Tung røv på springfødder
- om François Villon
[Tekst af Martin Johs. Møller - martinjm.blogspot.com ; billeder af Rune Brimer]
(samtlige oversættelser til dansk er forfatterens egne)
Quatrain
Je suis Françoys dont il me poise
Né de Paris emprès Pontoise
Et de la corde d’une toise
Sçaura mon col que mon cul poise
(Mit navn er et kors jeg må bære
François født i Paris, nær Pontoise desværre
Med en løkke om min hals skal jeg lære
Hvor tung min røv den kan være)
Jeg har i skrivende stund studeret litteraturvidenskab på Syddansk Universitet i lidt over fem år. Hvert af de første seks semestre afsluttes bl.a. med en såkaldt kollokvie-eksamen, hvor man møder op på en undervisers kontor og sludrer om ti bøger, mere eller mindre efter eget valg, fra en given litteraturhistorisk periode. Da jeg nåede middelalderen var jeg næsten på bar bund. Den gang havde jeg primært begravet mig i de gamle græske og romerske klassikere og de yngre amerikanske postmodernister. Jeg anede simpelthen ikke, hvilke titler det ville være spændende for mig at kaste mig over. Heldigvis bistod min ven, bog-connaisseuren Jan Hjort mig med flere tips. På hans foranledning supplerede jeg min læsning af (eller i) Den Guddommelige Komedie og nordiske fastelavnsspil med bl.a. Øm Klosters Krønnike og ikke mindst den senmiddelalderlige franske digter François Villons rystende moderne Testamente og efterladte digte.
François Montcorbier, også kendt som François des Loges, formodes at være født i Paris i 1431. Villon er et nom de plume fra hans velgører Guillaume de Villon, der opdagede hans talenter og sørgede for, at han kunne få sig en uddannelse, der udmøntede sig i en kandidatgrad ved l’Uníversité de Paris i 1452. Alt tegnede til, at han ville gøre god karriere indenfor jura eller kirkevæsenet, men han formåede ikke i løbet af sin uddannelse, at løsrive sig fra de kriminelle kredse han færdedes i, og det kulminerede i 1455, hvor han kom op at slås med en præst, som han endte med at slå ihjel. Da han mentes at have handlet i selvforsvar blev sagen mod ham droppet.
At François Villon kun "formodes" at være født i 1431 hænger sammen med, at der ikke findes nogen egentlig dokumentation for det. Slutningen er bl.a. baseret på den første linje fra hans Testamente, "en l’an de mon trentiesme aage" (I det tredivte år af mit liv). Oversættelsen er problematisk og nærmest umulig. Ordet "aage" kan i det sene middelalders Frankrig både betyde alder, liv og år. Et andet problem er den selv for tiden usædvanlige ordstilling, der normalt ville have været 'en l’an trentiesme de mon aage.' Hans alder kan også bestemmes på en sammenligning med de indledende linjer i Villons Lais (det lille testamente), "L’an quatre cens cinquante six / Je Françios Villon escollier (...)" (I året 1456 / jeg den lærde François Villon (...)). Her bliver værket dateret, samtidig med at fortælleren introducerer sig selv som François Villon. Men Villons Testamente er fiktivt, og det er derfor også særdeles vigtigt ikke at forveksle dets fortæller med dets forfatter – en kun alt for typisk faldgrube. Man må med franskprofessoren Evelyn Birge Vitz konkludere,
"Villon har måske ikke været tredive år gammel i bogstavelig, historisk forstand. (...) Det der tæller er, at Villon føler sig tredive år gammel. Han er tredive år ældre i og med, at han er ti år ældre end tyve; han er tredive år i og med, at han ikke føler den alvor eller den gode dømmekraft som kendetegner en midaldrende mand, men samtidig er hans livs forår, hans år med uskyldig kærlighed for længst gået." (EBV – The Crossroad of Intentions, s.21)
En anden ting vi kun kender til gennem Villons egne ord er hans ophold i fængslet ved Meung-sur-Loire, hvis indsatte (inkl. Villon) blev frigivet, som en del af fejringen, da Louis XI i begyndelsen af 1461 besteg den franske trone.
Man skal ikke alene af principielle årdager være påpasselig med hensyn til skellet mellem den Villon, der skriver og den, der fungerer som fortæller i Testamentet. Tony Hunt skriver i introduktionen til Villon’s Last Will,
"Vi hører stemmer, men ikke stemmen af en enkelt, konsistent autoritet. Vi hører snarer den fængslede, den kristne, den Job-agtigt lidende, det dømte offer forladt af sin familie, den nostalgiske voksne, kærlighedsautoriteten, teologen, musikeren, jokeren, den studerende, lingvisten, der taler i dialekt, den litterære parodiker, diverse relaterede og en række uidentificerede samtalepartnere." (TH – Villons Last Will, s.1)
Fortælleren fremstår som en sjældent upålidelig variant, sågar vægelsindet og utroværdig i forhold til sin egen position - og mildest talt omskiftelige fysiske og psykiske tilstand. Man kunne også læse det som om, at fortællerens usikre karakter (eller identitet) netop gør ham til en "repræsentant" for de grupper de forskellige stemmer repræsenterer. Den ofte citerede begrundelse for Testamentets udfærdigelse lyder,
"Pour ce que foible je mes ens / Trop plus de biens que de santé / Rant que je suis en mon plain sens / Si peu que Dieu m’en presté / Car d’autre ne l’ay emprunté / J’ay ce testament tres estable / Faict, de derniere voulenté / Seul pour tout en irrevocable" (v.70-80)
(Fordi jeg føler mig fattig / I materiel snarere end i fysisk forstand / Og stadig har min forstand / Den smule Gud har tildelt mig / For jeg har ikke lånt fra nogen andre / Har jeg skrevet dette testamente / Sandt og autentisk / En gang for alle, uomstødeligt)
 I den efterfølgende strofe får vi at vide, at værket er, "Escript l’ay l’an soixante et ung" (v.81) (skrevet i året 61), men også, at det er noget tid siden, ikke da han lå for døden, men, paradoksalt, da han begyndte at leve igen, "Lors que le roy me delivre / De la dure prison de Mehun" (v.82/83) (Da den gode konge løsladte mig / Fra det hårde fængsel i Meung). Lidt senere er han pludselig en ung mand, "Ceulx donc qui me font telle presse / En meurté nem e vouldroient veoir" (v.119-120) (Dem der er ude efter mig / Vil helst ikke se mig blive gammel), for kun igen at forvandle sig til en gammel mand, "Je plains le temps de ma jeunesse / Ouquel j’ay plus qu’autre gallé" (v.169-170) (jeg sørger over min ungdom / da jeg mere end nogen andre havde min storhedstid). Northrop Frye har fremlagt en udtalelse, der er god at have i baghovedet, når man beskæftiger sig med en forfatter som Villon,
"Det tilsynelade unikke privilegium at ignorere fakta har givet poeten hans traditionelle ry for at være en licenseret løgner, og forklarer, hvorfor så mange ord der betegner litterær struktur, "fabel," "fiktion," "myte," og så videre, har en sekundær betydning af løgn, ligesom det norske ord digter, som siges at betyde løgner såvel som poet." (NF – Anatomy of Criticism, s.75/76)
Villons berømmelse er baseret på en ret beskeden produktion, blot lidt over 3300 linjer, fordelt mellem Le Lais, der også er kendt som Le Petit Testament, Le Testament, seksten digte og en række slang tekster. De sidstnævnte er udeladt fra de fleste udgivelser af hans tekster, fordi de, som Galway Kinnell siger, praktisk talt er uforståelige (GK – The Poems of François Villon xxiii).
Le Lais ligner i højere grad andre fiktive testamenter fra middelalderen, såsom det anonyme testamentum porcelli (Grisens testamente), end tilfældet er med Villons senere Testament. Le Lais, der spreder sig over 320 verselinjer, består henholdsvis af en åbning, der portrætterer en digter der har lidt under sin kærlighed (hvilke digtere har ikke det), et længere afsnit, hvor forskellige ejendele borttestamenteres og en slutning, hvor den aristoteliske psykologis sprog parodieres.
Le Testament består af 2023 vers og fremstår som en omarbejdning og udvidelse af Le Lais, både hvad angår omfang og tematisk spændvidde, og desuden ligner værket i højere grad et ”rigtigt” testamente. Efter en åbning på godt 800 vers følger knap 1100, hvor forskellige ejendele borttestamenteres som i Le Lais. Hen mod slutningen findes godt 100 vers bl.a. med dessiner angående Villons begravelse og tekniske specifikationer omkring testamentet.
Villons efterladte digte består af ballader, en epistel, en quatrain (som jeg citerede indledningsvis) og den berømte Debat mellem Villon og hans hjerte. Det helt specielle ved Villon er hans særlige, stærke (pre-)moderne stil og hans dybt antiautoritære, vagant- og bohemeagtige livsførsel, som kommer klart til udtryk i hans tekster. Da jeg i forbindelse med en opgave jeg skrev om ham lånte bøger på universitetsbiblioteket fik jeg at vide, at flere af dem ikke havde været udlånt i tredive år. Det er altså næsten en underdrivelse at sige, at François Villon er gået i glemmebogen eller i hvert fald er blevet forsømt i akademisk sammenhæng. Hans digtning er både religiøs og politisk uden at være hverken forkyndende eller ideologisk. Han foregreb på mange måder 1800-tallets centraleuropæiske modernisme, men er også en oplagt inspirator for den post-postmoderne digtning. Jeg vil slutte af med en helt umiddelbart forfattet oversættelse af en af Villons ballader, og henvise til Greg Kinnells engelske paralleloversættelse fra University Press of New England, som efter min mening er den mest tekstnære, der findes derude. På dansk foreligger en oversættelse ved Jørgen Sonne udgivet på Arena i 1962, men den har desværre lidt under tidens tand.
Ballade
Der er ingen omsorg bortset fra sultens
Ingen tjenester bortset fra fjendens
Ingen mad at spise bortset fra en balle hø
Ingen med udsyn bortset fra den sovende mand
Ingen skånsel bortset fra forbrydelsens
Ingen tryghed bortset fra de frygtsommes
Ingen god tro bortset fra den mistroendes
Nej, ingen kølige hoveder bortset fra de elskendes
Der er ingen planlægning bortset fra i badene
Ingen med godt ry bortset fra dem i eksil
Ingen latter bortset fra efter et knytnæveslag
Ingen anerkendelse bortset fra indfriet gæld
Ingen sand kærlighed bortset fra smiger
Ingen møder bortset fra blandt de fortabte
Ingen nærhed bortset fra løgnens
Nej, ingen kølige hoveder bortset fra de elskendes
Der er ingen hvile bortset fra et liv i bekymring
Ingen respekt bortset fra i ordene "rend mig"
Ingen penge at bruge bortset fra falske
Ingen gode helbred bortset fra de sløjes
Ingen ærværdighed bortset fra fejhed
Ingen gode råd bortset fra galninges
Ingen kærlighed bortset fra den vrede kones
Nej, ingen kølige hoveder bortset fra de elskendes
Vil du høre sandheden
I sygdom alene findes glæden
Livets sande historier er tragedier
Lømlen er kongens eneste budbringer
Og der findes ingen melodier bortset fra skrigets
Nej, der er ingen kølige hoveder bortset fra de elskendes.
Kilder:
Frye, Northrop (1971). Anatomy of Criticism – Four Essays. Princeton University Press, New Jersey.
Hunt, Tony (1996). Villon’s Last Will – Language and Authority in the Testament. Clarendon Press, Oxford.
Kinnell, Galway (1977). The Poems of François Villon. University Press of New England.
Vitz, Evelyn Birge (1974). The Crossroad of Intentions – A Study of Symbolic Expression in the Poetry of François Villon. Mouton, Haag. |
print