Det ligner en direktør

26. juli 2008

Besværet

Digtene i Kristian Leths anden samling Besværet er trods deres mange lag af indskud og afbrydelser frit svævende; ja Kristian Leth forholder sig helt ud i sine anvendte billeder strategisk bevidst til en relativistisk position: "lyst til at give slip/ at ting altid er de/ to mest modsatte ting på en gang". Men derved bliver digtene også let til postulater, der mangler kropslig substans og den helhedens sammenhængskraft, der kendetegner en skrift, der forbliver tro mod sin organiske klangbund. Det betyder dog ikke, at betoningen af mental- og imaginær drivkraft får digtene til at stritte vildt i alle retninger; netop det, at fremskrivningen af intethed eller væren-som-illusion er i fokus, giver paradoksalt nok digtene en vis form for retningsgivende samling.

"[...] gode bøger peger", skriver Leth polemisk, og peger selv på Kaptajn Klo og William Blake. Men mentalt sludder gør det nu engang ikke ud for mysterievisioner.

Det er i mellemrummene ordenes betydning eller mangel på samme kommer til erkendelse. Kristian Leth afslutter den overvejende del af digtene i digtsamlingen på en sådan måde, at ordene synes at fremstå som et liv på sæbeboblens overflade: "saligt roligt sindigt yndigt lægger han hænderne/ på bordet og kaster alt i ringen for religionen eller/ "noget der er større"/ strålerne stråler og sindet glimter og intetheden blomstrer/ han smiler og ra// (her opløses digtet)". Digtene så at sige brister igen og igen, og man overlades et intet; før næste boble lige så overrumplende kaster sig ind i kampen. Men hvor er den ro – eller det lys, der får intetheden til at blomstre? Hvis interessen for dette bagvedliggende fænomen skal have den relevans, som jeg fornemmer, at Kristian Leth i grunden ønsker sig, er filosofiske matematikaliter ikke tilstrækkelige; der må poesi og visionær kraft til! Det er ikke nok (ihvertfald ikke for mig) at pege på William Blake. Omend det jo altid er en god begyndelse at pege dét ud, der synes at have vægt.


Denne gentagende opløsning brugt som afsluttende gebærde kan i øvrigt i alt sit anti-samlende udsagn netop være ikke villet takt-streg i det ellers dekonstruktive og lappedariske landskab. Måske er det netop cluet i digtsamlingen, at den er skrevet mod hans vilje, og deraf besværet. Men samtidig kan teksterne også læses som ubesværede improvitationer, hvor det ikke så meget er det enkelte udsagn, der gør udfaldet, men drivet og ophobningen af toner, registrationer, ind- og udfald; så længe musikken bare spiller.

Digtene i Besværet er besværet af det besvær, det er at skrive sig frem mod et intet, der i virkeligheden hele tiden har været, og er, det eksistentielle udgangspunkt og underliggende grund-vilkår eller -problem (!)


Kristian Leth: Besværet
Edition After Hand 2008
ISBN 978-87-87489-34-8
37 sider
vejl.pris: 98,00 kr.





Etiketter: , ,

14. marts 2007

FRA TVIVL TIL HÅB I GROTRIANA




Jo flere gange jeg læser Simon Grotrians tyvende udgivelse, Tyve sorte kinder, jo mere kække fremstår digtene for mig. Stadig mindre sorte og nøgne. Det var ellers ikke min oplevelse, da jeg første gang læste manuskriptet. Da syntes jeg virkelig, at digtene fremstod sortkomprimerede, hvilket jeg i parantes bemærket personligt sætter stor pris på. Ja, jeg fandt, at Grotrian på en vis måde var nået frem til den samme rå energi, man også finder i hans debutsamling, som udkom for akkurat tyve år siden. Der er vitterligt også mange overensstemmende udsagn; selv ud i omslaget synes der at være en genkommen ekspressiv nerve. Men enkelheden er blevet mere kompleks i denne den tyvende. Mere fabulerende.

Hvor debutbogen Gennem min hånd kan siges at starte i det nulpunkt, Michael Strunges sidste digtsamling Verdenssøn slutter - og på sin vis indeholder noget af samme sært gysende nihilisme (håbet, troen og kærligheden er det næsten helt op til læseren selv at ville tilvejebringe - tænk blot på Borums yndlingsdigt: "Grøn plasticpose/ skal hænder/ skal skal disse hænder"), så synes Tyve sorte kinder overlejret eller indforvævet netop det i debutsamlingen så spæde håb - samt den dvalende tro og kærlighed. De sorte kinder er da her mere at forstå som de typografiske tegn på hver bogside. Og da kinder er parvise - optræder helt naturligt 40 digte = tyve dobbelt-sider, tyve sorte kinder. Sådan kunne det i det mindste være tænkt.

Digtet Grøn plasticpose kan netop på mest tydelig vis anskueliggøre det ændrede udsigtspunkt eller den forvandlede anskuelse. Her bliver det nemlig klart, at tvivlen ikke længere er det, hvert åndedrag er båret af. I Tyve sorte kinder hedder det ligefrem retvisende: "Livet er en gave fra Vorherre/ hæng dig ikke i dit bånd." Ligesom en række digte er direkte testamentariske i deres fælles verse udgange: "Sagde Herren."

Men som indledningsvis nævnt så findes der neden under den kristne og blomstrende billedverden stadig den samme fragmenterede tvivl og skrøbelighed i Tyve sorte kinder som i debutsamlingen Gennem min hånd; så på den måde forstået er Simon Grotrians digtning eksistentielt set evig ung. Her følger nogle eksempler på tematiske overensstemmelser og forskydninger/forvandlinger. Citater fra Tyve sorte kinder til venstre sat overfor ditto fra Gennem min hånd til højre:

"Kroppen smelter ned" ---------------------"Huden er løs"

"Jeg har tiet som en gletsjerspalte" ------"Intet siger de
"i en intethed af høje katedraler." ------ og jeg er atter tavs"

"Spørgsmålet vendes ----------------------"Han
når nogen har hængt sig ------------------ hænger
fra krogen i loftet"-------------------------- fra
--------------------------------------------- gulvet
--------------------------------------------- og
--------------------------------------------- slår"

"Den røde tråd-----------------------"Små blå prikker
i søvnens gobeliner-------------------tegner mig
ridser hjertet op"---------------------i luften"

"og endelig-----------------------------------"Jeg rammer
kan Kristusskyggen------------------------- alle sanser
sætte dig-------------------------------------- helt i blinde"
på nålen."

"Hjernen suger hele verden til sig-----"Det flyder bare
som en svamp"-------------------------indad og indad"

"at leve begravet---------"Explosionerne i Det hvide Rum
må sluge -------------------er sandhedens fængsel"
den bristende klode."


Der er igennem mange af Tyve sorte kinders digte en forventningsstemning, en vished om en snarlig forelskelse eller nåde. Bogen er således fuld af fortrøstning.
Men mest befriende er det, at den humor Grotrian op gennem sine nu tyve udgivelser har oparbejdet stadig slår ud i lys lue - som f.eks. i dette digt fra side 19:

"den tålelige sandhed er, at Kristus findes
blafrende i skyerne med lighterflammer
ud af sine vriste."

Omslaget til Tyve sorte kinder er lavet af Leif Dræby, og som allerede antydet bryder det med den noget mere stringente formbevidsthed, der ellers har behersket samtlige Grotrian-udgivelser fra og med den anden samling. Det er befriende; men det er også rigtigt - både i forhold til - og op imod - den herskende tidsånd, men også set i lyset af, at et givet udgangspunkt altid efter årelang cyklus bør tages op til overvejelse; lidt ligesom at vende tilbage til sine rødder - at blive født på ny. Parat til mere salve fra Herrens salmebog.

Tyve sorte kinder
Simon Grotrian 2007
Borgens Forlag
ISBN 978-87-21-02942-5

Etiketter: , ,