Rapport fra Debutant-kursus 2004
[tekst af Robert Henningsson]

Hvor helt nøjagtigt tager en skriveproces sin begyndelse, og hvornår kan det siges, at den har nået sit slutpunkt? Idéer kommer ikke af ingenting, selvom det af og til kan se sådan ud. Og nok kan en færdig-redigeret tekst tage sig ud som kulmination og resultat af en forudgående proces, men teksten er dog aldrig mere 'færdig' , end at den vil efterlade en efterklang, et ekko, en lille tvivl eller visse spørgsmål i kim. At dette ikke mindst må gælde romanforfatteren, fandt jeg, som deltager på Debutant-kurset Biskops-Arnö sommeren 2004, ud af, da langt den overvejende del af de deltagende debutanter (fra de 6 nordiske lande: Island, Norge, Sverige, Færøerne, Finland og Danmark) netop var romanforfattere.

Både en undfangelse og en forløsning kan være længe under vejs. Således bliver et debutant-kursus da også at betragte som et punktnedslag i en fortsat skrift- og bevidsthedsstrøm. Det væsentlige i dette 'punktnedslag' er den energi, der ligger i det autentiske møde og den dermed forbundne mundtlige udveksling af erfaringer og fortællestof. I et sådant møde etableres fælles referencerammer; basale livsvilkår etablerer på fantasifuld vis bro over eventuelle sproglige barrierer; helt fundamentalt opererer mennesker uanset alder, køn og nationalitet indenfor det samme tabu-område, og at berører grænserne for dette område er at sige: Jeg og du er mennesker, og herfra kan vi udfolde den fantastik, som muliggøres på netop dét grundlag. Det, at det så drejer sig om en bestemt type mennesker, der vel med en vis ret kan regnes for at være en slags 'rejsende i bevidstheder', øger kun de mulige fortællingers kritiske drivkraft. Man er på den ene side ligesindede, hvad angår det fælles menneskelige grundvilkår og forholdet til at skulle udtrykke sig på skrift; men på den anden side springer åndsforskelle desto mere i øjnene, ikke som en forhindring, men som en udfordring, der rummer kim for en mulig, ægte bevidsthedsforvandling.

Deltagerne ved Debutant-kurset 2004 fik efter et besøg på affaldsforbrændingen i Uppsala stillet denne opgave:

"Utgångspunkten är Vattenfalls anläggning för avfallsförbränning i Uppsala, Block 5. Var och en förfogar över en A4-sida, ett format som kan motsvara byggnadens rektangel (135 meter lång, 40 meter hög.) Uppgiften består i at byggnadens form och/eller funktion (volym, struktur, materialitet på något sätt ska överföras till A4-blockets pappers yta."

Ved et blik ind i affaldskværnen, så jeg et barneansigt på et mega-stort foto langsomt dreje og kæntre nedad, og da formedes i mig sætningen: 'Dit ansigt forsvinder på vippen af borte'. Jeg besluttede at lade denne sentens være udgangspunkt eller i det mindste indgå i den kommende opgave, som vi efter besøget i Blok 5 ville få stillet.

Gennem en samtale med Maria Gyllenhaal, Hanne Hedetoft og Karin Huber stod det klart, at en papirmodel af Blok 5 syntes at være en oplagt løsning. Vi forsynede en sådan model med:

1) Forskellige påskrevne papirstrimler (cut-ups fra Vonnegut's 'Slagtehal 5', cut-ups fra brochuren 'Uppsala Block 5 - Frågor och Svar' samt sætninger inspireret af 'dit ansigt forsvinder på vippen af borte' ).

2) En pastil-æske indeholdende løvblad påskrevet sætningen: Æd mig!

3) Et blankt, krøllet ark.

Vi havde under vor samtale gjort os mange filosofiske overvejelser af aspekterne i vort projekt, og der kunne da derfor heller ikke undgå at opstå en mere eller mindre udtalt skuffelse over, at der ved opgavens fremlæggelse ikke opstod kritiske spørgsmål, der kunne have fuldendt den del af processen, der netop omfattede den medoplevende bevidsthed.

Imidlertid blev disse i-rummet-ikke-udtalte-spørgsmål ikke bare hængende ureflekteret; på kursets sidste aften viste det sig, at vor kære underviser Sten Kaalø havde opsnappet en hel del sætninger bl.a. fra model-anlægget, og havde noteret dem ned på en lange 'bede-rulle', som nu i festligt lag blev foldet ud, imens vi hver og en messede de forbi-passerende sætninger, så der opstod en sand tibetansk knoglemarvs-kakofoni. Således blev der på ærværdig vis sagt farvel til Blok 5, og dermed fuldendtes en igangsat proces på en dybt sanseligt tilfrestillende måde. Og natten var da kun lige begyndt.