Interview med Luka M. Laplanche
[tekst af Adam Ingemann; billeder af Rune Brimer]
Lejligheden er stor og rummelig, møblerne slidte og mere praktiske end kønne. De mange planter får den lidt grå og hvide lejlighed til at lyse op. Jeg er blevet inviteret inden for hos Luka M. Laplanche og hensigten er i dag et lave et interview med en god bekendt.
"November måned. Nordbrandt har givet Danmark fem af dem." Luka står rygvendt og lever sig godt ind i rollen. "Det er sødt af ham. Jeg kan godt lide November. Blæsten. Suppen. Kardemomme. Nelliker. Vanille..."
Nu lyder du som en digter!
Vel gør jeg ej! Jeg lyder som et menneske med følelser. Det kender digteren ikke. Han kan fantasere om følelser, men han kan ikke føle. Nej? Lyder det åndsvagt?
Det lyder som noget du har taget stilling til
Hm. Er det Martin [Snoer Raaschou, red.], der har sagt, at digteren ikke behøver at lyve? Hvad mener han med det; er det, at det allerede på forhånd er givet, at teksten er fiktion og derfor latent ikke er virkeligheden, sandheden. Dette er ikke en pibe. En tekst der omhandler virkeligheden er ikke virkeligheden. Dette er ikke en pibe. Forstår du?
Jaja. Men hvad så med Poul G. Exner – han siger at digter er noget man er?
Men det ændrer ikke på sandhedsparameteret, vel? Exner mener, at den gode digter ikke bare forestiller sig, men føler sig. Det er en tilstand. Er det korrekt? Denne tilstand må skelnes fra handlingerne som afstedkommer denne væren. Vil du have noget banan krisebær te? Det er fra Berlin. Det er virkelig godt. Eller vil du hellere have fennikel?
Det er en voldsom diskussion at tage fat på, da jeg føler, at jeg intervenerer digterens grænse. Bottom-line: Digteren har ikke patent på at udtrykke følelser. Digteren behøver faktisk slet ikke at udtrykke følelser. Jeg tror jeg vil give Martin ret – i hvert fald i den udlægning jeg har sjusset mig frem til. Digteren behøver slet ikke noget. Det mener jeg.
Du er lige kommet hjem fra Berlin - var du til nogen oplæsninger?
Nej. Da jeg var i Berlin for to år siden oplevede jeg Surfpoeten i en forladt fabrikshal. Det var dumt. Standup-komik og selvdestruktion. De vedblev at undergrave deres egne tekster og punkterede konstant pointerne. Og på den anden side, så er tyskerne så politiske på den historiske nuskalregnskabetgøresop-måde. Det er så skyttegravalvorligt; ikke andet end en tvebak i tante Tennas te.
Hvordan vil du karakterisere din produktion?
Jeg vidste du ville spørge om det. Altså. Selvfølgelig ville du spørge om det i dag. Jeg mener, jeg vidste du ville spørge om det nu, fordi jeg siger, at tyskerne er politiske. Og når jeg lige har sagt, at det er kedeligt underforstået uinteressant, så er jeg nød til at distancere mig fra det og omfavne det på en anden måde
Du tænker for meget Det er bare et spørgsmål. Hvad er det du har på spil?
Ikke noget. Magi måske. M&M.
Hvis jeg siger, at din skrift er unisex, hvad siger du så?
Så siger jeg, at Unisex er bedre end ingensex. Hah! Ej. Det er gammeldaws at tænke i køn. Det er passé siger jeg dig! Når folk ikke interesserer sig for hvilket køn de går i seng med, hvorfor skulle de så interessere sig for om forfatteren til bogen har bryster?
Men derfor kan vel stadig tale om maskuline og feminine træk ... kropsligt, tekstmæssigt?
Ja, det siger du jo. Jeg er ligeglad.
Er du ligeglad med din tekst?
Lige nu er du en idiot. Du minder mig om alle de andre dårlige journalister der findes i de danske dagblade og ugeblade og medlemsblade og jegskalkommeefterdig-blade. De snager og snager for at få deres egen dagsorden til at gå op. Men virkeligheden er ikke en kryds og tværs. Der er ikke et løsnings krydsord som skal stykkes sammen og sendes ind. Gevinsten er en tur til helvede. Værsgo. Og dem som ikke stiller spørgsmålstegn ved medierne i dag, men bare deltager som hovedløse høns, de kan dele gevinsten med dig.
Ej hold op!
Jeg mener det. Det er latterligt! Vi interesserer os så meget for at reproducere os selv i andre, at vi ikke får produceret os selv. Produceret er et dårligt ord, du ved hvad jeg mener. Skriv det ud af interviewet, bare find på noget andet der rimer. Onduleret?
Jeg kondolerer.
Hvad?
Du har lige slået digteren ihjel. Er det ikke essensen af at skrive, at reproducere virkeligheden i en måske statisk form?
Ok. Så gondolerer jeg. Venedig er den virkelighed du sejler rundt i. Du vælger selv i hvilken retning du padler. Hvis du kommer til Amsterdam og begynder at padle i samme retning som den i Venedig, så går det galt. Når du læser Sten og Stoffer er universet drenget, ja så langt vil jeg gerne gå. Men det er ikke interessant at tale om den slags i forbindelse med ... Dan Turell!
Det er det da. Det er da ikke lige meget om det er en kvindelig eller en mandlig taxachauffør.
Hvorfor ikke? De kan begge to køre dig til Venedig.
For mig ændres historien, hvis jeg skulle forestille mig en kvinde, der tror hun kunne være blevet en god taxachauffør.
Jeg har altid forestillet mig en kvinde.
Nu er det dig, der er latterlig.
... Spørg mig om noget andet.
Hvad er det, der er så fascinerende ved finansverdenen – hvorfor har det din interesse?
Det ved jeg heller ikke om jeg har. Altså, det er ikke for at være på tværs at jeg siger det. Jeg prøver lige igen. Stil mig det samme spørgsmål.
Hvad er så fascinerende ved finansverdenen?
Det er ikke finansverdenen som sådan, der er interessant. Det er de latente symboler og de underliggende relationer. Tag f.eks. en pengeseddel. Eller en mønt. Den er i konstant bevægelse. Når du slipper den, befries den flittige bi fra din varetægt, men allerede der har jeg taget fat og lukket syltetøjsglasset over den. Ejendomsretten er poetisk.
Så vil jeg lidt forsigtigt spørge, om det ikke er umuligt at fraskrive sig at skrive politisk digtning?
Det er en tredobbelt negation. Men jo. Jeg kan godt forstå at læseren synes teksten er politisk. Men jeg håber også, at de kan se det poetiske. Historien fortsætter. Bien i glasset bliver en glasbi. Den dag en giver slip uden at en anden tag fat, falder den til jorden og splintres.
Boligpriserne?
Nej... eller måske. Jeg tænkte bare på gråspurven på tyveren. Nu har de ingen ejere mere, de er frie og er fløjet væk.
Sødt...
Hold kæft mand!
Undskyld. Du har i et digt skrevet, at aktiekursgrafen ikke er et tegn på kannibalisme, men et spørgsmål om det homoerotiske i kapitalmaksimering. Homoerotiske?
Ja. Jeg ved ikke. Altså. En kannibal spiser andre mennesker. En homoseksuels kønsdrift er rettet mod eget køn. Jeg synes økonomien er en selvforherligende, jeg mener selvforstærkende størrelse, som accelerer i den ene eller anden retning - og det afhængigt af sig selv. Du er ikke med? Et eksempel.
Virksomheder har det med at opkøbe andre, ofte konkurrerende, virksomheder. Det er en form for kapitalisme, ja? Det er lidt en traditionel anskuelse. Jeg ser det sådanher. Virksomheden har succes og tjener penge. En dag beslutter de sig for at ville tjene flere penge. De parrer så deres egne penge med penge fra en bank. For de penge bygger de et større domicil og udvikler nogle nye produkter. Det er ikke heteroseksuelt, fordi pengene parrer sig ikke med det modsatte, men med det samme som dem selv, penge. Forøgelsen af pengemængden, altså volumen, er en faktor der kan påvirke virksomheden og opfattelsen af virksomheden. Økonomien. Det er ikke mere viden, ikke mere uddannelse, ikke mere arbejdskraft, som forbedrer økonomien markant. Det er mere kapital.
Det lyder fagligt og lidt halvtungt...
Det er poesien i det...
Så har Poul altså ret - det er en tilstand at være digter?
Hvis du er et komfur, så er det på tide at slukke for blusset ellers brænder maden på.
Hvad arbejder du på for tiden?
Ahhhm. Nuller får meget opmærksomhed for tiden. Det er lidt en redningskrans i økonomien. Sæt et nul mere bag på og alle bliver glade. Nuller er sjove. Ingenting og alligevel så meget. Der er altså ikke rigtig noget revolutionerende i det. Men det er ok. De er smukke. Nullerne. Drej nul nul nul og ring efter en ambulance.
Er der noget du har lyst til at slutte med at sige?
Jeg er glad for, at vi ikke har talt om religion.
Islands Brygge, Oktober 2006.
|
print