Rugbrød, smør & bacon
Sternberg - "et portræt"
[tekst af Erik Scherz Andersen, fotos "Byens Skabe" af Villy Fink Isaksen©]
Sternberg er en undergrundsbamse. Han har slået sine folder på den københavnske scene siden 2000, både som deltager og nu især som arrangør - bl.a. af Valgaften og Poesi Banko (sammen med Vagn Remme). Jeg satte ham i stævne en lørdag middag for at komme tættere på digteren. Interviewet er derfor et portræt eller en dokumentation af Sternberg sommer 2004. Der er indsat overskrifter i interviewet, således at det er muligt at få et overblik over den relativt lange tekst som den fremstår her. Bændelormen, Poetry Slam, hvad Sternberg læser og hvad han vil opnå med sine tekster. Kommende projekter omtales og Sternberg taler om andre medier end bogen som udtryksform, heriblandt Street art.
Et par dage inden interviewet havde Sternberg sendt følgende link
http://www.factoryschool.org/content/sounds/havanaglen.html
Det starter samtalen med
Jeg så også på det link du havde sendt til mig, men det var måske lige overvældende nok. Men det er et fantastisk link.
Sternberg: Det var en pensumplan jeg havde fundet, og hvor jeg så søgte på T.S. Eliots ”The Wasteland”, fordi der var et link til den i en lydfil. På et tidspunkt poppede det op med en ”you’ve been seen wandering around in the halls of” et eller andet, det der sted, men nu ville de hjælpe mig til at finde vej, og så kom der et kort over den bygning man nu var i og så var der en der hed lydfiler - og pludselig var jeg der, hvor der bare er himlen af filer. Men der er nogen af dem, der sommetider ikke virker. Jeg ved ikke om det er fordi de er mere populære, men f.eks. ”The Howl”
en nogen og tyve minutter lang, altså en fuldstændig version af Howl, det er ret vildt.
Jeg kom også til at tænke på, på websiden ligger der mange amerikanske digtere, jeg ved ikke om det kun er amerikanske?
Nej, der er også andre, ham der Guiseppe, jeg kan ikke huske hvad han hedder, en italiener. Men der er forskellige, men det er jo også afhængig af at jeg kan forstå dem.
Er det et forståelsesspørgsmål, eller er det fordi du læner dig op af den amerikanske litteratur, altså at det er der tingene kommer fra?
Jeg hænger lidt ved den amerikanske litteratur, men jeg tror meget det skyldes sproget og forståelsen, men for eksempel Nietzsche har jeg læst, men jeg har læst det på dansk indtil videre. ”Således talte Zarathustra” er jeg helt vild med. Og ham, der hedder Peter Bichsel, er jeg også vild med, hans børnehistorier, hvis du kender dem?
Jeg kan godt huske, at det blev nævnt i weekendavisen...
Ja, at det blev omtalt der. Ja. Det er også meget hvad jeg læser i øjeblikket. Avispolemik og litterær andedam. Det synes jeg er sjovt.
 Hvorfor synes du det er sjovt?
Jeg synes for eksempel Bukdahl inspirerer mig med hele den der aktivistiske tilgang til litteraturen, som han har - som jeg har - men på en anden måde. Min tilgang er anderledes, jeg oplever meget, at han har et projekt og det lægger han ikke skjul på, når han laver anmeldelser. Ligesom jeg har mine projekter, når jeg arrangerer oplæsningsarrangementer, så er det projekter med øje for at jeg vil promovere nogle folk, fordi jeg synes der mangler fokus på dem eller jeg vil promovere mig selv. Eller for at lege med formerne...
Nu nævner du litteraturen som et projekt for dig. Men hvordan?
Jeg synes, at litteraturen... jeg synes det er mærkeligt at vi er et underbetalt folk, når man ser hvor meget tekst der er i vores samfund, og hvor meget der ligger... litteraturen ligger jo faktisk til grund for mange af de andre grundformer, altså teater, tragedie, film, radio/drama, der er tekstmanuskripter der går forud for det. Så mange af vores oplæsningseksperimenter, det er jo i virkeligheden også - det er jo ikke bare for at promovere litteraturen, det er jo også for at prøve, altså, man kan lave teater, men man kan også lave poesibanko...
Man kan jo sige, i forhold til traditionen at læse op, hvor der er tre digtere og så læser de op et eller andet sted, og så går folk hjem igen, der er dine eksperimenter med dine hemmelige oplæsninger og så videre, det ligger jo lidt uden for, det er lidt anden tilgang til litteratur...
Men det er det jo kun, hvis man ser på det helt snævert, ik. Vi snakker om, altså, der tænker man på. Almindeligvis er digtoplæsning bare reklame for digteren. Folk skal kunne komme og se giraffen og så er den ikke længere. Men man kan også tænke på digtoplæsning som en form, som teater eller ligesom film er det, ligesom en musikvideo er det, og så er det pludselig ikke helt så underligt længere, at der bliver eksperimenteret med formerne, så er det mere mærkeligt... så bliver det i virkeligheden den almindelige digtoplæsning der bliver bastarden. Det er da lidt mærkeligt, at man har… en tyve minutters reklamespot. Jeg synes det er mere naturligt, at man har en indpakning. For det er man jo vant til.
Men tror du ikke der sker et eller andet med litteraturen, når man f.eks. vælger at stille sig ind i en kasse på Rådhuspladsen for at læse op [peepshowpoesi, red.]?
Jo. Hvergang du ændrer oplæsningsformen, rammerne, så forandrer du også indholdet. Altså. Det er der jo stadigvæk skrevet ned på papir, det oprindelige. Så man kan jo gøre ret meget.
BÆNDELORMEN
Hvordan har du det egentlig med forholdet mellem det skrevne, det der står på papir, og det der bliver læst op - og også netop dig selv. Hvor man måske i lang tid har kendt dig som performance-poet...
Man kan ikke undvære at have det på skrift. Hvis man gerne vil, hvis man har gennemarbejdet sine tekster, så vil man godt have, at de bliver læst meget grundigt. Selv med lydfiler så kan man spole tilbage, men man kan ikke have det der dobbeltblik på linjerne, hvor man kigger både på linje et og linje fire. Skriftmediet er mest anvendeligt akademisk. Og vi er jo nogen der også vil tages alvorligt også akademisk. Det er en del af det. Det kræver nogle andre ting, at få det ned på skrift. Jeg har ændret opsætningen meget... nu kommer min første digtsamling, hvad bliver den, 56 sider, der har jeg måtte ændre opsætningen meget, der har sådan en som Maja Lucas kunne hjælpe mig meget. Hun er en fed digter og tekstlæser. Kender du hende, Maja?
Ja, jeg har hørt hende læse op flere gange, jeg har vist også selv læst nogle af hendes tekster som findes hist og pist. Hvordan opsætningen ændres?
Det er sådan noget med, tidligere, der har jeg haft en lidt mere, det skulle ikke ligne almindelige digte, så jeg har lavet længere linjer, men nu har jeg så fået lagt det...
Det første ser ret almindeligt ud
Det ligner almindelige digte nu. Det er også sket nogle andre ændringer, nå. Tidligere har jeg også udgivet en digtsamling, den hed GuGu skaterdigte, og nu har den så fået ”hovedværken” oven i...
Den kommer så til at udkomme på Bændelormen
Den kommer til at udkomme på Bændelormen her i slutningen af juni i starten af juli. Det skulle have været den 15. juni, men altså mit hjerte, der er lidt meget lige i øjeblikket. Men det kommer til at udkomme på Bændelormen.
Så er det selvfølgelig nærliggende at spørge lidt til Bændelormen. Hvorfor du f.eks. vælger at udkomme på Bændelormen og ikke kaste dig ud i alt mulig andet?
Fordi at… Jeg kan få nogle rigtig gode tekstlæsere. Frank Langmack, Maja Lucas, Vagn Remme har hjulpet mig i forbindelse med processen, meget. Og jeg tror egentlig ikke, at den samme hjælp ville være til stede i et stort forlag og jeg ville miste kontrollen over en masse ting.
Hvad ville du miste kontrollen over?
Jamen altså, jeg har kontrol over alt her, i sidste ende. Jeg kan tjene, jeg kan sætte bogprisen ned og op som det passer mig… Altså jeg synes ikke at, jeg tror ikke det de kan tilbyde er så frygtelig flatterende, de store forlag. Så jeg skal også til at have en hjemmeside, sternbergs.dk. Så det bliver lidt spændende. Jamen, det er som om der er en krise i forlagsbranchen, altså så er forlaget Bændelormen et rigtig godt navn som reaktion. At forfatterne ligesom tager tingene i egne hænder. Og det ved jeg også inden for musikkens verden, at folk er begyndt at gøre det. At det pludselig kan lade sig gøre for dem. De sælger numre via nogle hjemmesider på Nettet. Hvor de store musik-, øhh, labels ikke rigtig er begyndt endnu... at taget konsekvensen af at alle ville have billige filer... digitalt formidlet.
Hvordan kom du med i Bændelormen. Eller er du også den der starter det?
Nej, nej, det startede i Århus, jeg tror det var i Århus. Rolf Steensig og Vagn Remme… hvornår fa’en var det… det var sikkert i 2000. Det var omtrent samtidig med at jeg starter på Poetry Slam scenen i København. Da det kommer i anden omgang. Poetry Slam startede på Cafe Poeten, tror jeg, i 1999 i København, sådan ganske forsigtigt. Og så dukkede jeg op til Poetry Slam i 2000.
Hvordan kom du så med i Bændelormen.
I Bændelormen, ja, altså. Både Vagn Remme og Maja Lucas de læser også litteraturvidenskab. Og jeg tror jeg mødte Maja på gangen der ude, og så aftalte vi at vi skulle have noget skriveworkshop, hvor man læste sine tekster op for hinanden på Cafe Art and Colors eller Kunst og Farver. Det skete næsten, det foregik nærmest parallelt med Poetry Slam og Ord På Hjul langsom opstart. Næsten samtidig havde jeg det kørende med Bændelormen. Men jeg var ikke rigtig en del af det endnu. Men hvor vi læste op på Kunst og Farver... for hinanden og dem der kom forbi. Det var småt og hyggeligt.
Man kan sige der er en vis forskel på Bændelormen og så for eksempel Ord På Hjul. Hvordan er det at arbejde sammen med andre mennesker om litteratur?
Det er jo mærkeligt. Det er en stressende… altså, det er en stressende atmosfære at være i, fordi vi er en frygtelig forfærdelig masse mennesker, med hver sit enkeltprojekt. Og så er det … svært at finde sammen om noget. Og så kan man ende i sådan noget ambivalent mærkelig noget som Ord På Hjul f.eks. Som jeg tror ikke nogen af os kunne have fundet på hver for sig.
Jeg tror ikke man kun kan arbejde med en gruppe mennesker og være forfatter. Det tror jeg ikke. Så tror jeg man kvæler hinanden, fordi alle vil have mange forskellige projekter de skal have realiseret.
Hvordan har du det så med Bændelormen? Hvordan er det...
Jeg synes det er sjovt, jeg synes det er mere afslappende. Og det jeg har lært af Ord På Hjul er, at det gælder om, at man ikke skal sætte sig på hinanden. Jeg synes det er utrolig vigtigt at man erkender, at det kan godt være at man har nogen fælles interesser, men alle interesser er ikke fælles. Og det må man respektere. Prøve at for så vidt hele tiden snakke om. Også fordi kunstnersind, vi er jo følsomme. Der er hele tiden den ene føler sig forbigået. Lidt ked inden i. Det skal man bare snakke om hele tiden, for ellers kommer det som sådan nogen udbrud. De store konfrontationer.
POETRY SLAM
Nu snakker du lidt om Ord På Hjul og du starter sådan lidt på Poetry Slam scenen i 2000. Første gang jeg hørte dig i radioen var faktisk et interview i forbindelse med en eller anden... Poetry Slam oplæsning, hvor du var lidt skuffet over at det ikke gik så godt.
Sternberg: Det er hvor jeg kommer ind og siger et eller andet med gentagelse gentagelse. Anders Søgaard vandt faktisk.
Ok, jeg kan ikke huske så meget af det, men du kommer, da det vender tilbage i 2000...
Direkte til den udsendelse, der havde jeg faktisk lavet et drama i tre akter, som jeg ville bruge til Poetry Slam og jeg nåede kun at bruge første og andet akt. Det var så heller ikke rigtig Poetry Slam materiale kan man så sige.
Jeg tror heller ikke, opfatter du dig selv som Poetry Slammer?
Overhovedet ikke!
Heller ikke dengang?
Jeg har hele tiden haft det fuldstændig... jeg har ikke gidet tilpasse mit materiale til det. Jo, sådan til dels. Prøvet at få det til at passe med tre minutter. Men så har det været et eller andet med seks af mine tekster eller sådan noget. Typisk seks syv stykker.
Så kommer du ind på scenen i 2000 og synes det er meget sjovt eller hvad?
Ja, ja, men jeg har også holdt et halvt års pause, fordi jeg blev lidt træt af at der var langt mellem mine sejre… Altså…
Det er jo klart når Frank Langmack vandt hele tiden.
...ah det begyndte, det startede jo med at være nogle andre der vandt. Han kom jo der i 2002, ah, 2001, 2002 og så blev han nærmest usårlig, og før ham var det Adam Drewes, som er øh... Hvad var det du spurgte om?
Det var egentlig, hvad tiltrak dig ved Poetry Slam?
Det man kan lære af det, er at man går på med det samme. Og leverede varen, så den kommer ud over scenekanten og ind i folks hoveder. Det, der er uheldigt ved Poetry Slam formen, er, at selve formen fylder utrolig meget, konkurrenceelementet. Det gode ved formen er, at den er perfekt til åben scene, fordi at formen dominerer så meget, så selv hvis der er mange dårlige forfattere, så kan man leve med det, fordi konkurrenceelementet er spændende. Det er lidt uheldigt, hvis man synes det materiale man laver selv burde fylde meget, fordi det bliver kvalt i konkurrenceelementet. Jeg har jo leget ret meget selv med konkurrencelementet.
Ja, du har haft gang i det selv med Valgaften...
Ja, med Valgaften og Fungerer det nej, det blev sådan lidt anderledes. Valgaften kunne være en slags urform til Poetry Slam. Den er sådan meget mere enkel. Ikke noget med at tage tid, og sådan noget med indledende runder og så videre. Det var fordi jeg ikke selv bryder mig om, nå, så skal man være nervøs for om man kommer til videre til næste runde. Jeg vil hellere have det afklaret i forhold til performerne... og så også noget for publikum. Vi skal have masser af publikum til. Det var også sådan lidt.  Det sjove var også... legen med det politiske. At det pludselig bliver gjort til… valgaften, ik… at man skal vælge hvad er bedst og hvad er dårligst. Lige som man gør til et valg. I stedet for nogen vinder en turnering, så vinder de en valgakt. Jeg synes det var sjovt, spøjst, at mime virkeligheden på den måde. Det var jo også et dybt uretfærdigt system. Der var de fem seks oplæsere og efterfølgende skulle folk lægge stemmer ned i en høj hat. Og det viste sig at nummer fem og seks fik langt de fleste stemmer. Jeg tror næsten, at nummer seks vandt hver eneste gang. Der var vist ikke en eneste gang, hvor det ikke var nummer seks. Og det er jo ret deprimerende, fordi det fortæller noget om menneskets hukommelse.
I virkeligheden ser vi ikke noget der ikke lige er foran øjnene på os... eller fem minutter tilbage. Så det var sådan et mærkeligt koncept. Også fordi jeg lavede det jo over nogle gange. Og til sidst havde jeg dannet... Der var ikke gjort det der. Det var ret hardcore. Der var ikke noget der gjorde det lækkert for publikum at vente på resultatet. Det var sådan, så er det overstået, så stemmer man, og så kommer resultatet. For det tager faktisk ikke ret lang tid at stemme. Hvad er det, de der 30 mennesker. Det havde jeg regnet ud på forhånd. I Poetry Slam er det kun få der stemmer, men hvorfor ikke bare lade alle stemme, man kan jo bare sådan rent praktisk bare tælle alles op. Men det var jeg nød til at gennemføre de her seks gange. Selvom systemet ville jeg gerne have korrigeret lidt på, allerede efter de to-tre første gange.
Interesserer du dig så for Poetry Slam scenen stadigvæk? Altså når du nu har gjort det dengang?
Nej, Jeg synes også, eller det der sker med Poetry slam scenen er at udskiftningen går alt alt for stærkt. Altså folk bliver ikke hængende fordi. Ja der er flere grunde, dels at tidsrammen. Det er den faglige, at man skal overholde de der 3 minutter og 10. Og så er det konkurrenceelementet, der er enormt stressende. Man får sgu ondt i maven, hvis man skal lave mange af sådan nogen. Og så er, der sådan mere rugbrødsagtigt, at der ikke er penge i det. Der er tilsyneladende heller ikke nogen, der ligesom gode arrangører, prøver at skaffe penge til at alle der optræder får lidt. Og hvad får vinderen i dag nede på Kulcafeen, 400 kroner? Jeg ved det ikke.
Jeg ved det heller ikke. Når der er fyldt, så går det vist op på det dobbelte.
Jamen, så skal arrangøren, nu skal arrangøren, sådan som det er i øjeblikket tager arrangøren også noget, og det forstår jeg godt. Møde og konferencier og de laver jo også PR og så får de et eller andet lille skallet beløb. Det der mangler, det er penge. Altså, hvis du skal kunne leve af det, og det vil nogen af os gerne, for så kan vi lege med det hele tiden, jamen så skal der være penge i det. Det jeg gør til mine arrangementer er, at jeg søger eller jeg får arrangører til at søge, det bliver mere og mere det, at jeg kan overlade det til andre at søge penge. Nu blev der holdt et Danmarks Mesterskab et eller andet sted ude i... på Fyn. Der var der vist heller ikke så mange penge. Hvis jeg skulle holde et Danmarks Mesterskab i Poetry Slam, så ville jeg betale nogle folk for at komme. Og der ville være nogle overlapninger faktisk. Jeg ville være fræk og også spørge folk fra den almindelige digterscene, som jeg ligesom vidste. Og så ville jeg fortælle om rammerne. Så kan man få en klassisk, altså i græsk stil, hvor tragedie digterne kommer og konkurrerer. Det synes jeg kunne være fedt, faktisk. Men det er ligesom altså, hvis det hele skal være bundet op omkring en eller anden loyalitet overfor Poetry slam scenen, at man bare kommer for. Nåmen jeg er Poetry slammer, Sternberg, Poetry slammer. Det kan man bare ikke, for så bruger man frygtelig meget energi på altmuligt, og samtidig skal du op næste morgen og på arbejde. Det er sgu hårdt.
ØKONOMI
Nu siger du, at du søger en masse penge, når det er du afholder arrangementer, hvor søger du typisk?
Altså, det der skal søges. Det er en fordel at alliere sig med et sted og så sørge for at de søger nogle forskellige fonde. Der er Kunstrådet, der har forskellige puljer og så er der Københavns kommune, der har nogle lokalpuljer. Og så har BG-bank også fået noget. En, jeg kan ikke huske hvad det hedder, udryknings... nej jeg kan ikke huske det. Nu skal jeg jo ikke afsløre alting...
Men det spiller en væsentlig rolle for dig, at der findes støtte?
Ja, men det spiller også en rolle, selvom man ikke kender noget til det. Fordi det, bibliotekerne søger det jo alligevel. Altså, uanset om jeg kendte noget til den pulje eller ej, så for at biblioteket ville kunne få mig ud, så ville de tit være nød til at søge nogen penge fra de steder. I Danmark er det bare sådan... at kultur kræver... de der forskellige fonde og puljer, for at det skal kunne finde sted.
Du tror ikke folk ville begynde at betale for det?
Nej. Nej, fordi det. Nej, du kan se hvordan teatret er støttet i hoved og røv, og det er en forudsætning. Især i så lille et sprogområde som vores for at det kan spire. Jeg synes jo det er fuldstændig bizart... I sådan en postindustriel tidsalder, synes jeg det er fuldstændig vanvittigt, at man prøver at gøre Danmark til et land, der skal sælge landbrugsprodukter, dansk mælk, skinke og bacon. Når det kan foregå over hele verden, og der er mange der har behov for at sælge den slags. Men nejnej, det skal vi sælge også selvom vi får underskud på det og skal have støtte fra EU bagefter. Mens, hvis man satser på kultur, så kan man få sådan noget som Aqua, som pludselig dukker op og bom, 5 mennesker, der producerer milliardbeløb til Danmark, hvorfor satser man ikke på, hvorfor sørger man ikke for øvelokaler og spillemuligheder til kunsten. Jeg tror simpelthen, at det er en god forretning, hvis man gjorde det. Jeg kan ikke rigtig se at et land med så få råstoffer, som vi har, kan satse på andet end at uddanne mennesker til kreative fag og mere pragmatiske betinget. Men det må i høj grad være de kreative fag, der skal bringe noget rugbrød hjem til landet. I stedet for at vi sælger rugbrød...
Så der ligger rent faktisk en økonomisk tankegang bag det at støtte kultur og kunst. At det er økonomisk fornuftigt?
Ja, for mig er det indlysende...
Nåja, men normalt ligger der måske en anden tankegang bag som for eksempel at kunsten højner vores velvære. Det er ikke lige det du tænker på først?
Jo det tænker jeg da også, jeg er da også lidt kulturradikal på den måde, velmenende. Jeg vil da også enormt gerne have det der gode dyre... men jeg kan bare også, ud fra et købmandssynspunkt synes jeg også det er dumt. Jeg tror det er et udtryk for, at politikerne er nødt til at se på alle mulige særinteresser, især hos landbruget. Jeg tror ikke, det er fordi politikerne ikke ved, at det er irrationelt. Jeg tror bare de er afhængige af stemmerne. Det er lidt hul i hovedet, at vi skal have så mange landbrugsarealer. Og så har vi bolignød og alt muligt. Samtidig skal vi have kæmpe store marker, braklagte marker som giver underskud. Altså, jeg synes det er hul i hovedet.
HVAD LÆSER STERNBERG?
Jeg kunne også godt tænke mig at komme lidt ind til den litteratur du læser. Når jeg tænker på hvad du går og laver... jeg kan ikke umiddelbart, ikke naturligt pege på nogle forskellige ting og sige, det er sgu der du har det fra eller det er det du har læst, eller det er det du har oplevet. Der er jeg sådan lidt ... men du har hivet nogle bøger frem...
Ja...
Bare tag nogle af dem frem og fortæl hvorfor de er interessante, for dig... Eller hvordan du mødte dem første gang. ... Altså f.eks. Nietzsche...
Nietzsche, ja, jeg kan godt lide den hårdhed, der er over Nietzsche og den her ’Således talte Zarathustra’ - also sprach Zarathustra. Der er en masse bitte små, citater, nu skal jeg se om jeg kan finde et eller andet. Og der kan man så sige, at jeg selv er ret, jeg dyrker meget den korte form. Der kan han altså noget. På et tidspunkt, der brugte jeg altid, på HF, der brugte jeg altid et citat uanset hvad det var for en opgave, så fandt jeg et citat herfra. Jeg synes Nietzsche. Hårdhudheden og så hele det der sekulære synspunkt, at Gud er død.  Det er meget inspirerende. Og så Kirsten Hammann. Hun har også den samme hårdhed som ham, og så noget humor. Men benhårdt. Hendes sprog, der sker et eller andet mærkeligt. Og så er det sket lige her, nu har jeg læst anmeldelser af hendes nye bog, og så blev jeg enormt jaloux. Så har hun gu’dødme brugt citater fra gamle skolebøger fra 70erne. Og så... en måned før havde jeg hjemlånt gamle skolebøger til første anden klasse. Jeg er i gang med en roman, der hedder ”Lise, Thomas og Finn”. Også nogle navne som er inspireret af helt almindelig ærkedanske, som der var i skolebøger dengang jeg var barn, hvor jeg var 8 år. Fordi jeg ville bruge citater fra, og det vil jeg stadig væk, vil bruge citater fra sådan nogen skolebøger, i min bog. Jeg har ikke helt fundet ud af til hvad. Det har hun så også gjort. Det er med Søren og Mette. Og så gu’dødme, jeg spiser rigtig meget slik, det har jeg også skrevet nogle digte om, ikke så meget her på det sidste. Men gu’dødme om hun ikke også, altså, der er det der med skolebøgerne og så skriver hun langt og udførligt om hendes forhold til slik og sådan noget. Det var mig, der skulle have gjort det. Og sådan har jeg det lidt med hende. Jeg synes hun har det her total potente sprog, som jeg også gerne vil have, som er mangetydigt og billederne stadigvæk hænger sammen. Og jeg har prøvet at få hende med til mine arrangementer, 2 gange nu. Men det er ikke lykkedes endnu, fordi hun ikke er så meget for at være ude og møde publikum. Og så især ikke når det er sådan nogle mærkelige koncepter. Men jeg bliver ved.
Det kan være du finder på noget almindeligt en dag.
Ja, det kan være jeg må synke så dybt. Og så Kafka, synes jeg, er enormt... Samtidig med at der er en dysterhed, når han fortæller om det der bureaukratiske samfund, så synes jeg det er tudende morsomt. Jeg elsker de der kvinder der, med nærmest våde øjne, sådan lige på nippet til at springe over mænd. Og så kan jeg godt lide sådan nogle beskrivelse som ”Den ukendte var på engang slank og kraftigt bygget og han var iført et sæt sort sportsagtigt tøj med et utal af læg, lommer, spænder og knapper. Det virkede meget praktisk uden man kunne sige hvorfor.”
hihi. Ja.
I Stein bliver det mere abstrakt.
Kafka er sådan mere... fantastisk i sin litteratur i hvert fald. Og nu rykker du over i Stein, som jo i virkeligheden er
knastørt.
Ja, og mere vanvittigt, som jeg måske oplever det. Men det synes du måske ikke?
Nej, det synes jeg ikke. Jeg synes det her, det er der jeg kan se en ide. Der er meget af det hun laver. Hun har et stykke der har inspireret mig meget. Det er grusomt kedeligt, men det er fantastisk, fordi det kræver du er helt nede i det og bare læser det. Det er en ord-maskine. Det handler om en danser.
Hvad hedder stykket?
”Orta or one dancing”. Jeg kan læse lidt op af det. Hvis det er. Det handler om en danser og det er sådan meget, det er ikke billedrigt. Det er. Der er meget få ord der varieres.
Sternberg læser to korte stykker højt:
(...) She is one doing that thing, doing believing being the one she is being. She is one being the one she is being. She is one doing something. She is one being the one she is being. She is one being that one.
She is one being the one she is being. She is one doing something. She is one being the one she is being. She is one being that one.
In doing something that one is being the one doing that thing. In doing something, the one doing the thing is the one being one doing that thing. This one is one doing something. This one is being the one doing the thing. That one has been doing the thing. That one is dancing. (...)
(...) ”She would be dancing in being that one the one having been dancing. She was that one the one having been dancing. She was dancing.
She was dancing in being that one believing that thinking in having meaning in meaning being existing. She was dancing in this thing. She was dancing. She was dancing in moving in every direction being something having meaning. She was dancing in this thing (...)
Det er faktisk meget konkret. Hun får faktisk grammatikken, eller … det er ligesom sproget danser helt uafhængigt af beskrivelsen. Altså at ordene danser med hinanden, fordi der er så få. Det er... hun forandrer, f.eks. ”she was dancing” bliver til ... ”she was dancing” kan også betyde hun var pragtfuld. Så hun forandrer, der sker små forskydninger i sproget. Og det kan jeg godt lide, også. Hvis jeg skal komme med et eksempel på det, som er lidt tæt på det der, men overhovedet ikke alligevel. Jeg har også lavet nogle længere strømme. Jeg tager to:
kranen er i bevægelse
bevægelsen er i kranen
kraner er store
store kraner er effektive
store effektive kraner i bevægelse bevæger mig
jeg bevæger mig mere synligt
og derfor nærmest mere voldsomt
end kraner
kraner bevæger ting
så meget mere voldsomt end jeg kan gøre
meget mere synligt end jeg kan gøre
kraner er synligt voldsomme ved ting
men ikke voldsomme i bevægelserne
kraner er bevægende
Der er et slægtskab. Men altså selvfølgelig megalangt fra stadigvæk.
HVORFOR SKRIVE?
Nu hvor du sidder med dine digte i hånden. Igennem denne her samtale har du også været meget inde på, at man skal lave reklame for sig selv og der skal være noget publikum og vi har noget tekst i det her samfund og penge betyder i det hele taget en vis portion, fordi man ikke har dem - altså hvis man har dem gider man ikke tale om dem.
Ja...
Nu har du litteraturen i hænderne. Hvad er det du vil med... ud over at du godt kan lide at sidde og lege? Eller er det nok.
[griner] Nej. Altså... Det er jo ikke bare at sidde og lege. Det ideelle, altså at det går op i en højere enhed, at man laver en Fahrenheit 9/11. Som kan gå ind og påvirke den amerikanske valgkamp, det synes jeg er cool, ik. Så jeg synes - jaja, leg ik - men jeg synes det er endnu federe hvis man... [Sternberg leder efter en tekst]. Der er også den her, men det er alligevel også noget andet, der er mere en maskinel byggen ud, der er ikke nogen bevægelse.
Nå ja, den her. ’Integration’. Tidligere var den sat op avantgarde-agtigt på en linje ligesom med. Flere af mine ting har jeg til at starte med sat op sådan mere ærligt, men så er de blevet mere læservenlige:
Integration:
bare du er som os
er du bare som os
du er som os bare
du os er som bare
du er os som bare
er os bare som du
bare er os som du
som bare du er os
bare du er som os
Det synes jeg er mere tæt på
der er den der ”she was dancing”?
Ja, she was dancing, ik, ja. Det her knastørre, som jeg godt kunne tænke mig at tilføje nogle billeder og måske også et forløb på en mere læservenlig måde, også. På en kunstnerisk tilfredsstillende måde. Men jeg synes hun er fed.
Så det vil sige, nu kom du lige med Fahrenheit 9/11. Vil du påvirke samfundet med det du skriver.
Ja det vil jeg gerne. Og jeg er da også vild med sådan en som Claus Beck Nielsen, som tager til Irak med sådan et projekt. At de har opfundet den ideelle platform for demokrati. Det er sådan en parasol med to stole, hvor man kan sidde og snakke sammen. Det virker som et ret fedt projekt. Og hele hans udnyttelse af mediemaskineriet synes jeg er eminent. Og det må kræve utrolig meget kontrol. Hvordan... se bare på, at jeg hedder Sternberg. Jeg hedder ikke Jesper Sternberg. Jeg hedder ikke Jesper Sternberg Nielsen. Bare sådan en lille ting, som at sørge for at journalisterne aldrig skriver Jesper Sternberg. Og så skulle holde styr på, at nogle gange hedder han Claus Beck Nielsen og andre gange Claus Nielsen, når han er hjemløs... Jeg kan bare se så mange korrekturlæsere, som han må piske for at få det der til at køre. Det synes jeg er sejt. Jeg synes medierne, TV, aviserne, det er kunstnerens nye pensel. En forlænget arm man kan bruge. Bevidst eller ubevidst. De fleste af os er jo små amatører, der kikser i det. Men man kan blive bedre til det.
Ja, for du nævnte jo også, at du godt kunne lide at læse om det i weekendavisen. Er det også noget du kunne tænke dig at kaste dig ud i og deltage i, aktivt.
Jeg gør jo det, at jeg er meget i Information. Har debatindlæg som, som altid er æstetiske, på den måde, at jeg formulerer mig ikke bare som Jesper Nielsen. Jeg prøver altid at have en hvis afstand til materialet, ik.
Er det så som Jesper Nielsen, du skriver det. Eller er det som Sternberg?
Ja, og hvad er det for en skelnen? Jeg prøver altid at lave det til noget kunst, selvom det er til avisen. Og det gør måske også, at man ikke får... når man laver det som kunst, så har det uheldigvis eller heldigvis, måske også den ulempe, at man ikke bliver taget lige så seriøst. Man får ikke de der vrede svar der siger ”jeg synes Sternberg er en barnlig idiot, som burde holde op med at spy sin galde” eller et eller andet. Man bliver lidt usårlig og måske lidt harmløs, når man laver sådan nogle æstetiske læserbreve. Eller ikke breve, indlæg som jeg laver. Jeg ved ikke - har du set dem?
Jeg har faktisk ikke ...men jeg synes det er en interessant betragtning, at du ser dig selv som usårlig i den forstand, når du kommer med sådan nogle indlæg.
Ja, på en eller anden måde. Ja, de er sådan meget, de fleste indlæg jeg laver… Ja det tror jeg. De er meget lukket omkring sig selv. Det jeg laver i mine digte er, at jeg laver en verden, en sammenhængende ting. Og det gør jeg også når jeg laver debatindlæg. Sådan så der er en logik på spil i det. Og det er meget svært at komme ind og polemisere med det. For så skal man først forklare, at man har forstået den distancerede ironi bag latterliggørelse af en selv. Nu leger jeg, at jeg er Jan Sonnergaard. Og så bagefter skal man sige, at Sternberg er et fjols. Man skal ligesom redegøre for, at jeg har forstået dit og dat. Og det bliver til en mere problematisk debatsamtale, der skal føres på debatsiderne, det er der ikke så mange, der har orket endnu. Nu er jeg selvfølgelig heller ikke så betydningsfuld. Det kunne være hvis jeg hed Rifbjerg. Jeg kunne tage navneforandring til Rifbjerg. Altså et eller andet sted er det formålet med sådan nogle debatsider, at man går i dialog med hinanden, og så er det selvfølgelig lidt unfair, at lave nogle ikke-debatindlæg, nogle lukkede...
Ja, for man kan måske sige, hvis det du ville var at påvirke samfundet, så var der måske andre måder at gøre det på, end at skrive på den måde?
Ja, måske, jeg ved det ikke. For jeg ved heller ikke hvad der virker bedst. For en ting er selvfølgelig, at folk ikke kan svare på... eller at de ikke går ind og svarer igen. Men dermed ikke sagt at det ikke har betydning. Jeg ved da ikke hvilken betydning det har. Og jeg, sådan en som Strid har haft en betydning med hans kunstneriske udtryk. Jeg synes hvert fald at det er super fedt. Og det kunne jeg selvfølgelig også have lagt ind i denne her bunke. Jeg ved ikke. Men hans er jo også helt anderledes, rabiat.
Rabiat?
Ja, eller sådan mere direkte. Jeg står her og det her er hvad jeg står for.
Det var også det du sagde om Lars Bukdahl. Han har sit projekt og det står han ved.
Ja, og det skal jeg jo selvfølgelig også til at gøre. Et eller andet sted, ikke. Og så får jeg sikkert også nogle på hatten, men det må jeg så tage med.
Hvad mener du med at du skal til at gøre det? Synes du måske ikke du gør det endnu?
Nej, jeg har ikke rigtig meldt så meget ud med hvad... det gør man selvfølgelig også i og med at man får adgang til pressen. Men jeg har ikke så meget meldt ud med hvad jeg vil. Mine hemmelige planer om et eller andet verdensomspændende...
KOMMENDE PROJEKTER
Nu kan jeg ligesom se, at dine oplæsninger og dine arrangementer er ved at ebbe ud her i slutningen af måneden. Der kommer Roskilde, hvor I skal læse op med Poesi banko.
Nej det skal vi ikke alligevel!!!
Det skal I ikke alligevel?
Altså, jeg kommer sammen med Frank og Maja. Men vi skal ikke optræde med Poesi Banko.
Hvad kommer der til at ske?
Vi har også lige lavet Junge Hunde. Fik du billetterne?
Ja, det gjorde jeg, men jeg er ikke så meget for teater, og de andre ville ikke have dem. Og det må de selv om.
Altså over sommeren er det svært at få publikum. Og vi skal på Krogerup Højskole og lave et eller andet. Og Lars-Emil har et eller andet arrangement i Folkets park her i slutningen af Juni, den 19. Og så er der noget her den 6. juni, også... og jeg tror det er i slutningen af juli jeg skal på Krogerup. Og så er der august og der skal jeg sgu på ferie ikke. Og så i september, der lader det til at der allerede er 3-4 jobs. Så jeg ved ikke, hvor meget det stilner af. Jeg synes, det mere og mere. Og så har jeg en bogudgivelse.
 Jo, men jeg tænker ikke på om det stilner af, jeg tænker mere, at nu er der nogle ting der er afsluttet her og hvad så. Hvad kommer der så?
Vi har en efterårskavalkade på Kapelvej, som bliver kæmpe stort. Der bliver stævnemøder mellem - og nu skal jeg ikke nævne nogle navne, eller det skal der i hvert fald ikke i interviewet, for det kan jo være at der er nogen der ikke vil, og blablabla - men der bliver nogle stævnemøder mellem nogle megakendte forfattere og nogle næsten ukendte. Og så mig selv og Vagn. Hvor der skal skrives nogle tekster. De bliver parret parvis og så skal de vælge sammen hvad for en af de her, der er der er en eller anden mængde emner, opgaver de kan vælge at løse. Det kan enten, deres valg kan betyde, enten at de skal samarbejde med hinanden om noget, eller at de skal lave det hver for sig. Men i hvert fald skal de blive enige om et emne og fortælle om det og ja så bliver det læst op. Så der er et forløb i det, så det bliver faktisk ret spændende. Der bliver noget med lodtrækning og så ender det i en antologi og det hele er selvfølgelig afhængig af, at vi får penge til det. Men det regner vi med.
Og så er der et projekt i forbindelse med Nørrebro festuge. Som ligger i september. Hvor vi skal have nogle unge til at lave tekster, og så skal de gerne ud på plakater og på T-shirts og på en lysavis på Blågårds plads og de skulle også gerne munde ud i en antologi [red.: Sternberg har ved redaktionens afslutning oplyst, at begge ovenstående projekter foreløbig er udskudt]. Og så er der i efteråret noget i Kanonhallen. Jeg selv skal sammen med Vagn Remme lave en tragedie: ”Blidahlund”, som er et manuskript vi er i gang med at skrive. Men vi ved ikke helt hvordan det skal foregå, sådan rent scenisk. Og så skal de andre putte nogle forløb på også.
Ja, det lyder som om der er allerede, at der kommer flere, at det bliver sjove ting. Det bliver bare ved.
Ja, det bliver bare ved, det er nærmest en ubrudt strøm. Og det må selvfølgelig også, det klart, altså, jeg tror det bliver behov for ferie, på et tidspunkt. Man kan ikke blive ved med bare hele tiden at være på.
Så har du så udgivet ”Gugu Skaterdigte - hovedværken”. Og så har du kastet dig over en roman, har du gjort det før?
Nej, eller jo. Da jeg startede med at skrive i det hele taget, der skulle jeg selvfølgelig skrive den store samtidsroman. Det var mit første litterære projekt. Og det er jeg egentlig vendt tilbage til altså, et projekt, det er overhovedet ikke det samme projekt. Det, der med de helt almindelige mennesker, som så på en eller anden måde er en spejling af mig selv alle tre, faktisk. Og der er ingen tid i den roman, og det er meget sammenligninger ”Lise, Thomas og Finn” - hvad kan man ellers sige om det projekt...
Hvordan er det at skrive romaner i forhold til det du har lavet før, som jo er de her korte ting?
Jeg er lyriker eller. Jeg er mest, jeg er bedst og mest interesseret i de her små mekanismer sproget. Altså min opmærksomhed er flakkende, så jeg er ikke så god til at sidde ned og læse 400 sider, og slet ikke skrive det. Men så den måde jeg gør det på, det er meget, jeg lægger lag på lag på. Ligesom et digt har f.eks. en gentagelsesstruktur, så lægger man den på. Så finder man ud af, at det her skal gentages igen og igen. Og det på samme måde med romanen. Så finder jeg langsomt ud af, det er det her... øhh... altså for eksempel skal alle kapitler afsluttes med at omhandle det her. Nå, men så laver jeg den afslutning til alle gange, og på den måde putter lag på lag på. Der skal være noget, hvor de alle tre sammenlignes med hinanden på forskellige områder. Det skal der være en masse af. Så laver jeg en masse af dem. Så meget sådan nede, kryber rundt nede i græsset. Et eller andet...
Ikke sådan noget med, altså jeg kan godt følge dig i tankegangen, at man ikke skriver i en lang tråd, at man ikke tænker. Du tænker ikke lineært?
Nej, jeg tænker heller ikke i historie. Jeg tænker heller ikke den store historie. Ahh, jeg har en perfekt ide til en bog. Det skal handle om den her mand, der tager ud i verden for at finde sig selv og så kommer han tilbage igen. Jeg har ikke den der, sådan, søgen efter den ultimative historie, jeg synes bare det er sjovt at have sådan en barriere. De må på intet tidspunkt møde hinanden, men det skal alligevel opleves som er de i samme rum og blive sammenlignet og kan forelske sig i hinanden. Måske. Hvis det var opbygningen, sådan hypoteser hele tiden. Så det er meget sådan noget med at lægge nogle barrierer på mig selv. Og så finder jeg nogle overskrifter et eller andet sted. Jeg fandt ”den kvindelige eunuk”. Jeg kan ikke huske hvad forfatteren hedder, jeg har heller ikke læst den. Det er en feminist, hun har sådan nogle, ”had”, ”kærlighed”, ”kroppen”... ”følelsen”, og så er der en... Nå, men jeg bladrede i den, jeg er meget en bladrer ik, og så fandt jeg de overskrifter og tænkte, nå dem kan jeg bruge. Og så lægger jeg dem ind som overskrifter. Nå ok, det jeg allerede har skrevet, så skal jeg forsøge at sortere det ind i, hvad passer, jeg har noget der hedder ”had”, hvor passer det ind. Hvilke sammenligninger af Lise, Thomas og Finn passer under had og hvilke barrierer skaber det så. Fordi, det jeg har skrevet her, nåja, følelser, had det er jo også en følelse. Nå, men hvad er... Nå men så skal det, der er had virkelig være ekstremt, mens følelser det er sådan mere hverdagsniveauet, så kan man sidde og sådan lidt…
Det lyder også sådan lidt som om. Hvis jeg kommer til at sidde med den bog, så bliver det heller ikke sådan, at man kommer til at læse den fra ende til anden, så kommer man også til at springe eller hvad?
Det kan godt være. Det kan godt være. Det tror jeg ikke der vil være noget til hinder for. Fordi, det synes jeg er meget tiltrækkende. Og det var oprindeligt målsætningen. Jeg kunne måske i virkeligheden forestille mig, at det ender med at være en roman, som man kan læse uden at tænke specielt over det der, at der ikke er noget. Der er ikke nogen tid der går. Naturligt. Forhåbentlig vil det komme til bare at føles som en helt afrundet historie. Altså, jeg synes et eller andet sted, at der er noget sejt ved, at hvis man kan lave noget som fungerer også for et bredt publikum. Altså en Don Quixote, det synes jeg må det være det ultimative. Det vil jeg nu hellere end at skrive en Ulysses eller værre endnu. Selvom jeg også læser de der ting.
Jeg har ikke taget flere spørgsmål med...
STERNBERG I ANDRE MEDIER
Vi taler herefter om hvordan jeg vil lade hele interviewet være uformidlet med en minimal redigering og derefter viser Sternberg hvad han har købt for at kunne lave eget lydstudie. Samtalen fortsætter og jeg starter båndoptageren igen midt i en forklaring af cd-udgivelse fra Ord på Hjul.
Sådan en mystisk cd vi lavede engang. Ret syret, lidt… en bastard uden lige. Det er en cd, hvor Kasper Schultz mellem hver eneste, inden alle går på, så er det med Grinni Lombargo, der laver en præsentation af hvem vi er og hvor han fandt os. Som er så mærkelig en udgivelse, som kom i et ekstremt lille oplag. Som så kom lige efter vi havde været på den her turne, og vi ikke havde fået noget navn endnu. Og vi legede med om vi skulle hedde ’crazy bus’ eller hvad fanden vi skulle hedde. Jeg kan ikke huske de navne, der var oppe. Det er i hvert fald en meget mærkelig udgivelse, det er svært at se hvem den henvender sig til. Folk, der synes at Poetry Slam er fantastisk, men som samtidig godt vil have det der ”Ord på Hjul”-element med.
Nu kommer du så på Nettet. Tror du, ser du nogle muligheder i det. Eller er det bare fordi det hører med.
Jeg ser mange muligheder i det. Jeg har ikke helt fundet ud af det. Jeg tror, til at starte med at det skal være en rimelig enkel side, med nogle billeder til pressen, de forskellige formål der nu er, af bogen, af bagsiden af bogen, af forfatteren, helt almindelige... og så skal der være det særlige, der skal være en videofilm, det har jeg fundet frem til de sidste par dage, det skal der være på. Det skal til at starte med være det særlige.
Videofilm?
Med oplæsning. Det synes jeg egentlig er mærkeligt at der ikke er nogen danske forfattere der har videofiler med oplæsning liggende på nettet.
Vi ville faktisk lave en slags musikvideo med Lars-Emil... sådan en digtvideo
Det er også en oplagt ide... Jeg synes det er svært at se om man skal ...prøve at sælge sin fremførsel på video eller om man skal lægge det ud på nettet. For man når ud til et meget større publikum, hvis folk kan hente det gratis. Så er det spørgsmålet om det kan betale sig at kræve de penge ind oven i som man får. Jeg synes, det er et svært regnestykke. Hvor mon - nu er vi tilbage til det materielle – hvor skal jeg hente baconen henne? Oplæsninger kan give rimelig gode penge og foredrag og sådan noget, så det er måske der man skal hente det primært. Det er det jeg tror i øjeblikket. Det kan også være, jeg tror også det er et spørgsmål om at blive etableret. At når man når en hvis størrelse, så kan man begynde at hente penge andre steder.
STREET ART
Samtalen drejer sig mod intervieweren og vi taler om uddannelse og senere hvad Sternberg læser. Han nævner blandt andet Claus Beck Nielsen, T.S. Høeg ”samtid” og ”Numse-kaj” af F.P. Jac. Og han nævner senere en amerikansk kunstner ved navn ’Jenny Holzer’, der laver street art hvor hun placerer tekster ind i det offentlige rum.
Hvor til fodboldkampe, der har hun lavet sådan et, hvor der normalt var et skilt med skummende fadøl, så dukkede der sådan en ”du skal opdrage drenge og piger ens”. Og sådan nogle ... nu kan jeg ikke huske, det er længe siden jeg har læst hende. Hun opererer meget med at putte tekster ind i det offentlige rum, sådan på bænke og pludselig slå tekster i marmor.  Og på forskellige lysaviser og på plakater. Det kom sig af hvor hun på et tidspunkt så et skilt fra en ikke nærmere defineret offentlig myndighed, hvor der stod ”Pas på! Bumserne smitter, de har rabies, pest” blabla... og hun kunne bare se den der, når man så det skilt, så var det ligesom man fysisk fik en reaktion og sprang tilbage. Så begyndte hun at hænge sådan nogle one-liners, jeg ved ikke om jeg stadig har dem hjemme. Men de er enormt fede. Og det er også en mulighed at bruge det offentlige rum. Og det er meget, der jeg ser kunsten i dag. Det der er spændende, street art. Jeg har også selv lavet noget, der hed opslagstavleordsprog, hvor jeg hængte det op på opslagstavler i supermarkeder. Det er faktisk lovligt at hænge ting op på opslagstavler, hvor jeg brugte det som kommunikation. Jeg tog sådan nogle almindelige ordsprog. Jeg var til sidst også nødt til at finde nogle bøger med ordsprog, for jeg kunne til sidst ikke huske flere. Hvor jeg erstattede substantivet med opslagstavle. Det var syv supermarkeder på Nørrebro og det var hver eneste uge gennem et halvt år. Sådan noget. Den ene opslagstavle er den anden værd. Man skal ikke springe over, hvor opslagstavlen er lavest. Og der var ingen afsender, det var bare et stykke kvadratisk stykke papir uden afsender. Små opslagstavler har også ører. Om natten er alle opslagstavler grå. Sådan det er bare enormt flertydigt og det kan jeg godt lide. Hvem skriver det her og hvorfor? For jeg synes. Det der undervejs gik op for mig, det er at folk, der skriver eller hænger lapper op på opslagstavler, det er altid fordi de vil opnå noget eller sælge noget og snyde hinanden. Altså, dusør 50.000, dusør 100.000. Altså, dusør tilbydes, hvis man vil sælge sin lejlighed, så kan man få et eller andet beløb ud over det. Det synes jeg bare er deprimerende at se de andre opslag der var. Det blev sådan en kommentar til de øvrige. Sådan noget synes jeg godt man kunne lave noget mere af.
Men det er der så ikke penge i...
Nej, det er der ikke. Hvor får de der street art deres penge fra? Foredragsvirksomhed? Men jeg ved heller ikke hvordan de undgår at komme i spjældet, for når de først bliver kendt... ja jeg ved det ikke...
Men det er sådan lidt, alt det der gallerikunst. Det kommer sådan lidt fisefornemt i forhold til. For det er så uselvisk godt. Man putter bare noget unika, en unikaplakat op i det offentlige rum og man ved ikke, om der er en eller anden hund, der pisser på den eller ... jeg synes, der er et eller andet uselvisk ved det, der er ret fedt.
Jeg synes det er rigtig spændende med de nye medier, og den måde hvor mennesker er blevet nødt til at tiltvinge sig adgang til det offentlige rum, fordi det offentlige rum er blevet en vare man skal betale for. Men det er ikke alle, der har lyst. Altså, folk der har lyst til at kommunikere, det er jo ikke altid det er de samme mennesker der har penge. Så må man gøre det ulovligt. Det synes jeg er helt logisk.
Vi kommer herefter ind på hvorfor de ikke laver Poesi Banko på Roskilde Festivalen. Samtalen går over i musiksnak og afslutter uden et egentligt punktum. Dette var et portræt af Sternberg den 29. maj, 2004. Historien fortsætter.
|
print
Både en undfangelse og en forløsning kan være længe under vejs. Således bliver et debutant-kursus da også at betragte som et punktnedslag i en fortsat skrift- og bevidsthedsstrøm. Det væsentlige i dette 'punktnedslag' er den energi, der ligger i det autentiske møde og den dermed forbundne mundtlige udveksling af erfaringer og fortællestof. I et sådant møde etableres fælles referencerammer; basale livsvilkår etablerer på fantasifuld vis bro over eventuelle sproglige barrierer; helt fundamentalt opererer mennesker uanset alder, køn og nationalitet indenfor det samme tabu-område, og at berører grænserne for dette område er at sige: Jeg og du er mennesker, og herfra kan vi udfolde den fantastik, som muliggøres på netop dét grundlag. Det, at det så drejer sig om en bestemt type mennesker, der vel med en vis ret kan regnes for at være en slags 'rejsende i bevidstheder', øger kun de mulige fortællingers kritiske drivkraft. Man er på den ene side ligesindede, hvad angår det fælles menneskelige grundvilkår og forholdet til at skulle udtrykke sig på skrift; men på den anden side springer åndsforskelle desto mere i øjnene, ikke som en forhindring, men som en udfordring, der rummer kim for en mulig, ægte bevidsthedsforvandling.
Deltagerne ved Debutant-kurset 2004 fik efter et besøg på affaldsforbrændingen i Uppsala stillet denne opgave: 
1) Forskellige påskrevne papirstrimler (cut-ups fra Vonnegut's 'Slagtehal 5', cut-ups fra brochuren 'Uppsala Block 5 - Frågor och Svar' samt sætninger inspireret af 'dit ansigt forsvinder på vippen af borte' ). 
Vi har fået en positiv tilbagemelding fra Jesper Øland. Han kan især lide Lars-Emils oplæsning, hvor der er lagt musik under. Det ændrer dog ikke vores planer om en flerstemmig symfoni. Projektet virker overvældende og ambitiøst. Der er stadig meget tid, men jeg vil gerne presse på for at komme i gang, da jeg fra meisels~scherz ved, at der går meget tekst på en symfoni. Alt indholdet er tiltænkt at skulle blive skrevet fra bunden af. Vi har endnu ikke indkredset noget emne, ej heller om vi skal lægge begrænsninger eller retningslinjer i forhold til teksten. 
det giver måske spildtid om morgenen for andre... men lidt digtning / skrivning og praktiske gøremål rykker ”tiden” sammen. 
Men jeg er tømt. Skriften er her ikke længere. Det eneste jeg kan skrive er, at blækket flyder og højtalerne skratter. Om himlen og havet. Ordvalget fra de to oplæsninger vil ikke løsrive sig. Det er både genfødsel og død.