Det ligner en direktør

17. april 2008

Ttrapped! -

Færdig med bogen, men bogen udenfor rækkevidde – et begejstret notat

Er der noget James Brown over Thom Yorke på nummeret 15 step, fra In Rainbows? Souljacker. Eels. Soulhacker. Soulslacker i hvert fald – men 15 skridt er ikke 13. 13 ud af 13 mulige for 13 af Blur, men nok. Om det. Slagt det lange af det korte. Nummer 2 bog af Henrik Bjelke hedder Trap. Hovedpersonen hedder (A)ksel (T)heodor Trap (’A.T.’-Trap arbejder for Det statistiske Ulykkeskontor, har fra den side en mission, men flere missioner opstår oveni hinanden) – og da jeg skulle købe den antikvarisk spurgte jeg på titlen nervøst først engelsk har I Trap? (fælde) og så på dansk eller har I Trap? Der er mange fælder i bogen, men den er så fandens sprudlende – Højholt skriver i en anmeldelse af Trap (lagt ud på www.henrikbjelke.dk) at bog nummer 2 er sværest at skrive, men for helvede Bjelke smed et stærkt værk af sig, bogen er fra 1970, og med sin Austin Powers-typografi kræver det for øjet en del, nu til dags ku det ligne en joke, en parodi, Kitsch ud i corny, jeg sidder her uden bogen, men har allieret mig med bogen Bjelke lige i øjet af René Rasmussen (Lic. phil. i litteraturvidenskab & forskningslektor ved Institut for Nordisk Filologi). Jeg vil så gerne sige 13 ud af 13, og denne karakter smider jeg af mig, uden at dvæle for længe ved Ødipuskomplekserne René Rasmussen ser og analyserer sig frem til med solid argumentation – han ser dem også i titelnovellen i Bjelkes første Første person ental, 1968, Arena. Men psykologi der sprænger skolepsykologers fantasi er allestedsnærværende i en dystert fremmanet sfære. Jeg tør næsten ikke tænke på hvad der ville ske hvis man udstyrede landets skoleelever med romanen. Porcelainselever skrøbeligskrøbeligst; ville det hele så eksplodere? I en skævere tid talte jeg også om at gøre 1984 til obligatorisk læsning. Det var nok skævt nok. Hvor mange digtere skal der til for at udskifte en el-pære? Tiden bliver også sprængt i takt med karaktererne, i luften. Trap er også udgivet af Arena. Indskudt. Jaja. Men René Rasmussens gennemgang af Trap kan anbefales hvis man er røget i fælden – det er jeg og med begge ben. Begge ben af Morti Vizki kan også anbefales. Kim & Mik. Men nu sidder jeg her med Trap udenfor rækkevidde og husker især én ting: Karl Anander forvandles i bedste Lynch-stil til Karla Nander. Og Karla Nander skifter alder og embede gennem romanen – NEJ, læs René Rasmussen, han er skarp, jeg er bare tacklet omkuld. Bogen bevæger sig nogle steder i nogle Kafkan’ske landskaber – og i jurasprog (Bjelke studerede jura, men kortsluttede da han til en eksame kom op i ’under pant’ og blev fanget af det engelske underpants, dét kredser han i hvert fald om i et essay i essaysamlingen Seks råb fra baghovedet, Arena, år? (?). Dén følger efter Hundrede postkort fra helvede, Arena, år?. Fandens at sidde her strandet uden mulighed for Net eller bøger (...) nej vent, måske en liste over udgivelser af Bjelke findes bagerst i Bjelke lige i øjet, i.ø. Forlaget Politisk Revy, 2000. YESFORSATANDA: Hundrede postkort fra Helvede, Arena, 1980 + Seks råb fra baghovedet, Arena, 1981. Så er det på plads. Hypnotiseret af indholdet i Trap læste jeg løs, bogen er en mærkelig fisk, kapitlernes navne er næsten sidehøje (stadig Austin Powers-agtige), og hvert kapitel ejer undertitel, nogle af de høje kapitelnavne hedder 'Trap' mens andre hedder 'Part'. Jeg har et yndlingscitat fra bogen, og skrev sidetallet hvor citatet foldes ud på ned i en kladde på min gamle – nu udskiftede - telefon. Så. Måske citatet er fra s. 63 og måske skriver Bjelke om en afroamerikansk digter med Rimbaud-status (i de rigtige kredse) i Råbene og meget muligt er denne hr. nævnt på s. 43. Så skyd mig ikke. 63? 43? LÆS! Trap er trin for trin (skal ikke læses som en joke) bemærkelsesværdigt vævet (er det collage klip glimt a la Burroughs?), en nysgerrighed og stor forundring, der tændes allerede få sider inde i romanen, vender siderne (man ved aldrig hvad det næste bliver). De mange spring i tid og rum og de absurde scener og et mord der skal begås gør det hele til en rodet dog forløst affære: jeg læste i trance og pludselig var bogen færdig. René Rasmussens gennemgang af den vil jeg endnu en gang anbefale, for jeg er et stort 'Trappestyrt' (titel på et digt af Richard Rosenvold Jensen der ikke er trykt i Ordkide, men andet er trykt!), men det passer godt og endda skræddersyet. Sproget lever, fortællingen lever på sine steder ubegribelige / ufattelige krumspring, den er ikke gammel trods sin alder (nærmer sig de 40), men purung. Er den aktuel? Nok ikke, og jeg mener at jeg har læst mig til at Bjelke gennem tiden har fået hug for ikke at skrive socialrealistisk. Han var inde på noget i den retning i det kuriøse essay – TILEGNET DEN DANSKE OFFENTLIGHEDUkontrollerede betragtninger i anledning af den tiltagende agrafi, Arena, 1975. (essayet indeholder bl.a. et kirurgisk indgreb i en syg (jeg fristes til at sige sygnok-mand) sætning fra lavinen Saturn, Arena, 1974, bestående af 28 adjektiver. Men hvorfor gøre dét i en så betændt periode; tænk f.eks. krige! Brandvarme senere lunkne og til sidst kolde. Hvor de fleste beskæftigede sig med den slags? Dog (og det spiller en stor rolle for romanens udvikling) vikles A.T.Trap ind i en demonstration imod donering af blod til hvide i Sydafrika. Han bliver arresteret og ender pladask i, de føromtalte, Kafkan’ske landskaber. Er det en politistation, en ventesal, et galleri (indskudt: Zoologisk Museum er også en kulisse) eller en retssal? Fornøjelse, og benzin (fornøjelsesbenzin?) er det på en sol, der aldrig (i Bjelke-henseende) vil stoppe sin umættelige fortæring af voksvinger i form af grænseoverskred i strømme bevidsthed. Ca. 1.000.000 ´?´ skal ikke ændre på 13 ud af 13 for de tonsende/jagende ’strømme’ der bedst løsriver sig fra opridsede rammer (Jvnf. de monumentaltstore kapiteltitler) og indeholder genuin poesi, på niveau med de helt store, stort sære, fisk i litteraturhistorien, bag næste måne i mit univers.

Alliance med min mor har gjort at Trap igen er i mine hænder så hér: citatet fra s. 63.




Nu tager Sortstrib en kanariefugl og siger: ”Hvad hvis jeg træder på denne gule kanariefugl i den tro at det er en kartoffel?”
Kandidaten siger: ”Hvad skulle motivationen for at træde på en kartoffel være?” ”Idiot,” siger Sortstrib, ”en kartoffel er jo gul som en kanariefugl, ikke? Gult dér & gult dér, ikke? Det samme mand. Forvekslingen. Hvad indebærer det at genstanden for den uagtsomme nedtrædning er en anden end den skadevolderen tror?
Han træder forsætligt på et nyt stykke gul sæbe der ligner en mellemting mellem en kartoffel der har været trådt på og et stykke gul sæbe.
”Nu kan kanariefuglen snart ikke tåle mer,” siger dr. Nander og spidser sin blyant, ”jeg tror disse unge lektorer er for ivrige.”
Endelig er examen overstået og de forlader alle den raserede sæbebutik.

12-12-07

Etiketter: ,

24. maj 2007

MESSEMAP / KVAD

Jeg har modtaget følgende digt fra Robert Henningsson:


Ichtoe tak ihn pyjamas

lörnbusk noa rabi tak tak

ihn kvon volonta ichtoe sori

tak onjink majo kaba-rimetti

onjink kurnoff qittoy zoq pigg tak

byfag-böny totzh pyjamas

mosky koday avuew kabbi

ur kalu kanu terra

terra terra ichtoe tak

terra terra tak tak tak.


Jeg ved umiddelbart ikke, hvad jeg skal stille op med det. Det er en del af en lille leg, som Robert har initieret. Dette er offentlighedens første indblik i legen, der handler om 'lyddigte', der som bekendt ofte driller læserens forventning til sprog. Det bevæger sig frem og tilbage mellem os. Digtet, for det er et digt, af konstrueret af følgende ord/brokker:


tak pyjamas majo(næse) ur
ihn pigg terra
lörnbusk Ichtoe byfag-böny koday
noa rabi kvon volonta sori onjink kaba-rimetti kurnoff qittoy zoq totzh mosky avuew kabbi kalu kanu


Det er planen at vi skal forsøge at hitte rede på, hvordan de gensidige tekster er konstrueret, har de et system, et udsagn, en mening? Jeg har i længere tid stirret mig blind på Roberts digt. Der er sprog, der blander sig sammen med fonetiske konstrukter, og det drejer sig om tak, måske en hyldest til livet, jorden og morgenen?, men jeg kan ikke umiddelbart identificere et system under teksten. I stedet vil jeg benytte dette første indlæg til en kort reflektion over, hvorfor det overhovedet giver mening for mig at skrive og læse 'lyddigte' i dag. I traditionen har lyddigte spillet rollen som forsøg på at formulere et transcendentalt sprog (Khlebnikov og Kruchenykh: ZAUM o.a.) eller som rene vrøvlevers, der først og fremmest fungerede som en art remser eller børnerim frigjort fra syntaks og semantik eller som et forsøg på at undslippe litteraturens opbyggelighed. Den seriøse digter kan selvfølgelig hverken tro på transcendalsprog eller vrøvl mens oprøret er en kliche, men gerne sprogmaterialitet. Lad os sige, at min interesse for lyddigte drejer sig om en udforskning af lyden i, af og før sproget. Hvordan skaber sprogets lyd betydning, og hvordan er det muligt at påvirke sine medmennesker ved at bruge sit lydorgan til hverken at synge, skrige eller tale med en klar semantik, for det er muligt. Hvad er det, der gør nogle ord mulige og andre umulige på et givent sprog, og hvorfor ikke opdage det hele lager af ord, der følger de indbyggede love for ordene til at skabe nye uopdagede ord, som på mange måde allerede eksisterer, men som endnu ikke er fyldt op. Hvorfor ikke blande sprogene og sprogdelene sammen på samme vis som man kan blande betydninger sammen? Jeg har oplevet digtere, der på den ene side fandt det enormt interessant med digte, der bevægede sig på siden, men på den anden side fandt det meningsløst at arbejde med sprogets lyd som potentiale. Det finder jeg absurd, eller rettere: holdningen er produkt af synets forrang over hørelsen og bevidsthedens forståevne over kroppens. Iø. arbejder det gode lyddigt som det gode visuelle digt, der forfalder og opløser sproget, bevidst med sin fremtræden på bogen eller internettets side. Lad os sige, at npr jwg skråver MESSEMAP vid såren of TERRA, så er det ikke mere umuligt end at sidestille en krop med en supertanker.

Etiketter: , ,

25. april 2007

1/3 inde i bogen – et notat


’9999999999999999999999999999sagde koen hæst’
- Peter Laugesen

Hvad vil citatet ovenover? Det er slutningen på et digt af Peter Laugesen, fra samlingen Forstad til intet, 1980, Borgen. Hvad vil det? Da jeg læste digtet, hele digtet, slog det mig, at trivialglidningen, et begreb fra Per Kirkeby, ikke altid kan dække Laugesens repetoir. Jeg fandt mere end det, meget mere. Jeg fandt at linien helt og aldeles er sin egen verden, er sin egen ramme (og hvilket punktum det er på trods af at samlingen ikke slutter dér). Der er noget fandenivoldsk over dette clash mellem de kolde 9-taller (måske bliver de ligefrem varme, menneskelige i gentagelsen/udbrudet?) og koen – koen er vel ikke det mest oplagte lyriske dyr (?) – at den tilmed taler og er hæs virker overraskende hver gang jeg læser digtet. En underfundig detalje er, at der ikke er noget tegn eller mellemrum mellem det sidste 9-tal (hvis jeg har talt korrekt, er der 28) og "s" i "sagde", det smelter sammen. Det hele smelter sammen. Poul Borum talte, et sted, om punk, og i et interwiev af Lars Bukdahl siger Laugesen dette: "Hvor Åens skrift er meget accepterende og venlig, er Forstad til intet lidt aggressiv og vinder ind fra en anden side på nogle af de droppede utopier og politiske projekter. Den er som bog ekstrem lille, der er meget få digte, og de er kun trykt på hver anden side, for at den ikke skulle være endnu mindre." Forstad til intet er en lille, tæt sag, men hvor kom ordet punk ind henne? Længere inde i interwievet siger Bukdahl: "Men fordi den kom på det tidspunkt, har den fået stempel af at være din firser- og punkbog." Til dette siger Laugesen: "Det er bogen jo ikke, men eftersom den kom lige dér, så får den det stempel, det er så punk. Det kan man også sige, hvis man vil, men nu er jeg jo ikke punker, selvom jeg er blevet beskyldt for at være det, det var Bjørnkær i en anmeldelse af en af de lidt senere, der skrev, at "Laugesen er en gammel punker fra Århus", det blev jeg lidt, jeg vil ikke sige, at jeg blev sur, men jeg tænkte, hvad fanden bilder han sig ind, han havde trods alt kendt mig siden 1961." Nu har jeg fået rodet mig ud i noget, det var ikke helt meningen: for at gøre en lang historie kort: jeg faldt over Forstad til intet, og faldt pladask for den citerede linie, linien huserede i mig, i lang tid - og gør det nok stadig, og jeg tænkte: "Hvem er Laugesens helte?" Hvem er heltene? For et pænt stykke tid siden læste jeg dette, på larsskinnebach.dk, Latremoliere: (hvem er han lige?) siger, hakket up, "(...) The studies of Artaud seem to be multiplying, which is something I find regrettable. Artaud had no message to communicate, never had. He was a distinguished paranoiac with absolutely extraordinary delusions of grandeur and persecution (…) His friends were those he could take advantage of and he turned to them every time he needed opium. We never gave him any, but he certainly asked for it. We were his friends, but the moment we disappeared from view we became his enemies and that happened to a lot of us. I consider his written work as a kind of scream, a scream of horror from a man who had no sense. No sense at all of others. He placed himself at the centre of the world. It was just him and the little birds." Navnet Artaud sagde mig noget, men hvor var jeg stødt på det henne? Af én eller anden grund mente jeg at navnet hang sammen med Laugesen, listerne over forfatteres publikationer, som står på en af de første sider i bøger, kan tit være til stor hjælp og jeg åbnede Forstad til intet (indtil videre den eneste Laugesen-bog jeg ejer) og dér stod under oversættelser: Artaud i udvalg, 1973. Nu måtte der handles, jeg gik på antikvariat.net og skrev: "Artaud" - og en liste kom frem over antikvarer der havde bøger af Artaud stående, mine øjne farede gennem listen indtil Arnold Busck antikvariat fangede dem – afsted! Afsted, der var ingen tid at spilde, jeg skyndte mig mod Fiolstræde. Der var det der med at gøre en lang historie kort: jeg købte Artaud i udvalg, Arena, 1973, og nu er jeg kommet 1/3 ind i den. I forordet skriver Laugesen: "I den franske version er der et fantastisk spil af lyde, der bliver spændt op mod hinanden. Det er der ikke så meget af i den danske version. Jeg har ikke kunnet klare det uden meningen forsvinder fra sætningerne. Og den logiske sammenhæng er et typisk træk i Artaud, der for øvrigt var født i Jomfruens logiske tegn og skrev "astrologerne forstår ikke at læse mere." Forordet slutter med disse ord: "Slip al skrift, alle billeder, alle tanker alle ting løs. Det er det eneste, der er at gøre." Og er det ikke hvad der sker i det indledende citat? At alt bliver sluppet løs? Nu har jeg læst Forstad til intet en del gange, men kun kommet 1/3 ind i Artaud i udvalg. Og nu: en smagsprøve fra Artaud, fra afsnittet Manifester:


BREV TIL DALAI LAMA

Vi er dine meget trofaste tjenere, o Store Lama, send os
dine lys, i et sprog som som vore rådne europæiske sind kan
forstå, og hvis det er nødvendigt så lav vores sind om, lav
os et sind, der er helt vendt mod de fuldkomne tinder, hvor
menneskets sind ikke længere lider.
Lav os et sind uden vaner, et sind der virkelig er frosset
i Ånden, eller et sind med renere vaner, dine vaner, hvis de
er gode for friheden.
Vi er omgivet af rynkede paver, af litterater, kritikere,
hunde, vores sind er blandt hundene, der tænker umiddel-
bart med jorden, der uudryddeligt tænker i øjeblikket.
Lær os, Lama, den materielle levitation af kroppe og
hvordan vi skal bære os ad med ikke længere at være bun-
det til jorden.
For du ved godt hvilken gennemsigtig sjælenes befrielse,
hvilket sindets frihed i ånden vi hentyder til, o acceptable
Pave, o Pave i den sande ånd.
Det er med det indre øje jeg betragter dig, fra det indres
tinde. Det er indefra jeg ligner dig, mig, støv, ide, læbe,
levitation, drøm, skrig, afkald på ideen, svævende mellem
alle former håber jeg ikke på andet end vinden.


Etiketter: , ,