Jubilæumsudgivelse!

Maleren Leif Dræby og digteren Simon Grotrian har i fællesskab skabt værket SVANE TÅRE TÅRE LE, som udgives i forbindelse med Midtjyllands Avis' jubilæum d. 6. maj 2007. Da er det nemlig 150 år siden avisen blev grundlagt. Kendere af Grotrians særegne billedsprog vil her kunne øjne et nøjagtigt sammentræf mellem titel og førnævnte omstændighed. Udgivelsen består af tolv digte med tolv samhørende s/h tegninger. Omslaget er prydet af et af Dræbys karakteristiske udtryk - med betoning af sorg og forgængelighed i det så godt som altid frontale ansigt. Døden viser sin perlerække af tænder. Kraniet står ætset ud gennem næsen. Halsen er en åben skakt ind til slips eller krematorieovn. De iøvrigt behagelige farvetoner får mig, især hvad omslagets bagside angår, til at mindes Lars Morells BEUYS I DANMARK, som jeg i sin tid anmeldte i Kunstbazaren. Blot er Dræbys udtryk af et noget andet kunstnerisk stade.
Digtene i samlingen synes at fremstå mere indbyrdes uafhængige end vanligt for en Grotrian-samling. På mig virker ordene mere ligefremme, nogle steder ømt talende. Det skyldes måske, at et tiltalt du synes mere nærværende.
Billed- og sprogkunst har en evne til at komplementere og frisætte hverandre. Med bogens højre sider kan sproget styrte fra stjerner ned i en håndbestemt adresse tur/retur. Når "frosten stak ild/ til min grav" (i digtet) - lader tegningen meddigtende en stor mongolsk kat sluge selvsamme gravkors, imens flammerne er dette væsens pels. Men tegningerne er ikke blot illustrationer, der afbilleder bestemte effekter fra digtene; tegningerne lader sig også åbne mere ubestemmelige. Visse strofer lyser dog op som klart pointerede streger. Det kan synes at være en humoristisk betoning. Men jo også en kærlig. En af disse strofer, som illuminerer begge sider af bogens midterfold er f.eks.: "Med ildfodssyrener/ går lettelsen ind i sin knop."
Som et kuriosum skal nævnes genkendelsen af to slutvers i samlingens tredje digt. Disse to verselinjer har jeg tidligere som selvstændigt fragment truffet på i en dertil indrettet undergrundssammenhæng. Dette blot nævnt for at pege på - i det mindste én af Grotrians metoder. Samtidig er linjerne bestemt et manifest for en praksis Grotrian er garant for: "skriv ikke dét digt/ som du lige har læst."
SVANE TÅRE TÅRE LE er helt tydeligt fremkommet i en frugtbar udveksling mellem to hjørner af samme skykors. Lad der komme flere af den slags jubilæums- og festoriginale udgivelser!

SVANE TÅRE TÅRE LE

Leif Dræby & Simon Grotrian

ISBN-13: 978-87-91172-07-6

FRA TVIVL TIL HÅB I GROTRIANA

Jo flere gange jeg læser Simon Grotrians tyvende udgivelse, Tyve sorte kinder, jo mere kække fremstår digtene for mig. Stadig mindre sorte og nøgne. Det var ellers ikke min oplevelse, da jeg første gang læste manuskriptet. Da syntes jeg virkelig, at digtene fremstod sortkomprimerede, hvilket jeg i parantes bemærket personligt sætter stor pris på. Ja, jeg fandt, at Grotrian på en vis måde var nået frem til den samme rå energi, man også finder i hans debutsamling, som udkom for akkurat tyve år siden. Der er vitterligt også mange overensstemmende udsagn; selv ud i omslaget synes der at være en genkommen ekspressiv nerve. Men enkelheden er blevet mere kompleks i denne den tyvende. Mere fabulerende.

Hvor debutbogen Gennem min hånd kan siges at starte i det nulpunkt, Michael Strunges sidste digtsamling Verdenssøn slutter - og på sin vis indeholder noget af samme sært gysende nihilisme (håbet, troen og kærligheden er det næsten helt op til læseren selv at ville tilvejebringe - tænk blot på Borums yndlingsdigt: "Grøn plasticpose/ skal hænder/ skal skal disse hænder"), så synes Tyve sorte kinder overlejret eller indforvævet netop det i debutsamlingen så spæde håb - samt den dvalende tro og kærlighed. De sorte kinder er da her mere at forstå som de typografiske tegn på hver bogside. Og da kinder er parvise - optræder helt naturligt 40 digte = tyve dobbelt-sider, tyve sorte kinder. Sådan kunne det i det mindste være tænkt.

Digtet Grøn plasticpose kan netop på mest tydelig vis anskueliggøre det ændrede udsigtspunkt eller den forvandlede anskuelse. Her bliver det nemlig klart, at tvivlen ikke længere er det, hvert åndedrag er båret af. I Tyve sorte kinder hedder det ligefrem retvisende: "Livet er en gave fra Vorherre/ hæng dig ikke i dit bånd." Ligesom en række digte er direkte testamentariske i deres fælles verse udgange: "Sagde Herren."

Men som indledningsvis nævnt så findes der neden under den kristne og blomstrende billedverden stadig den samme fragmenterede tvivl og skrøbelighed i Tyve sorte kinder som i debutsamlingen Gennem min hånd; så på den måde forstået er Simon Grotrians digtning eksistentielt set evig ung. Her følger nogle eksempler på tematiske overensstemmelser og forskydninger/forvandlinger. Citater fra Tyve sorte kinder til venstre sat overfor ditto fra Gennem min hånd til højre:

"Kroppen smelter ned" ---------------------"Huden er løs"

"Jeg har tiet som en gletsjerspalte" ------"Intet siger de
"i en intethed af høje katedraler." ------ og jeg er atter tavs"

"Spørgsmålet vendes ----------------------"Han
når nogen har hængt sig ------------------ hænger
fra krogen i loftet"-------------------------- fra
--------------------------------------------- gulvet
--------------------------------------------- og
--------------------------------------------- slår"

"Den røde tråd-----------------------"Små blå prikker
i søvnens gobeliner-------------------tegner mig
ridser hjertet op"---------------------i luften"

"og endelig-----------------------------------"Jeg rammer
kan Kristusskyggen------------------------- alle sanser
sætte dig-------------------------------------- helt i blinde"
på nålen."

"Hjernen suger hele verden til sig-----"Det flyder bare
som en svamp"-------------------------indad og indad"

"at leve begravet---------"Explosionerne i Det hvide Rum

må sluge -------------------er sandhedens fængsel"
den bristende klode."

Der er igennem mange af Tyve sorte kinders digte en forventningsstemning, en vished om en snarlig forelskelse eller nåde. Bogen er således fuld af fortrøstning.
Men mest befriende er det, at den humor Grotrian op gennem sine nu tyve udgivelser har oparbejdet stadig slår ud i lys lue - som f.eks. i dette digt fra side 19:

"den tålelige sandhed er, at Kristus findes
blafrende i skyerne med lighterflammer
ud af sine vriste."

Omslaget til Tyve sorte kinder er lavet af Leif Dræby, og som allerede antydet bryder det med den noget mere stringente formbevidsthed, der ellers har behersket samtlige Grotrian-udgivelser fra og med den anden samling. Det er befriende; men det er også rigtigt - både i forhold til - og op imod - den herskende tidsånd, men også set i lyset af, at et givet udgangspunkt altid efter årelang cyklus bør tages op til overvejelse; lidt ligesom at vende tilbage til sine rødder - at blive født på ny. Parat til mere salve fra Herrens salmebog.

Tyve sorte kinder
Simon Grotrian 2007
Borgens Forlag
ISBN 978-87-21-02942-5