Selvmordsaktionen
[anmeldt af Robert Henningsson]

Henningsson er ikke helt uforberedt, da han første gang bevæger sig ind i Selvmordsaktionen - en bog af clausbeck-nielsen.net - med den omstændelige og noget klinisk videnskabeligtsatiriske undertitel Beretningen om forsøget på at indføre Demokratiet i Irak i året 2004. Vi ved fra Statsbibliotekets pc-reservation, at han har været noteret dér under det arabisk klingende tag Kitub, og at han har haft printet flere mailkorrespondancer ud, som han dog ikke har haft den fornødne tålmodighed til at vente på i den alenlange printerkø. Af disse mails fremgår det imidlertid, at han har været inde på clausbeck-nielsen.net. At han allerede forud for truppen Rasmussen & Nielsens indtog i Irak igennem Danmarks Radio har været gjort bekendt med forberedelserne til Selvmordsaktionen. Nemlig indkredsning, lokalisering, opsamling, drøftelse og notation angående demokratiets forudsætninger - i betydningen afdækning af dets sande beståen og væsen. Vi ved derfor også at Henningsson i sin hang til anmelderi havde visse forventninger til Selvmordsaktionen, og at hans tanker, da han ser bogens afsluttende fotoportræt af en udmagret og hulkindet beck-nielsen - uvilkårligt falder på Eik Skaløe og dennes form for selvmordsaktion i et andet østligt grænseområde, en anden undtagelsestilstand engang i slutningen af 60'erne - i det 20. århundrede, nærmere bestemt 15. oktober 1969. Bemærk Dem datoen 15. oktober - på én gang Højholts dødsdag og Prins Christian Valdemar Enri Johns fødselsdag. Så det er klart med disse tanker in mente, at Henningsson har fundet portrættet næsten konspiratorisk påtrængende. At der endog skinner noget smerteligt kristologisk igennem beck-nielsens hvidskjortede attitude. Men dér begår Henningsson sin første fejl. Det synes ikke at være andet end pure opspind - et produkt af hans løbske forestillingsevne.
Selvmordsaktionen er nemlig, som titlen jo også allerede mere end antyder, i bund og grund ikke noget humanistisk demokratiprojekt. Men et nihilistisk ét - båret af et dybt melankolsk væsens natur og særegenhed. Det er ikke første gang læseren stilles overfor dette væsens natur og grundlæggende problem: Ønsket om at ville udslette sig selv. Det ethvert menneske ramt af ulykkelig kærlighed synes at kunne blive drevet ud i - om ikke som udlevet drift så i det mindste som en tvingende tanke. Men idet læseren stilles overfor et menneske, der i bund og grund ikke stoler på forudsætningerne for sine høje idealers bæredygtighed, får læseren en oplevelse af et miniature bakspejl, der bæres ind gennem en kaotisk undtagelsestilstand, i bogen benævnt undtagelsestilstanden, så historien således helt realistisk folder et nærværende Irak år 2004 ud - og det ulykkelige menneskes smerte og desillusion derved transformeres til et helt folks. Vejen gennem kaos viser, at intet er, hvad det giver sig ud for at være. Og indenfor rammerne af denne sammenhæng må vi vel retfærdigvis indskyde: mindst af alt Henningsson.
Og Nielsen dementerer da også meget tidligt i beretningen sit ædle demokrativæsen. Han kommer som den hvide elfenbensridder - ganske vist helt i gadehøjde. Men da den Irakiske befolkning personificeret i en enkelt iraker, der for alt i verden insisterer på at ville fortælle sin lidelseshitorie, gentagne gange forsøger at opnå kontakt, svigter Nielsen fuldstændig. Her har Nielsen allerede opgivet projektet. Og den dokumentarorienterede roman tager således en drejning, der qua sin problematik får tankerne hen på Dostojevkijs lille men store novelle Et latterligt menneskes drøm. Blot med den forskel at beck-nielsen ikke knytter sin anger, skyld og desillusion direkte an til dette fatale svigt. Og alligevel ender historien indlysende nok med en selvudslettelse grundet facitlistens minus. Men på den måde bliver det også en roman, der på stærkt kritisk vis holder et spejl op for den europæiske selvforståelse, der netop er en misforstået oplevelse af sig selv og sin rolle.

Selvmordsaktionen er således en meget vedkommende bog, der kobler romankunst med performance og politisk aktion. Egentlig er der tale om den stærkeste danske samtidsroman figuren Henningsson længe har læst.


SELVMORDSAKTIONEN
Beretningen om forsøget på at indføre
Demokratiet i Irak i året 2004
© Das Beckværk & Gyldendal 2005
ISBN 87-02-04234-7

Se videre færd her thomasandclaus.blogspot.com

Langt ud' i skoven
[anmeldt af Robert Henningsson; billede af Mette Norrie]

"Langt ud´ i skoven lå et lille bjerg" er en gammel børnesang, som synges på en kendt folkemelodi. "Langt ud´ i skoven", hedder også den bog Dina Gellert juli 2006 har udgivet på forlaget Bogbryggeriet - i serien Rundt om sangen. Denne serie er karakteriseret ved, at bøgerne er runde og indeholder remser, hvor hvert nytilførte element i den fremadskridende remse har sit selvstændige faneblad i kredsperiferien, således at remsefølgen kan overskues i sin helhed fra bogens forside. Når man så bladrer side for side ind i bogen, forsvinder hvert faneblads remse-element et for et, og det svarer meget godt til, hvordan et barn oplever den fremadskridende sang, der starter sådan her med første strofe:

"Langt ud´ i skoven/ lå et lille bjerg,/ aldrig så jeg så dejligt et bjerg,/ bjerget ligger langt/ ud´ i skoven."

Men hen gennem de mange følgende strofer fortoner skoven og bjerget sig, set fra barnehøjde; barnet farer vild i skoven, for det sanser kun det nærværende, nytilføjede element. Alligevel lærer børn (og voksne) meget nemt sangen på trods af de forholdsvis mange strofer (11-12 stykker alt efter hvilken version, der er tale om). Dette skyldes sangens opbygning med den gentagne retrograde opremsning. Opremsningen af elementerne i retrograd rækkefølge, så vi hele tiden vender tilbage til dét, der startede sangen og det hele, er en genial måde at fæstne iagttagelsesbillederne til en organisk hukommelse. Når jeg tænker på en bog som f.eks. Kurt Vonneguts ”Slagtehal 5”, så er det karakteristisk, at dét, der har fæstnet sig aller stærkest i min erindring fra bogens indhold, netop er den passage, hvor bombningen af Dresden fortælles baglæns, således at vi til slut hører/ser/læser bomberne folde sig tilbage op i bombeflyene, som flyver baglæns tilbage til landingsstartsbanerne, hvor de kom fra.

"Langt ud´ i skoven/ lå et lille bjerg" - der tales i datid ligesom i eventyrene; vi befinder os i en verden af arkaiske, arketypiske grundelementer. Der var engang, men det kunne ligeså godt have været i dag, nu. Ganske vist er en anden remsebog Jens Hansens bondegård (også udgivet på Bogbryggeriet i ”Rundt om sangen”-serien) ligeledes en sag i datid; men det arketypiske er hér ikke det bærende, idet, hvad der remses op, er enheder (som det jo kaldes i det moderne landbrug: dyre-enheder, foder-enheder) stillet op ved siden af hinanden. Der er det bærende: alt hvad man kan have af dyr på en bondegård. Det hører ganske vist til de gode gamle dage, at en bonde havde så mange forskellige dyr, men det bliver det ikke mere arketypisk af - kun tidstypisk. Der er heller ikke nogen naturlig overgang eller sammenbinding de enkelte dyr imellem. I ´Langt ud´ i skoven´ derimod vokser fænomenerne ud af hinanden og danner en sluttet enhed, der ikke bare er en enhed på et pragmatisk dagligdags plan. Sangen har fat i den lange ende af verdensevolutionen. Kan det være dét, der opleves så velgørende ved denne remse. Gennem sangen går en sammenbunden udvikling fra bjerg til træ til fugl til menneske. Når sangen slutter, står man til sidst med menneskefanen: Den lille dreng eller pige, som sover på puden under stjernehimlen. Sangen bliver af mange fremhævet for sin glimrende evne til at træne det lille barns hukommelse. Således bliver den skov, sangen begynder med, og som det hele ligger langt ude i - til et billede på den fælles menneskelige erindringsevne. Fænomenerne ligger langt ude (eller dybt inde) i skoven, skoven ligger dybt forankret i vort væsens rod. Og den interessante følgerække i sangen er: Mineralrige, planterige, dyrerige, menneskerige. Og i Gellerts udgave synes ´stjerneriget´ via illustrationerne også berørt.

På forsiden sees solen skinne over en sneklædt bjergtop; når så inde i bogen, træet kommer til, står solen nu bag træet; og jo mere vi udforsker træet des mere intenst fremtræder solen i baggrunden. Trådt ind i dyreriget (fuglereden) ser vi nu ikke solen afbilledet - og derfra går vi gennem stjernehimlen til det sovende menneskebarn. Det er urvisdom gemt i en enkel børnesang. Bogen er trykt i Kina. Kan sikkert købes i det nærmeste A.P. Møller-ejede supermarked. Og kan varmt anbefales.


LANGT UD’ I SKOVEN LÅ ET LILLE BJERG
© 2006 Dina Gellert og Bogbryggeriet
1. oplag, 07.2006.

Eventyret om Plante
[anmeldt af Robert Henningsson]

"Der vil være tre år, hvor naturen vil udstråle godhed, hvor mennesket, når det er fortvivlet, f.eks. vil opleve mærkelig trøst ved træerne - godhed vil udgå fra planterne til menneskesjælene, man vil opleve, at træerne bøjer sig mod mennesket i venlighed, i given."

Og da jeg står dér, som Plante har beordret mig, strømmer der et mærkeligt sprog ud af min mund. Jeg kan godt forstå det, det er et ældgammelt ritual med magiske ord.

Okkultisme og New Age svinger med i Elmøes skrift - ikke som noget indfortænkt, men som parallelle fænomener, der suger af samme klangbund.
Henriette formår i 'Eventyret om Plante' at give stemme til ét af jordens riger, men fortæller samtidig også noget om menneskets ædle stræben hen mod et renset følelsesliv. Humoren, der hele vejen gennemsyrer og bærer eventyret, gør at kliniske faldgruber og frelsthed undgås.

Nok er vi usynlige, men ikke lydløse. Så driller jeg Frands lidt ved at åbne og lukke badeværelsesdøren, det er så morsomt at se hans dumme ansigtsudtryk, lige et spark i røven, tænker jeg, men Plante stopper mig. Nej, det er ikke sådan, du skal bruge din usynlighed!

Det er virkeligt hele vejen en hjertegribende fortælling fuld af tilgivelse og menneskelig fællesskabsfølelse. Selve menneskets skabelseshistorie bliver i fortællingens løb gennemlyst, og betoningen af "synd" bliver i eventyrets skær for det meste højst en skæv smilerynke. På den måde fremstår Elmøes budskab som ur- eller før-kristent. Essensen er ikke til at misforstå, men skal læses i sin naturlige sammenhæng for ikke at virke over-banal.

Med ét er vi ude over havet, og der hænger vi bare i luften, imens solen går ned. Der er så smukt, og al min vrede er borte nu. Der er kun kærlighed tilbage. Jeg længes efter at give den til nogen.

"Hvert forår bliver anderledes end de hidtil har været. Sommer, efterår og vinter vil blive anderledes. I marts har man lumre sommerdage. Man taler om uforklarlige synsfænomener: forårets, sommerens, efterårets og vinterens guddommelige åbenbaring blandes. Den bliver kaotiseret. Det sker ikke udfra himlen, men ud fra jordens indre. Man tror det er klima-forandringer, men det er det ikke."

Ikke en lyd er umiddelbart at høre, men så stiller jeg ind på Plantes ører og hører en syngende tone, der veksler i styrke. Plante siger, at det er den kosmiske sang, jeg kan pludselig kende den fra regnskoven. Han siger, at i den sang ligger hele universets historie, man skal blot kunne lytte rigtigt. Så spidser han sine ører, og jeg hører en langsom dunken. Det lyder som et gigantisk hjerte! udbryder jeg, og Plante siger, at det er universets puls. Jeg er helt overvældet og har alle sanser i brug. Vi svæver i kredsløb om jorden, for Plante vil ha', jeg skal se hvor smuk den er, og så kommer jeg til at skamme mig, når jeg tænker på al den ødelæggelse, mennesket forårsager. Plante siger, at jeg ikke skal tage den skyld på mig. Det er ikke alle mennesker, der er sådan, siger han stille, men jeg føler mig alligevel ansvarlig.

Hermed siges der noget om æterisk renfærdighed og menneskets samvittighed. Et menneske kan aldrig blive helt hundrede procent lykkelig, så længe bare ét eneste af jordens væsener lever i ulykke, og da slet ikke, når hele kloden gør.
Eventyret om Plante handler ikke om eskapisme. Men at leve med sin indre rigdom og øse af den, der hvor man nu er.
Forhåbentlig er det også det, Henriette Elmøe fremover gør, når hun genåbner sig for den inspirative kilde, hendes 'Plante og jeg' er.


Citaterne af Valentin Tomberg er oversat fra tysk af Jennifer Robinson


EVENTYRET OM PLANTE
Henriette Elmøe 2006
1.udgave 1. oplag
Tryk, indbinding & sats
Forlaget Ravnerock
P.O.D. Serie
ISBN: 87-89929-68-3