Dokumentation: Roskilde '04
[tekst og billede af Erik Scherz Andersen, gruppebillede af Daniel Noesgaard Rasmussen]

DECEMBER:
Tirsdag aften, Dag Hammerskjolds Alle. Vi sidder to og taler om hvordan vi konkret kan bidrage med noget på Roskilde Festival i år. For et par dage siden blev der af de andre medlemmer af koordinat givet grønt lys til at lægge en strategiplan. Fra start af afvises muligheden for at hver enkelt kommer og læser sine tekster og går igen. Scenen er et potentiale på grund af dens størrelse, fysisk og publikumsmæssigt. Samtalen falder på meisels~scherz og interessen for lyd, lyd i sproget, ordet, lyd som betydningsbærende og drivkraft i en tekst. En symfoni må det være. De første ord bliver sat på en ansøgning. Vi sender to A4 sider og en democd med forskellige lydfiler vi har liggende til Jesper Øland, ansvarshavende for Spoken Word teltet, Højskolernes telt.

Uddrag af ansøgning:

Projektbeskrivelse

En ”poetisk symfoni” fremført af koordinat.dk. Varighed enten 1½ time eller to gange 30-40 minutter. Symfonien vil være specielt kreeret til Spoken Word teltet på Roskilde Festivalen 2004.

Den almindelige forståelse af ordet symfoni er, at der er flere instrumenter og melodistemmer, et gennemgående tema, episke og lyrisk musikstykker og melodiens opbygning er i flere lag/ dimensioner strækkende over længere tid. Den ”poetiske symfoni” – projektet – vil på samme vis gøre brug af symfoniens karakteristika, blot vil showet være baseret på ordet, flerstemmigt eller ”performed”.

Seks digtere vil fremføre et korpus af mangestrenget tekst med (1) fokus på ordets melodiske/ rytmiske potentiale og (2) undersøge lydens betydning for lytterens perception.

Hybriden adskiller sig fra avantgardens simultanoplæsning ved at være planlagt og indstuderet; den adskiller sig fra teater ved at være baseret på digtningen frem for drama og dialog. Alligevel er udtrykket fremført, et show.

FEBRUAR:
Vi har fået en positiv tilbagemelding fra Jesper Øland. Han kan især lide Lars-Emils oplæsning, hvor der er lagt musik under. Det ændrer dog ikke vores planer om en flerstemmig symfoni. Projektet virker overvældende og ambitiøst. Der er stadig meget tid, men jeg vil gerne presse på for at komme i gang, da jeg fra meisels~scherz ved, at der går meget tekst på en symfoni. Alt indholdet er tiltænkt at skulle blive skrevet fra bunden af. Vi har endnu ikke indkredset noget emne, ej heller om vi skal lægge begrænsninger eller retningslinjer i forhold til teksten.

Der bliver foreslået en skrivedag og egentlig er jeg skeptisk. Jeg tror ikke, at jeg kan skrive i så manges nærvær. Lejligheden på Heisesgade har godt nok to rum, sofastole og spisebord. Der vil være skrivemaskiner, bærbar og printer, samt gammeldags håndskrift. Men jeg kan ikke afvise det: det må afprøves. Også fordi vi skal i gang. Måske kan vi finde temaer, udveksle ideer. Måske skriver de andre godt sådan, så må jeg bare skrive når jeg kommer hjem.

6. -7. MARTS:
Jeg har tømmermænd 6. marts. Men jeg har også kakao og sædvanlig lyst til at tage det første ord. Det venter de andre også på at jeg gør, for herefter selv at kunne byde ind med hvad der ofte er bedre ideer og løsninger. Der forsøges at lægge en slagplan for dagen, men det ender med at vi tager hver vores stykke papir og sætter os for at skrive. Selvom vi har udvekslet ideer, der er blandt andet blevet foreslået, at størrelsesforhold mellem mennesket og det store rum kunne være et tema, og vi er blevet enige om at vi må udfordre hinanden til skrift, så er det som om teksten selv må afgøre hvor den vil hen.

Jeg kan ikke huske om der er musik i baggrunden. Det er der sikkert. Men vi sidder og skriver og hænger kladder og færdige tekster op på væggen med elefantsnot. Vi læser hinandens tekster og tager ord, objekter og lader dem få en rolle i vores egne. Hvis man kan sige det er vores egne. Det er det nok stadig. Men det er tydeligt da vi øver det første færdige tekststykke for fire stemmer om søndagen, at alle er klar på at tage stemmerne til sig og at teksten allerede er fælles. At teksterne ikke er så hellige at ophavsmanden føler sig krænket, hvis teksten omskrives.

svaner hvæser som vækkeure
det er sort blæk der flyder
stingene rives op og ind falder
monokler, du skal skrive arabiske
eventyr med nyplukkede fjer

Det er en hel skriveweekend og tekstmassen er svulmet op og der ligger mange gode ideer og tråde der kan fortsættes på, når vi tager hjem. En syv minutters lang symfoni ligger klar, færdig, søndag middag. Jeg gennemgår den for de andre, hvad jeg har tænkt, hvor timingen er vigtig, hvordan stemmerne skubber til hinanden og hvor den ene er dominerende, hvor den anden bryder og hvordan klimaks bygges op for til sidst gerne at skulle kamme over, helt over. Min egen stemme i teksten er til at overse, det er de andre der skal arbejde nu, så jeg har samtidig mulighed for at opleve lyden. Selvfølgelig har jeg haft en ide med teksten da den blev skrevet, men den forvandler sig og folder sig ud i oplæsningen. Jeg er begejstret. Og selvom ikke alle endnu har forstået det samlede koncept og en enkelt efterspørger muligheden for at læse op solo, så er perspektiverne lysende. Da vi tager hjem står der en række ord som skal danne den foreløbige ramme om vores tekster. Der står:

SVANE

GRUSVEJ

HIMMEL

ROTERENDE/CIRKEL

NICOLE KIDMAN/MEIN COLA KIND

BLÆK

onde ånder ånder under

Det levende vand.

Lyde hører mig synge.

Jorden drejer min gang

gynger bryster fulde af lak
Jeg er Simons roman!

ET HELT NYT LYDKONTINENT STIGER OP

14. APRIL:
Vi har i dag afholdt endnu en skriveproces. Vi gik på Statens Museum for Kunst (det er gratis om onsdagen) og blev væk fra hinanden og forsøgte ellers at skrive. Nogle lod sig inspirere af teksterne, andre skrev om Lykkehjulet, elevatorer og Michael Meyerheim introduceres for første gang (Michael Meyerheim har både lavet Eleva2ren og Lykkehjulet!). Nicole Kidman er herefter ikke alene. Teksterne lægges fortsat ud på http://meincolakind.blogspot.com, men produktiviteten skal op, hvis vi vil lave 2x 45 minutter i Spoken Word teltet . Organisationen af dagens skriveværksted kiksede lidt. Det kræver mere end man tror at skulle koordinere seks mennesker og så kan kommunikationen briste. Sådan er det i et fælles projekt. Man må leve med de andres mangler for at udnyttes deres styrker til fulde.

Elevatorforførerens
seneste offer
er fanget igen mellem
kælder og himmel
Han venter til stoleben brister
og lykken strammer som
en omvendt hestesko

Elevatorforførerens
første bedrift
var en istid af ømhed
og korslagte børn
i et lykkehjul spundet
med ufred

Elevatorforførerens
vej er væmmelig færd
med stempler i bund
og højt til loftet
det er nødstop på nødstop
og sprængte balloner
i spejlene klirrer et øje af frygt

og tænderne

Hun har blod på tænderne
Hun har blod på tænderne

Vi arrangerer en tur i sommerhus lige op til Roskilde for at få øvet tingene igennem.

22. MAJ:
Jeg har ændret mit navn på MSN messenger til ”alle veje fører til Rom, men ingen ind i Europa”. Der er Europaparlamentsvalg og den sidder jo lige i øjet. Jeg tænker over konflikter der eksisterer internt og eksternt i forhold til Europa og kommer til at tænke på hvordan de løses i forhold til for f.eks. 200 år siden (eller bare 60). Jeg skriver:

”mesterskabet afgøres på papiret”

Jeg har altid været fascineret af kort og især små dioder der lyser, f.eks. i København, flere ned gennem Europa. En i New York. Etc. Jeg skriver:

”gule tegnestifter rejser sig som en solopgang”
”røde tegnestifter er skud langs fronten”
”der tegnes en matrice hen over et atlas”

Jeg er tilfreds med de to første linjer, den sidste er lidt for kommenterende. Jeg fortsætter:

”banker et søm på tavlen/ kalder det nul komma nul”
”der spilles petanque på kanten af offside”

Her kan petanque ses som (kanon)kuglerne i en skyttegravskrig og petanque og offside hænger i øvrigt i sin spil/sport metaforik sammen med et ældre digt skrevet af chrz og det noterer jeg ved disse one-linere, der senere må være en del af det flerstemmige.

27. MAJ:
I Berlingske Tidende var der i går gengivet en tale Bush har holdt for den amerikanske befolkning. Den er retorisk og manipulerende, men fantastisk veldrejet. Hør bare:

”vores fjender er gode til at fylde hospitalerne men bygger ikke nogen”
”vores fjenders handlinger er brutale, beregnende og lærerige”
”fjendens indflydelse er vold og deres agenda hedder død”
”bitterheden og det brændende had vil falme og dø”
”vi vil være standhaftige, besejre denne fjende og fastholde den hårdvundne jordlod i frihedens verden”.

Alt dette finder sig lige så stille til rette i symfonien. Det kan blive en fræk anden- og tredjestemme, som også siger ”himlen er fyldt med kinesiske håndtegn” (omskrivning på omskrivning af The New Years sangtitel ”chinese handcuffs”). ”Himlen er fyldt... ” er i familie med de allerede formulerede

”himlen er stjernernes hængekøje”
”natten falder gennem himlens si”
”jeg skiller langsomt stjernerne fra hinanden”

Sidstnævnte er en oversættelse fra ”bad entropy” af why? (Anticon), der, som et intermezzo, synger ”and slowly the stars are separating”. De to første er nært beslægtede og blev skrevet på baggrund af associationer. Muligvis på baggrund af en rest af noget jeg har hørt - det kan jeg ikke afgøre nu.

14. -18. JUNI:
I fire dage bor vi seks mennesker i et lille sommerhus i Tisvilde. Her skal vi have sat de stykker af tekst sammen der er blevet skrevet i de sidste par måneder. Og det skal øves, igen og igen. Symfonierne er som musik og timingen skal være der. Forståelsen af at man spiller én rolle blandt mange roller, at det ikke er teater men alligevel indeholder et spil, således at den enkelte stemme kan træde frem eller i baggrunden når teksten først ruller. Nedenstående er korte linjer skrevet om aftenen og skal, som andet, betragtes som et subjektivt stemningsbillede.

Onsdag:
Et par stykker har siddet oppe hele natten og sover derfor længe... det giver måske spildtid om morgenen for andre... men lidt digtning / skrivning og praktiske gøremål rykker ”tiden” sammen.

Vi skulle sætte de mange stykker, der egentlig er skrevet over samme tema, men ikke har en rækkefølge, sammen. Det tager tid at få overblik over tekstmassen, men det lykkes ved at afprøve forskellige kombinationer.

Nu står vi sikkert med 2x 30 minutter plus ekstra soloer og og og og, lad os nu se. Om lidt skal vi spise.

(…)

Aftenen er blevet brugt konstruktivt og der lappes forskellige steder. Både i teksterne lægges nu stykker ind og i overlapningerne har der været brug for mere præcision og vægt for at få skabt den helhed det i virkeligheden er.

Torsdag:
Vi er ved at være dér. En øverunde mere. Min lunte har været kort i formiddags, men tingene er ved at falde på plads. Enkelte ting falder nu for ”æstetiske” krav, andet for den personlige smag og forfængelighed. Jeg synes selv at sidstnævnte ikke kan være argumenter. Om grøn er en pæn farve eller ej om svesker smager godt kan ikke diskuteres, men det kan diskuteres hvilke farver grøn står godt sammen med og hvad svesker smager godt med...

2. sæt mangler at blive øvet en sidste gang og herefter står den på lidt fæææst. (har jeg fortalt at der er EM i fodbold og at vi er gået glip af lige så mange kampe som vi har set?)

5. AUGUST:

en verden at drukne mig selv i
et hav at drikke af
en seng at blive genfødt i
...på livstid

linjerne er konstrueret i fri inspiration fra sangtitlen ”A world to drown in” af den danske metalgruppe Blazing Eternity og et vers fra man'sbestfriend's ”The new human is illegal” (i øvrigt årets plade 2004), som går: ”You gotta have water to drown and light to read, I'm getting good at writing in the dark.”.

Linjerne står tilbage. Det var en verden jeg blev opslugt af, et sted hvorfra mit blæk kunne flyde. I digtsamlingen 'skrift' har Laugesen skrevet ”hvis skriften stopper har den ikke været her”. Det er ikke rigtigt. Den har været her. Roskilde er historie. Det er vores oplæsning også.

Men jeg er tømt. Skriften er her ikke længere. Det eneste jeg kan skrive er, at blækket flyder og højtalerne skratter. Om himlen og havet. Ordvalget fra de to oplæsninger vil ikke løsrive sig. Det er både genfødsel og død.