Spøgelset ud af tasken
[tekst af Rasmus Halling Nielsen; billeder af Rune Brimer]

Da jeg, omkring januar 2006, havde gået i over et år med ideen om, at lave et privattryk der skulle foræres væk til folk, som på den ene eller anden måde havde betydet noget for mig, følte jeg mig en smule på Herrens mark. Op til januar stod jeg med to korte manuskripter (digtsamlinger) og jeg troede at disse to manuskripter skulle være mine privattryk – og langt henne i processen (Julie Sten-Knudsen havde læst korrektur, Martin Snoer Raaschou havde sat dem op så de var klar til at blive trykt) fandt jeg på at kalde dem for "Tvillingerne". Da man er så langt henne i processen befinder man sig i en rus og jeg ringede til Karin Toft for at fortælle hende om manuskripterne. Hvis jeg ikke husker helt forkert sagde hun noget i retning af: "Tvillingerne? Jamen, snakker de sammen?" og dette spørgsmål satte sine spor i mig og jeg besluttede mig for at droppe manuskripterne i den udgave de nu engang var i og begav mig ud på et nyt eventyr, med masser af stof, løse ord, darlings. Omkring den samme januarmåned lærte jeg en jazzpianist ved navn Bill Evans at kende (Specielt pladen Conversations with Myself gjorde indtryk på mig og jeg ønskede brændende at skabe digte som han spillede klaver. Simple melodier der folder sig mere og mere ud, så sprællevende og fortællende.) I den samme periode begyndte jeg at læse Svend Johansen. Samlede digte -udgaven, fra Gyldendal, det var Martin Snoer Raaschous og Julie Sten-Knudsens bidrag til Koordinats boxsæt (fra 2005) der fungerede som link til Svend Johansen. Privattrykkene fik kælenavnet "Tvillingerne", hvert hæfte fik sin egen titel: det ene af dem kom til at hedde Jeg hælder lys ud af det ene øre og lyd ind ad det andet (med undertitlen 'gobelin' fordi 'arabesk' er brugt af Søren Ulrik Thomsen og 'ornament' er brugt af Per Kirkeby altså blev 'gobelin' benyttet.) Det andet kom til at hedde Det gule gæstebud. Jeg har valgt mit favoritdigt fra de to hæfter og vil med de følgende linier gennemgå dets tilblivelse.

Som udgangspunkt ville jeg skrive et digt med en kunstmaler i. Hurtigt droppede jeg store bogstaver, både i den begyndende linie og i navne. Tal skulle også skrives med bogstaver, jeg følte at jeg på denne måde jonglerede med "rekvisitter". Jeg kom hurtigt til at tænke på maleren Jens Birkemose, da han har lavet omslagene til nogle af Henry Millers bøger, udgivet af Brøndum, jeg havde stående. Jeg kastede mig ud i det og skrev:

jens har lavet omslag til krebsens vendekreds
jens kan have en fin kjole af fyrrenåle på
jens er en mand af mange ord

"jens har lavet omslag til krebsens vendekreds" virkede som en solid åbning. Meget inspireret af et digt i Forløb af Svend Johansen valgte jeg at navnet "jens" eller "rekvisitten" skulle gentages de første tre linier, jeg kunne især godt lide det programmatiske i det. Da jeg skrev "Tvillingerne" havde jeg et trip med ordet "kjole" og derfor virkede det meget nærliggende at "jens kan have en fin kjole af fyrrenåle på"

jens er en mand af mange ord men åbner jeg
først bogen er det forfatteren hm der taler mig
i søvn

Efter indledningen med "jens" ville jeg koble noget mere på – og i forlængelse af "jens er en mand af mange ord" – kom "men åbner jeg / først bogen er det forfatteren hm der taler mig / i søvn..." Forfatteren Henry Miller maste sig på, men jeg ville ikke bruge hans navn, for han er brugt i Forløb 2 (Svend Johansen). Jeg skrev "... først bogen er det forfatteren hm der taler mig / i søvn...", men Martin Snoer Raaschou sagde, under korrekturlæsning, at "hm" virkede som "hmm". Dét gik jo ikke, så "hm" blev til "h m". Jeg fortsatte:

få ord i det engelske sprog får mig til at
gyse får min hud til at åbne sig som et skaktræk
får mit sind til at være tåget og klart på én gang
det kunne for eksempel være white

Lidt sent ude fik jeg ideen at dansk og engelsk skulle mixes (og dét skulle vise sig at være guld i slutningen af digtet.) At huden åbnes som et skaktræk, at sindet både er tåget og klart kunne næppe være skrevet uden Under Byens sang Byen driver, på albummet Det er mig der holder træerne sammen. At det første engelske ord i digtet skulle være "white", tror jeg lidt er en hyldest til Hans-Jørgen Nielsen (som opererede en del med hvidhed (helt ekstremt med bogen vedr. visse foreteelser/en hvidbog)).

Efter denne åbning syntes jeg at digtets jeg skulle have noget plads, ja, jeg følte det skulle have sin egen strofe:

et dobbelt v ligner søm da jeg var fem år gammel
samlede jeg på søm dette er ikke tilfælde for
livet er rustent som et efterårsblad
sømmene er rustne dette er ikke en gave
jeg var et barn rejst af statuer med brækkede arme
duerne har skidt dem hvide

Hvis man stirrer længe nok på et "W" ligner det, i hvert fald i mit hoved, søm. At digtets jeg som femårig samlede på søm kom som en naturlig udvikling i processen. ”´"... dette er ikke tilfælde for / livet er rustent som et efterårsblad" kom ud af den blå luft, men jeg tror ordet "rustent" er låst af sømmene. At bruge understregning af ordet "ikke" fandt jeg på af to grunde: den ene er at jeg gennem længere tid altid skrev digte indeholdende kursiveringer (og var blevet led ved det) og den anden er at Almanak af Morti Vizki (Gyldendal) er fyldt med understregninger – og æstetisk syntes jeg det holdt, i forhold til samlingen og digtet. Linien "jeg var et barn rejst af statuer med brækkede arme" er en del af dialogen mellem Jeg hælder lys ud af det ene øre og lyd ind ad det andet og Det gule gæstebud.

tilbage til jens jens hvad maler du
nu

Denne korte strofe virkede magisk fordi navnet "jens" står skulder ved skulder. Jeg tror også at det var et forsøg på at skabe en pause midt i skriveriet med et spørgsmål. Men hvad skulle det næste blive? Jeg skrev:

white smukkeste landskaber i en bog jeg har
aldrig fået læst krebsens vendekreds færdig men
den er min vennekreds jens har lavet omslag
til den og mange andre bøger jeg bliver
fulgt af forfatteren hm fra bogreolen
tænk på en kjole af fyrrenåle
tænk på at blive fyrre
tænk på himlen

"white" åbner strofen, men mellemrummet mellem første og andet ord er en gevaldig kløft, en kortslutning. Der kunne måske være tale om et cut up uden noget stof at cutte fra, fra det inderste?
Mens jeg sad og tyggede på det fik jeg pludselig en ide. At ordene "vendekreds" og "vennekreds" ligner hinanden så meget og på lyden er identiske måtte på den ene eller anden måde bruges. Spillet skulle spilles. Jeg satsede på mig selv, her skal mit jeg ikke forveksles med digtets jeg, og skrev: "jeg har / aldrig fået læst krebsens vendekreds færdig men / den er min vennekreds…" Disse ord blev efterfulgt af "jens har lavet omslag / til den og mange andre bøger..." Uden at jeg har noget kendskab til hvor mange omslag Jens Birkemose har lavet mente jeg det holdt. Nu kan nogen måske mene at jeg ikke har lavet nok research, men hvem gør egentlig dét når det kommer til at skrive digte? Udover Henry Miller og Jens Birkemose optræder Asger Jorn, Svend Johansen og en Lone (men hvem er hun? Jeg har ingen ide om det...) Og jeg skrev: "jeg bliver / fulgt af forfatteren hm fra bogreolen..." – og selvfølgelig har Henry Miller ikke siddet i min bogreol, men da jeg skrev det spøgte Krebsens vendekreds og jeg havde det som om den holdt øje med mig. Dårlig samvittighed over ikke at have læst den færdig? Måske. "jeg bliver / fulgt af forfatteren hm..." blev ændret til "jeg bliver / iagttaget af forfatteren hm..." under korrekturlæsning. Et andet eksempel på denne inddragelse af "rekvisitter", denne gang med Asger Jorn, kunne fx være: "asger ligger på gulvet der er koldt på gulvet han sender røgringe mod / loftet han har kørt gennem værket på scooter og minder om en kran..." (fra Jeg hælder lys ud af det ene øre og lyd ind ad det andet) Disse linier er skrevet fordi kataloget fra Arkens store Asger Jorn-udstilling lå på gulvet mellem min seng og mit arbejdsbord.

tænk på en kjole af fyrrenåle
tænk på at blive fyrre
tænk på himlen

Og lige som med åbningens gentagelse af "jens" tænkte jeg, og igen inspireret af Svend Johansen, at en gentagelse af ordet ”tænk”, en rækken ud mod det forliste du (et begreb fra Robert Henningsson) ville være passende. At ordet "jens" stående skulder ved skulder var magisk er intet i forhold til fyrrenåle og fyrre, der trods en lydlig forskel kun kan betegnes som tæt på enæggede tvillinger. Jeg tror at digtets jeg frygter at blive fyrre, måske er det tanken om fyrre lys på en lagkage der skal pustes ud der gnaver... "Tænk på himlen..."

og alt hvad der følger
med

Der var en kortslutning mellem "white" og "smukkeste", men linieskiftet, afstanden mellem "himlen..." og "og alt hvad der følger / med..." fandt jeg interessant, fandt jeg vital for digtet. En slags hjertemassage. Udsagnet kan både komme fra digtets jeg og mit jeg, på nuværende tidspunkt er jeg i tvivl om hvem der taler, ja, det er nok lidt rodet med alle de jeger. Et minut eller to troede jeg at diget nu var færdigt, men så satte jeg Conversations with Myself på og kom på andre tanker. Teksten skulle have et ekstra vrid og midt i denne stund af Er-digtet-færdigt-eller-ej? opdagede jeg at ordet "white" var gledet i baggrunden, helt ud af scenen, og midt i det hele skrev jeg "white" og da jeg havde gjort det kom "the definition of". Så gik jeg fuldstændig i stå og lagde hovedet i blød, efter at have vandret frem og tilbage mellem lænestol og arbejdsbord og højlydt brokket mig så jeg omslaget til Nielsen sort på hvidt (samlede Hans-Jørgen Nielsen) og valgte så at skrive dette:

white the definition of hvid

jens har lavet omslag til krebsens vendekreds
jens kan have en fin kjole af fyrrenåle på
jens er en mand af mange ord men åbner jeg
først bogen er det forfatteren h m der taler mig
i søvn få ord i det engelske sprog får mig til at
gyse får min hud til at åbne sig som et skaktræk
får mit sind til at være tåget og klart på én gang
det kunne for eksempel være white

et dobbelt v ligner søm da jeg var fem år gammel
samlede jeg på søm dette er ikke tilfælde for
livet er rustent som et efterårsblad
sømmene er rustne dette er ikke en gave
jeg var et barn rejst af statuer med brækkede arme
duerne har skidt dem hvide

tilbage til jens jens hvad maler du
nu

white smukkeste landskaber i en bog jeg har
aldrig fået læst krebsens vendekreds færdig men
den er min vennekreds jens har lavet omslag
til den og mange andre bøger jeg er
iagttaget af forfatteren h m fra bogreolen
tænk på en kjole af fyrrenåle
tænk på at blive fyrre
tænk på himlen

og alt hvad der følger
med

white the definition of hvid