får digtene til at stritte vildt i alle retninger; netop det, at fremskrivningen af intethed eller væren-som-illusion er i fokus, giver paradoksalt nok digtene en vis form for retningsgivende samling.

"[...] gode bøger peger", skriver Leth polemisk, og peger selv på Kaptajn Klo og William Blake. Men mentalt sludder gør det nu engang ikke ud for mysterievisioner.

Det er i mellemrummene ordenes betydning eller mangel på samme kommer til erkendelse. Kristian Leth afslutter den overvejende del af digtene i digtsamlingen på en sådan måde, at ordene synes at fremstå som et liv på sæbeboblens overflade: "saligt roligt sindigt yndigt lægger han hænderne/ på bordet og kaster alt i ringen for religionen eller/ "noget der er større"/ strålerne stråler og sindet glimter og intetheden blomstrer/ han smiler og ra// (her opløses digtet)". Digtene så at sige brister igen og igen, og man overlades et intet; før næste boble lige så overrumplende kaster sig ind i kampen. Men hvor er den ro – eller det lys, der får intetheden til at blomstre? Hvis interessen for dette bagvedliggende fænomen skal have den relevans, som jeg fornemmer, at Kristian Leth i grunden ønsker sig, er filosofiske matematikaliter ikke tilstrækkelige; der må poesi og visionær kraft til! Det er ikke nok (ihvertfald ikke for mig) at pege på William Blake. Omend det jo altid er en god begyndelse at pege dét ud, der synes at have vægt.

Denne gentagende opløsning brugt som afsluttende gebærde kan i øvrigt i alt sit anti-samlende udsagn netop være ikke villet takt-streg i det ellers dekonstruktive og lappedariske landskab. Måske er det netop cluet i digtsamlingen, at den er skrevet mod hans vilje, og deraf besværet. Men samtidig kan teksterne også læses som ubesværede improvitationer, hvor det ikke så meget er det enkelte udsagn, der gør udfaldet, men drivet og ophobningen af toner, registrationer, ind- og udfald; så længe musikken bare spiller.

Digtene i Besværet er besværet af det besvær, det er at skrive sig frem mod et intet, der i virkeligheden hele tiden har været, og er, det eksistentielle udgangspunkt og underliggende grund-vilkår eller -problem (!)

Kristian Leth: Besværet
Edition After Hand 2008
ISBN 978-87-87489-34-8
37 sider
vejl.pris: 98,00 kr.

STEN

2008-07-15T17:05:00.000+01:00

Jeg gik ned til stranden og satte mig og kiggede ud over havet, men var for rastløs til at sidde stille.

Jeg samlede nogle sten op og kastede dem ud mod havet. Jeg blev ved med at kaste sten et godt stykke tid. Bølgerne skubbede de mindre af dem frem og tilbage, men jeg ville have, at de skulle blive liggende, så jeg gik over til kun at kaste større sten. Jeg ville kaste så mange, at de dannede en bunke. Jeg kastede, til jeg var øm i armen og holdt så pause.

Jeg tog et hvil på en sten, der var så stor, at jeg umuligt ville kunne løfte den. Jeg kiggede på bølgernes rullen og lyttede til deres brusen i håb om at det ville virke beroligende på mig, men det gjorde det ikke. Det kedede mig.

Jeg stillede mig op på stenen og kiggede længere ud. Det var klart vejr og solen skinnede. I horisonten kunne jeg se et tankskib. Det så ud som om det sejlede på selve horisonten, som på en børnetegning. Det var så langt, jeg kom med tankskibet, så begyndte det også at kede mig.

Jeg gik i gang med at kaste sten igen og brugte nu begge hænder. Jeg kastede store sten derud. Jeg blev ved, til jeg blev forpustet og fortsatte til jeg blev svimmel.

Jeg satte mig tilbage på den store sten og ventede på, at jeg ville få det bedre. Lige så snart jeg fik det bedre, kedede jeg mig igen.

Jeg gik ud til de sten, jeg havde kastet og begyndte at tælle dem. Der lå over 100 i et område, der svarede til en cirkel med en diameter på cirka 5 meter. Der var tre-fire begyndende bunker, men det var ret uanselige bunker, den største var kun tre en halv sten høj.

Jeg gik rundt i kanten af den cirkel, stenene lå i, og kastede de yderste ind mod midten. Jeg kastede sten til jeg var fuldstændig udmattet. Næsten i midten af cirklen lå nu en bunke, jeg følte mig helt stolt over. Jeg havde svært ved at tælle, hvor mange sten, der lå i den, og det, at jeg havde svært ved at tælle dem, glædede mig endnu mere end det, at jeg havde fuldført, hvad jeg havde sat mig for.

Jeg satte mig tilbage på den store sten og kiggede på bunken. Det føltes godt.

2008-07-07T20:00:00.003+01:00

Gennem vandet helt mørkt. Ægget tager plads i den rektangulære klase. Sådan er situationen. Det er mere end overfladevand, og ti dage atten drysser små mysteriesnegle underjordisk vand. Eller hvis du gør det. Men det bliver straks hundrede og otte dage. I overmorgen er det første atten dage solhverv. Hvis der var et voksende lys, kan det kun være en lov. Steffen Knud Nielsen kan ikke engang beregnes. Kolonne i hver parabol. Brummen med nervebaner. Alle udskældte navne. Jeg kender en lille smule «justering» torsdag grimasse glemsel høj væg. Hvad skal ikke gøre en digter til et møde mellem skyggen og pæresnaps kraftig. Der er tidspunkter, der kunne være drivkraft for en række forelskede, for eksempel at grine højlydt.
"Er ikke i stand til at reagere. Er ikke i stand til at reagere." Det er om natten. Mysteriesneglen er virkelig et mysterium. At krydse vandstand helt mørk. Æggene har plads i den rektangulære klase. Sådan er situationen.
Vand ved fuld dybde. Den rektangulære klase æg på jorden. Disse bestemmelser. Det er mere end overfladevand, og ti dage atten drysser mysteriesnegle lidt grundvand. Eller hvis du gør. Atten dage, men det vil snart. Når atten af den første dag i solhverv går, og lyset vokser, er det kun en lov. Steffen og heller ikke Knud Nielsen kan beregnes. Kolonne i en domstol. Brummen med nervebaner. Alle udskældte navne. Jeg kender lidt "tilpasning", høj úšklebek-torsdag i væggen. Hvad skal ikke gøre en digter til skygge af pæresnaps og stærkt. Under visse omstændigheder som en drivende kraft i antallet af unge forelskede, som for eksempel højlydt griner. "Hvad har ikke været muligt. Hidtil ikke været muligt." Det var på natten. Mysteriesneglen; hemmelig. Dybt vand, fuldt kryds. Siddeplads er aflange æg i mødet. Disse bestemmelser. Det er mere end overfladevand, og ti dage atten små hemmeligheder drysser grundvandet. Eller i nat. Mysteriesneglen; hemmelig. Mstoyama Kors, at være det. Atten dage, men det vil snart. Atten mere i morgen den første dag i det solhverv. Når lyset vokser, er det kun en lov Steffen Knud Nielsen ikke kan beregnes efter nogen kolonne i domstolen. Brummen med nervebaner. Alle Udskældte navne. På det tidspunkt kan det være en drivende kraft for en række dokumenter; forelskede kan for eksempel finde ud af højlydte grin.
Det er mere end overfladevand, og ti dage atten drysser små mysterier underjordisk vand. Eller nat. Mysteriesneglen er virkelig et mysterium. At krydse Mstoyama, vil du gøre det. Men det bliver lige straks hundrede og otte dage. I over morgen er det første atten dage solhverv. Hvis der var et voksende lys, kan det kun være en lov. Steffen Knud Nielsen kan ikke engang beregnes. Kolonne i hver parabol. Brummen med nervebaner. Alle udskældte navne. Jeg kender en lille smule «justering torsdag grimasse glemsel høj væg». Hvad skal ikke gøre en digter til et møde mellem skyggen og pæresnaps kraftig. Der er tidspunkter, der kunne være drivkraft for en række dokumenter; forelskede kan for eksempel finde på at grine højlydt.

Si si

2008-04-28T10:41:00.004+01:00

Hent her og print efterfølgende.

2008-04-17T21:02:00.000+01:00

Ttrapped! -

Færdig med bogen, men bogen udenfor rækkevidde – et begejstret notat

Er der noget James Brown over Thom Yorke på nummeret 15 step, fra In Rainbows? Souljacker. Eels. Soulhacker. Soulslacker i hvert fald – men 15 skridt er ikke 13. 13 ud af 13 mulige for 13 af Blur, men nok. Om det. Slagt det lange af det korte. Nummer 2 bog af Henrik Bjelke hedder Trap. Hovedpersonen hedder (A)ksel (T)heodor Trap (’A.T.’-Trap arbejder for Det statistiske Ulykkeskontor, har fra den side en mission, men flere missioner opstår oveni hinanden) – og da jeg skulle købe den antikvarisk spurgte jeg på titlen nervøst først engelsk har I Trap? (fælde) og så på dansk eller har I Trap? Der er mange fælder i bogen, men den er så fandens sprudlende – Højholt skriver i en anmeldelse af Trap (lagt ud på www.henrikbjelke.dk) at bog nummer 2 er sværest at skrive, men for helvede Bjelke smed et stærkt værk af sig, bogen er fra 1970, og med sin Austin Powers-typografi kræver det for øjet en del, nu til dags ku det ligne en joke, en parodi, Kitsch ud i corny, jeg sidder her uden bogen, men har allieret mig med bogen Bjelke lige i øjet af René Rasmussen (Lic. phil. i litteraturvidenskab & forskningslektor ved Institut for Nordisk Filologi). Jeg vil så gerne sige 13 ud af 13, og denne karakter smider jeg af mig, uden at dvæle for længe ved Ødipuskomplekserne René Rasmussen ser og analyserer sig frem til med solid argumentation – han ser dem også i titelnovellen i Bjelkes første Første person ental, 1968, Arena. Men psykologi der sprænger skolepsykologers fantasi er allestedsnærværende i en dystert fremmanet sfære. Jeg tør næsten ikke tænke på hvad der ville ske hvis man udstyrede landets skoleelever med romanen. Porcelainselever skrøbeligskrøbeligst; ville det hele så eksplodere? I en skævere tid talte jeg også om at gøre 1984 til obligatorisk læsning. Det var nok skævt nok. Hvor mange digtere skal der til for at udskifte en el-pære? Tiden bliver også sprængt i takt med karaktererne, i luften. Trap er også udgivet af Arena. Indskudt. Jaja. Men René Rasmussens gennemgang af Trap kan anbefales hvis man er røget i fælden – det er jeg og med begge ben. Begge ben af Morti Vizki kan også anbefales. Kim & Mik. Men nu sidder jeg her med Trap udenfor rækkevidde og husker især én ting: Karl Anander forvandles i bedste Lynch-stil til Karla Nander. Og Karla Nander skifter alder og embede gennem romanen – NEJ, læs René Rasmussen, han er skarp, jeg er bare tacklet omkuld. Bogen bevæger sig nogle steder i nogle Kafkan’ske landskaber – og i jurasprog (Bjelke studerede jura, men kortsluttede da han til en eksame kom op i ’under pant’ og blev fanget af det engelske underpants, dét kredser han i hvert fald om i et essay i essaysamlingen Seks råb fra baghovedet, Arena, år? (?). Dén følger efter Hundrede postkort fra helvede, Arena, år?. Fandens at sidde her strandet uden mulighed for Net eller bøger (...) nej vent, måske en liste over udgivelser af Bjelke findes bagerst i Bjelke lige i øjet, i.ø. Forlaget Politisk Revy, 2000. YESFORSATANDA: Hundrede postkort fra Helvede, Arena, 1980 + Seks råb fra baghovedet, Arena, 1981. Så er det på plads. Hypnotiseret af indholdet i Trap læste jeg løs, bogen er en mærkelig fisk, kapitlernes navne er næsten sidehøje (stadig Austin Powers-agtige), og hvert kapitel ejer undertitel, nogle af de høje kapitelnavne hedder 'Trap' mens andre hedder 'Part'. Jeg har et yndlingscitat fra bogen, og skrev sidetallet hvor citatet foldes ud på ned i en kladde på min gamle – nu udskiftede - telefon. Så. Måske citatet er fra s. 63 og måske skriver Bjelke om en afroamerikansk digter med Rimbaud-status (i de rigtige kredse) i Råbene og meget muligt er denne hr. nævnt på s. 43. Så skyd mig ikke. 63? 43? LÆS! Trap er trin for trin (skal ikke læses som en joke) bemærkelsesværdigt vævet (er det collage klip glimt a la Burroughs?), en nysgerrighed og stor forundring, der tændes allerede få sider inde i romanen, vender siderne (man ved aldrig hvad det næste bliver). De mange spring i tid og rum og de absurde scener og et mord der skal begås gør det hele til en rodet dog forløst affære: jeg læste i trance og pludselig var bogen færdig. René Rasmussens gennemgang af den vil jeg endnu en gang anbefale, for jeg er et stort 'Trappestyrt' (titel på et digt af Richard Rosenvold Jensen der ikke er trykt i Ordkide, men andet er trykt!), men det passer godt og endda skræddersyet. Sproget lever, fortællingen lever på sine steder ubegribelige / ufattelige krumspring, den er ikke gammel trods sin alder (nærmer sig de 40), men purung. Er den aktuel? Nok ikke, og jeg mener at jeg har læst mig til at Bjelke gennem tiden har fået hug for ikke at skrive socialrealistisk. Han var inde på noget i den retning i det kuriøse essay – TILEGNET DEN DANSKE OFFENTLIGHED – Ukontrollerede betragtninger i anledning af den tiltagende agrafi, Arena, 1975. (essayet indeholder bl.a. et kirurgisk indgreb i en syg (jeg fristes til at sige sygnok-mand) sætning fra lavinen Saturn, Arena, 1974, bestående af 28 adjektiver. Men hvorfor gøre dét i en så betændt periode; tænk f.eks. krige! Brandvarme senere lunkne og til sidst kolde. Hvor de fleste beskæftigede sig med den slags? Dog (og det spiller en stor rolle for romanens udvikling) vikles A.T.Trap ind i en demonstration imod donering af blod til hvide i Sydafrika. Han bliver arresteret og ender pladask i, de føromtalte, Kafkan’ske landskaber. Er det en politistation, en ventesal, et galleri (indskudt: Zoologisk Museum er også en kulisse) eller en retssal? Fornøjelse, og benzin (fornøjelsesbenzin?) er det på en sol, der aldrig (i Bjelke-henseende) vil stoppe sin umættelige fortæring af voksvinger i form af grænseoverskred i strømme bevidsthed. Ca. 1.000.000 ´?´ skal ikke ændre på 13 ud af 13 for de tonsende/jagende ’strømme’ der bedst løsriver sig fra opridsede rammer (Jvnf. de monumentaltstore kapiteltitler) og indeholder genuin poesi, på niveau med de helt store, stort sære, fisk i litteraturhistorien, bag næste måne i mit univers.

Alliance med min mor har gjort at Trap igen er i mine hænder så hér: citatet fra s. 63.

Nu tager Sortstrib en kanariefugl og siger: ”Hvad hvis jeg træder på denne gule kanariefugl i den tro at det er en kartoffel?”
Kandidaten siger: ”Hvad skulle motivationen for at træde på en kartoffel være?” ”Idiot,” siger Sortstrib, ”en kartoffel er jo gul som en kanariefugl, ikke? Gult dér & gult dér, ikke? Det samme mand. Forvekslingen. Hvad indebærer det at genstanden for den uagtsomme nedtrædning er en anden end den skadevolderen tror?
Han træder forsætligt på et nyt stykke gul sæbe der ligner en mellemting mellem en kartoffel der har været trådt på og et stykke gul sæbe.
”Nu kan kanariefuglen snart ikke tåle mer,” siger dr. Nander og spidser sin blyant, ”jeg tror disse unge lektorer er for ivrige.”
Endelig er examen overstået og de forlader alle den raserede sæbebutik.

12-12-07

Aimspeech

2008-02-16T22:01:00.002+01:00

Toise pole cubit cubit
pai wara gizabethe
pai wara tommer yards
toise pole cubit mil:
"Folkt mönö vanno wölkt
balkt munu wub"
toise pole cubit cubit
toise pole talks
pai wara tommer yards
pai wara gizabethe
toise pole cubit mil
toise pole cubit
toise tommer wara paiz
toise pole cubit cubit
pai wara gizabethe
toise pole mikalou
toise pole cubit cubit
toise pole cubit mil
toise pole cubit cubit
toise pole talks.

2007-06-04T15:02:00.000+01:00

SØRØVER hedder et værk udstillet på Randers Kunstmuseum i perioden 3. maj - 29. juli 2007. Værket består af en 12 liters stor sort patineret murerspand - Elmer, schwarz JOPA PROVI-LINE Art-Nr. 1101299. Spanden har en højde af 24 cm og en topdiameter på 31 cm. I spanden forefindes 18 dage efter fernisering en væske med vandstand op mod syv centimeter. Meget af de 10 liter vand, der ved udstillingsperiodens start angivelig forefandtes, har altså allerede gjort sig fri af værksammenhængen. Den sorte og tydeligt brugte murerspand hviler på en hvid sokkel, hvor på følgende er noteret angående værkets baggrunds- og tilblivelses-fakta:
***
UWE MAX JENSEN 1970
Sørøver 2007
***
10 liter vand røvet fra Peblinge sø i København 9. marts klokken cirka 13.00 og hentet til Jylland i en sort murerspand. Værket er anden del af en trilogi. Fredag 1. september klokken 12.00 røvede Uwe Max Jensen 10 liter vand fra Sankt Jørgens Sø i København. De 10 liter fra Sankt Jørgens Sø befinder sig i øjeblikket i kunstnerens kummefryser for at forhindre, at værket fordamper. Efter planen vil Uwe Max Jensen udfører den tredje og sidste del af sin trilogi i efteråret 2007, hvor Sortedams Sø bliver kunstnerisk motiv og objekt.
***
***
***
Imidlertid har Uwe Max Jensen ved en endnu tidligere lejlighed udført en skitse af Sørøver i Silkeborg Langsø.
At værket har denne præhistorie, er værd at bide mærke i, det er nemlig en vigtig detalje. Jørgen Nash var jo som bekendt fra Silkeborg, bror til Ove og Asger Jorn. Og med Nash har Max Jensen kunstnerisk set visse lighedspunkter. Deres værker er for begges vedkommende båret af en både provokerende konkretistisk og situationistisk tilgang til bryderiet med kunsten og især kunst-institutionen. Begge kunstnere har modtaget domme for deres kunstudøvelse, og de har begge på skrift (på hver sin måde ganske vist) slået til lyd for ytringsfriheden som basal livsnødvendighed. Og heraf følger hvad de to kunstnere måske har aller mest til fælles: Deres brug af massemedierne som redskab for det kunstneriske felt. (Massemedierne som kunstnerens forlængede arm var NB! Nash's absolut største samlede poetiske værk!). På den baggrund bliver det klart, at værket Sørøver må være en soleklar dedikation til forbilledet, den såkaldte 'Havfruemorder' Jørgen Nash. Forstået på den måde er Sørøver i sit udgangspunkt en ganske enkel og let forståelig kærlighedserklæring.
Samtidig viser Sørøver jo også en dialogisk sammenhæng med At hæve vandstanden i et værk af Olafur Eliasson, en happening, hvor Uwe Max Jensen ved hjælp af egen-urinering hævede vandstanden i Olafur Eliasons Waterfall. Jensen påviser her det absurdistiske i den efterfølgende bandlysning fra AROS, idet tilførelsen af Max Jensen-urinen til Waterfall lige så lidt kunne være til at registrere for almenvældet som fjernelsen af ti liter vand fra Peblinge Sø.
På netop lige dét punkt er Max Jensens eget værk Sørøver væsentligt mere omgivelsesfølsomt, og dermed også langt mere menneskeligt. Værket fører en samtale – ikke bare med sine omgivelser – men også med Uwes tidligere udstillede værker i Randers Kunstmuseum. Den sorte spand står som et kontra-dialogisk og fortættet udsagn overfor debut-udstillingens mere omfattende og adspredte hvidhed.
*
*
Selv om det ud fra en humoristisk-konkretistisk indgangsvinkel er nærliggende at udbryde at Uwe Max nok er kommet på spanden, så må jeg sige, at folkene på Randers Kunstmuseum har forstået at hæve Max Jensens værk ind i en international sammenhæng. Værket er da også komplekst, idet flere retninger mødes i den enkle sammensætning af vand+spand. Forgængeligheden er det første, der melder sig. Værket er levende og undergår en forvandling hen gennem udstillingsperioden. Det er en fortløbende proces, hvor kunstneren så at sige træder til side for forgængeligheden. På den vis er det ikke bare en dedikation - men også en elegi - i sort endda. Omend det sorte her er isprængt folkloristisk spræl. Sørøver er landscape art bragt ind i institutionelle rammer. De tre københavner søer synes i den sammenhæng da også at være ideelle valg, idet de allerede i sig selv fremstår som tre indrammede natur-kunstværker, et triptykon.
*
På Randers Kunstmuseum står Sørøver indplaceret sådan, at det sammen med flere af Sven Dalsgaards kreationer står flankeret af - på den ene side Piero Manzonis Merda d'artista (fra 1961) - og til den anden side - af Yoko Onos Fly piece. Do it yourself (fra 1990). At Uwes værk står side om side med Yokos, er jeg især tilfreds med, idet jeg allerede ved Uwe Max Jensens debut-udstilling på Randers Kunstmuseum december 2005 havde en klar fornemmelse af en vis fælles referenceramme eller stemning de to kunstnere imellem. "Two Virgins" kunne fint have været sat som motto for 2005-udstillingen.
Mon Uwe Max Jensen kender Yoko Onos Grapefruit (fra 1964). Den står for mig som et næsten u-udtømmeligt reservoir af kreativ energi. Under alle omstændigheder synes jeg, det er et modigt valg af museumsfolkene bag Randers Kunstmuseum. Ja, det virker nærmest klartskuende, at de så tydeligt fremdrager Uwe Max Jensens mulige internationale konceptuelle position. Her har vi et kunstmuseum i Danmark, hvor en spand gerne må være en spand blandt ligemænd m/k. Og hurra for det!

MESSEMAP / KVAD

2007-05-24T15:10:00.000+01:00

Jeg har modtaget følgende digt fra Robert Henningsson:

Ichtoe tak ihn pyjamas

lörnbusk noa rabi tak tak

ihn kvon volonta ichtoe sori

tak onjink majo kaba-rimetti

onjink kurnoff qittoy zoq pigg tak

byfag-böny totzh pyjamas

mosky koday avuew kabbi

ur kalu kanu terra

terra terra ichtoe tak

terra terra tak tak tak.

Jeg ved umiddelbart ikke, hvad jeg skal stille op med det. Det er en del af en lille leg, som Robert har initieret. Dette er offentlighedens første indblik i legen, der handler om 'lyddigte', der som bekendt ofte driller læserens forventning til sprog. Det bevæger sig frem og tilbage mellem os. Digtet, for det er et digt, af konstrueret af følgende ord/brokker:

tak pyjamas majo(næse) ur
ihn pigg terra
lörnbusk Ichtoe byfag-böny koday
noa rabi kvon volonta sori onjink kaba-rimetti kurnoff qittoy zoq totzh mosky avuew kabbi kalu kanu

Det er planen at vi skal forsøge at hitte rede på, hvordan de gensidige tekster er konstrueret, har de et system, et udsagn, en mening? Jeg har i længere tid stirret mig blind på Roberts digt. Der er sprog, der blander sig sammen med fonetiske konstrukter, og det drejer sig om tak, måske en hyldest til livet, jorden og morgenen?, men jeg kan ikke umiddelbart identificere et system under teksten. I stedet vil jeg benytte dette første indlæg til en kort reflektion over, hvorfor det overhovedet giver mening for mig at skrive og læse 'lyddigte' i dag. I traditionen har lyddigte spillet rollen som forsøg på at formulere et transcendentalt sprog (Khlebnikov og Kruchenykh: ZAUM o.a.) eller som rene vrøvlevers, der først og fremmest fungerede som en art remser eller børnerim frigjort fra syntaks og semantik eller som et forsøg på at undslippe litteraturens opbyggelighed. Den seriøse digter kan selvfølgelig hverken tro på transcendalsprog eller vrøvl mens oprøret er en kliche, men gerne sprogmaterialitet. Lad os sige, at min interesse for lyddigte drejer sig om en udforskning af lyden i, af og før sproget. Hvordan skaber sprogets lyd betydning, og hvordan er det muligt at påvirke sine medmennesker ved at bruge sit lydorgan til hverken at synge, skrige eller tale med en klar semantik, for det er muligt. Hvad er det, der gør nogle ord mulige og andre umulige på et givent sprog, og hvorfor ikke opdage det hele lager af ord, der følger de indbyggede love for ordene til at skabe nye uopdagede ord, som på mange måde allerede eksisterer, men som endnu ikke er fyldt op. Hvorfor ikke blande sprogene og sprogdelene sammen på samme vis som man kan blande betydninger sammen? Jeg har oplevet digtere, der på den ene side fandt det enormt interessant med digte, der bevægede sig på siden, men på den anden side fandt det meningsløst at arbejde med sprogets lyd som potentiale. Det finder jeg absurd, eller rettere: holdningen er produkt af synets forrang over hørelsen og bevidsthedens forståevne over kroppens. Iø. arbejder det gode lyddigt som det gode visuelle digt, der forfalder og opløser sproget, bevidst med sin fremtræden på bogen eller internettets side. Lad os sige, at npr jwg skråver MESSEMAP vid såren of TERRA, så er det ikke mere umuligt end at sidestille en krop med en supertanker.

Gloser

2007-05-09T20:05:00.000+01:00

BANG BANG DU ER DØD

2007-05-05T15:15:00.000+01:00

Men ikke for 150 år siden. Det har Dorrit Willumsen skrevet om i "BANG - En roman om Herman Bang"; der udkom 11 år tilbage i tiden. Hun fletter barndom og opvækst sammen med det sidste års tur mod udfrielse. Det kan jeg lære noget af, for hvor varmt og godt og godt skrevet det end er, så blir jeg irriteret og vil for helved høre om den oplæsningsrute; dét er mit identifikationspunkt, SÅ langt væk og lukket ligger barndomslandet offenbar. Stop dog op, må jeg sige til mig selv, og nyd nu - som hun får sproget til at spinde og fremtrylle væsenet næsten endnu uberørt frem. Argh, jo flot skriver hun. Men Bang! & afgrunden - det er dén jeg allerede vil ud til - og ikke så meget forklaring og bløde blikke over skulderen.

Her to eksempler fra, hvor kileremmen trækker begyndelsens første splinter, side 63 for oven og for neden:

"Det ville vel næppe være passende, om du steg ned fra din højde til dem, der nedlægger deres kvads strengeleg for din resedaduftende tronstol med de moskuslugtende hynder. Lad da mit billede røre dig og stir så længe på de skønne, ædle, men så kolde træk, til du selv bliver varm, ligesom når du har spist kærnemælkssuppe."

...

"Men det er ikke mere den yndige blonde Magrethe, han ser når han sætter pennen til papiret.
Det er en mørk herre i sort frakke. Det er en mand, der kærtegner sine egne hænder og pludselig vender blikket mod ham, drengen, og smiler et smil, der er vidende overlegent og måske en smule spottende. Og den mand vil forstå alt."

BANG
Dorrit Willumsen 1996
ISBN 87-00-59917-4
Gyldendals Bogklubber

Tumbler vingedyb

2007-04-30T20:48:00.000+01:00

Tiøren eksisterer kun i sproget
mut, en-øjet og nærtagende; vi kalder dig Benny
udrykningstruet
løfter M Ægypten over hønen
og dér W til klodesål.

...

2007-04-27T06:42:00.000+01:00

Jubilæumsudgivelse!

Maleren Leif Dræby og digteren Simon Grotrian har i fællesskab skabt værket SVANE TÅRE TÅRE LE, som udgives i forbindelse med Midtjyllands Avis' jubilæum d. 6. maj 2007. Da er det nemlig 150 år siden avisen blev grundlagt. Kendere af Grotrians særegne billedsprog vil her kunne øjne et nøjagtigt sammentræf mellem titel og førnævnte omstændighed. Udgivelsen består af tolv digte med tolv samhørende s/h tegninger. Omslaget er prydet af et af Dræbys karakteristiske udtryk - med betoning af sorg og forgængelighed i det så godt som altid frontale ansigt. Døden viser sin perlerække af tænder. Kraniet står ætset ud gennem næsen. Halsen er en åben skakt ind til slips eller krematorieovn. De iøvrigt behagelige farvetoner får mig, især hvad omslagets bagside angår, til at mindes Lars Morells BEUYS I DANMARK, som jeg i sin tid anmeldte i Kunstbazaren. Blot er Dræbys udtryk af et noget andet kunstnerisk stade.
Digtene i samlingen synes at fremstå mere indbyrdes uafhængige end vanligt for en Grotrian-samling. På mig virker ordene mere ligefremme, nogle steder ømt talende. Det skyldes måske, at et tiltalt du synes mere nærværende.
Billed- og sprogkunst har en evne til at komplementere og frisætte hverandre. Med bogens højre sider kan sproget styrte fra stjerner ned i en håndbestemt adresse tur/retur. Når "frosten stak ild/ til min grav" (i digtet) - lader tegningen meddigtende en stor mongolsk kat sluge selvsamme gravkors, imens flammerne er dette væsens pels. Men tegningerne er ikke blot illustrationer, der afbilleder bestemte effekter fra digtene; tegningerne lader sig også åbne mere ubestemmelige. Visse strofer lyser dog op som klart pointerede streger. Det kan synes at være en humoristisk betoning. Men jo også en kærlig. En af disse strofer, som illuminerer begge sider af bogens midterfold er f.eks.: "Med ildfodssyrener/ går lettelsen ind i sin knop."
Som et kuriosum skal nævnes genkendelsen af to slutvers i samlingens tredje digt. Disse to verselinjer har jeg tidligere som selvstændigt fragment truffet på i en dertil indrettet undergrundssammenhæng. Dette blot nævnt for at pege på - i det mindste én af Grotrians metoder. Samtidig er linjerne bestemt et manifest for en praksis Grotrian er garant for: "skriv ikke dét digt/ som du lige har læst."
SVANE TÅRE TÅRE LE er helt tydeligt fremkommet i en frugtbar udveksling mellem to hjørner af samme skykors. Lad der komme flere af den slags jubilæums- og festoriginale udgivelser!

SVANE TÅRE TÅRE LE

Leif Dræby & Simon Grotrian

ISBN-13: 978-87-91172-07-6

1/3 inde i bogen – et notat

2007-04-25T14:41:00.000+01:00

’9999999999999999999999999999sagde koen hæst’
- Peter Laugesen

Hvad vil citatet ovenover? Det er slutningen på et digt af Peter Laugesen, fra samlingen Forstad til intet, 1980, Borgen. Hvad vil det? Da jeg læste digtet, hele digtet, slog det mig, at trivialglidningen, et begreb fra Per Kirkeby, ikke altid kan dække Laugesens repetoir. Jeg fandt mere end det, meget mere. Jeg fandt at linien helt og aldeles er sin egen verden, er sin egen ramme (og hvilket punktum det er på trods af at samlingen ikke slutter dér). Der er noget fandenivoldsk over dette clash mellem de kolde 9-taller (måske bliver de ligefrem varme, menneskelige i gentagelsen/udbrudet?) og koen – koen er vel ikke det mest oplagte lyriske dyr (?) – at den tilmed taler og er hæs virker overraskende hver gang jeg læser digtet. En underfundig detalje er, at der ikke er noget tegn eller mellemrum mellem det sidste 9-tal (hvis jeg har talt korrekt, er der 28) og "s" i "sagde", det smelter sammen. Det hele smelter sammen. Poul Borum talte, et sted, om punk, og i et interwiev af Lars Bukdahl siger Laugesen dette: "Hvor Åens skrift er meget accepterende og venlig, er Forstad til intet lidt aggressiv og vinder ind fra en anden side på nogle af de droppede utopier og politiske projekter. Den er som bog ekstrem lille, der er meget få digte, og de er kun trykt på hver anden side, for at den ikke skulle være endnu mindre." Forstad til intet er en lille, tæt sag, men hvor kom ordet punk ind henne? Længere inde i interwievet siger Bukdahl: "Men fordi den kom på det tidspunkt, har den fået stempel af at være din firser- og punkbog." Til dette siger Laugesen: "Det er bogen jo ikke, men eftersom den kom lige dér, så får den det stempel, det er så punk. Det kan man også sige, hvis man vil, men nu er jeg jo ikke punker, selvom jeg er blevet beskyldt for at være det, det var Bjørnkær i en anmeldelse af en af de lidt senere, der skrev, at "Laugesen er en gammel punker fra Århus", det blev jeg lidt, jeg vil ikke sige, at jeg blev sur, men jeg tænkte, hvad fanden bilder han sig ind, han havde trods alt kendt mig siden 1961." Nu har jeg fået rodet mig ud i noget, det var ikke helt meningen: for at gøre en lang historie kort: jeg faldt over Forstad til intet, og faldt pladask for den citerede linie, linien huserede i mig, i lang tid - og gør det nok stadig, og jeg tænkte: "Hvem er Laugesens helte?" Hvem er heltene? For et pænt stykke tid siden læste jeg dette, på larsskinnebach.dk, Latremoliere: (hvem er han lige?) siger, hakket up, "(...) The studies of Artaud seem to be multiplying, which is something I find regrettable. Artaud had no message to communicate, never had. He was a distinguished paranoiac with absolutely extraordinary delusions of grandeur and persecution (…) His friends were those he could take advantage of and he turned to them every time he needed opium. We never gave him any, but he certainly asked for it. We were his friends, but the moment we disappeared from view we became his enemies and that happened to a lot of us. I consider his written work as a kind of scream, a scream of horror from a man who had no sense. No sense at all of others. He placed himself at the centre of the world. It was just him and the little birds." Navnet Artaud sagde mig noget, men hvor var jeg stødt på det henne? Af én eller anden grund mente jeg at navnet hang sammen med Laugesen, listerne over forfatteres publikationer, som står på en af de første sider i bøger, kan tit være til stor hjælp og jeg åbnede Forstad til intet (indtil videre den eneste Laugesen-bog jeg ejer) og dér stod under oversættelser: Artaud i udvalg, 1973. Nu måtte der handles, jeg gik på antikvariat.net og skrev: "Artaud" - og en liste kom frem over antikvarer der havde bøger af Artaud stående, mine øjne farede gennem listen indtil Arnold Busck antikvariat fangede dem – afsted! Afsted, der var ingen tid at spilde, jeg skyndte mig mod Fiolstræde. Der var det der med at gøre en lang historie kort: jeg købte Artaud i udvalg, Arena, 1973, og nu er jeg kommet 1/3 ind i den. I forordet skriver Laugesen: "I den franske version er der et fantastisk spil af lyde, der bliver spændt op mod hinanden. Det er der ikke så meget af i den danske version. Jeg har ikke kunnet klare det uden meningen forsvinder fra sætningerne. Og den logiske sammenhæng er et typisk træk i Artaud, der for øvrigt var født i Jomfruens logiske tegn og skrev "astrologerne forstår ikke at læse mere." Forordet slutter med disse ord: "Slip al skrift, alle billeder, alle tanker alle ting løs. Det er det eneste, der er at gøre." Og er det ikke hvad der sker i det indledende citat? At alt bliver sluppet løs? Nu har jeg læst Forstad til intet en del gange, men kun kommet 1/3 ind i Artaud i udvalg. Og nu: en smagsprøve fra Artaud, fra afsnittet Manifester:

BREV TIL DALAI LAMA

Vi er dine meget trofaste tjenere, o Store Lama, send os
dine lys, i et sprog som som vore rådne europæiske sind kan
forstå, og hvis det er nødvendigt så lav vores sind om, lav
os et sind, der er helt vendt mod de fuldkomne tinder, hvor
menneskets sind ikke længere lider.
Lav os et sind uden vaner, et sind der virkelig er frosset
i Ånden, eller et sind med renere vaner, dine vaner, hvis de
er gode for friheden.
Vi er omgivet af rynkede paver, af litterater, kritikere,
hunde, vores sind er blandt hundene, der tænker umiddel-
bart med jorden, der uudryddeligt tænker i øjeblikket.
Lær os, Lama, den materielle levitation af kroppe og
hvordan vi skal bære os ad med ikke længere at være bun-
det til jorden.
For du ved godt hvilken gennemsigtig sjælenes befrielse,
hvilket sindets frihed i ånden vi hentyder til, o acceptable
Pave, o Pave i den sande ånd.
Det er med det indre øje jeg betragter dig, fra det indres
tinde. Det er indefra jeg ligner dig, mig, støv, ide, læbe,
levitation, drøm, skrig, afkald på ideen, svævende mellem
alle former håber jeg ikke på andet end vinden.

FRA TVIVL TIL HÅB I GROTRIANA

2007-03-14T09:04:00.000+01:00

Jo flere gange jeg læser Simon Grotrians tyvende udgivelse, Tyve sorte kinder, jo mere kække fremstår digtene for mig. Stadig mindre sorte og nøgne. Det var ellers ikke min oplevelse, da jeg første gang læste manuskriptet. Da syntes jeg virkelig, at digtene fremstod sortkomprimerede, hvilket jeg i parantes bemærket personligt sætter stor pris på. Ja, jeg fandt, at Grotrian på en vis måde var nået frem til den samme rå energi, man også finder i hans debutsamling, som udkom for akkurat tyve år siden. Der er vitterligt også mange overensstemmende udsagn; selv ud i omslaget synes der at være en genkommen ekspressiv nerve. Men enkelheden er blevet mere kompleks i denne den tyvende. Mere fabulerende.

Hvor debutbogen Gennem min hånd kan siges at starte i det nulpunkt, Michael Strunges sidste digtsamling Verdenssøn slutter - og på sin vis indeholder noget af samme sært gysende nihilisme (håbet, troen og kærligheden er det næsten helt op til læseren selv at ville tilvejebringe - tænk blot på Borums yndlingsdigt: "Grøn plasticpose/ skal hænder/ skal skal disse hænder"), så synes Tyve sorte kinder overlejret eller indforvævet netop det i debutsamlingen så spæde håb - samt den dvalende tro og kærlighed. De sorte kinder er da her mere at forstå som de typografiske tegn på hver bogside. Og da kinder er parvise - optræder helt naturligt 40 digte = tyve dobbelt-sider, tyve sorte kinder. Sådan kunne det i det mindste være tænkt.

Digtet Grøn plasticpose kan netop på mest tydelig vis anskueliggøre det ændrede udsigtspunkt eller den forvandlede anskuelse. Her bliver det nemlig klart, at tvivlen ikke længere er det, hvert åndedrag er båret af. I Tyve sorte kinder hedder det ligefrem retvisende: "Livet er en gave fra Vorherre/ hæng dig ikke i dit bånd." Ligesom en række digte er direkte testamentariske i deres fælles verse udgange: "Sagde Herren."

Men som indledningsvis nævnt så findes der neden under den kristne og blomstrende billedverden stadig den samme fragmenterede tvivl og skrøbelighed i Tyve sorte kinder som i debutsamlingen Gennem min hånd; så på den måde forstået er Simon Grotrians digtning eksistentielt set evig ung. Her følger nogle eksempler på tematiske overensstemmelser og forskydninger/forvandlinger. Citater fra Tyve sorte kinder til venstre sat overfor ditto fra Gennem min hånd til højre:

"Kroppen smelter ned" ---------------------"Huden er løs"

"Jeg har tiet som en gletsjerspalte" ------"Intet siger de
"i en intethed af høje katedraler." ------ og jeg er atter tavs"

"Spørgsmålet vendes ----------------------"Han
når nogen har hængt sig ------------------ hænger
fra krogen i loftet"-------------------------- fra
--------------------------------------------- gulvet
--------------------------------------------- og
--------------------------------------------- slår"

"Den røde tråd-----------------------"Små blå prikker
i søvnens gobeliner-------------------tegner mig
ridser hjertet op"---------------------i luften"

"og endelig-----------------------------------"Jeg rammer
kan Kristusskyggen------------------------- alle sanser
sætte dig-------------------------------------- helt i blinde"
på nålen."

"Hjernen suger hele verden til sig-----"Det flyder bare
som en svamp"-------------------------indad og indad"

"at leve begravet---------"Explosionerne i Det hvide Rum

må sluge -------------------er sandhedens fængsel"
den bristende klode."

Der er igennem mange af Tyve sorte kinders digte en forventningsstemning, en vished om en snarlig forelskelse eller nåde. Bogen er således fuld af fortrøstning.
Men mest befriende er det, at den humor Grotrian op gennem sine nu tyve udgivelser har oparbejdet stadig slår ud i lys lue - som f.eks. i dette digt fra side 19:

"den tålelige sandhed er, at Kristus findes
blafrende i skyerne med lighterflammer
ud af sine vriste."

Omslaget til Tyve sorte kinder er lavet af Leif Dræby, og som allerede antydet bryder det med den noget mere stringente formbevidsthed, der ellers har behersket samtlige Grotrian-udgivelser fra og med den anden samling. Det er befriende; men det er også rigtigt - både i forhold til - og op imod - den herskende tidsånd, men også set i lyset af, at et givet udgangspunkt altid efter årelang cyklus bør tages op til overvejelse; lidt ligesom at vende tilbage til sine rødder - at blive født på ny. Parat til mere salve fra Herrens salmebog.

Tyve sorte kinder
Simon Grotrian 2007
Borgens Forlag
ISBN 978-87-21-02942-5

Det ligner en Ordkide

2007-03-13T08:36:00.000+01:00

Ordkide 10: Halling Nielsen, Sofie Holm, Anni Jensen m.m. [læs mere...]

Ordkide 9: Albert Dam, Birgit Munch, Simon Grotrian m.m. [læs mere...]

Ordkide 8: Woetmann, Posselt, Lolk Hjort m.m. [læs mere...]

Ordkide 7: Dokumentation, Sternberg, Kenneth Jensen [læs mere...]

Ordkide 6: Anmeldelser [læs mere...]

Ordkide 5: Laplanche, Israeleren Olaf Mønt, Kringlabak m.m. [læs mere...]

Ordkide 4: Musiktekster [læs mere...]

Ordkide 3: Avisanmeldelser, Copyleft, Deleuran m.m. [læs mere...]

Ordkide 2: Tysk Lyrik: Durs Grünbaum, Inge Müller m.m. [læs mere...]

Ordkide 1: Christian Stokbro, Michael Lee Burges m.m. [læs mere...]