Processer
En gennemgang af tilblivelse
[Tekst af Martin Snoer Raaschou]

Leder

[Jeg er frustreret og sætter mig ved min skrivemaskine.]

Jeg ved det er herinde et sted
at lykken og sorgen bor
i et hus som en lomme
en moders mave (klokken i navlen)
de ligger og sover uden drømme
midt i stuen, oppe i luften
det runger, de snorker i lungerne
vinduet omme i nakken

[Jeg sidder fast i digtet, rytmen er løs og uholdbar henimod midten/slutningen og må skrives ind igen, kroppen er kommet skævt på. Jeg begynder på ny. Er glad for den første linje.]

Jeg ved det er herinde et sted
at lykken og sorgen bor
i et hus som en lomme
i maven bag trøjen med klokken i navlen
der ringer og ringer på
til deres drømmeløse søvn
midt i stuen, oppe i luften
svævende spøgelser, gennemsigtige

[At bruge ordene lykken og sorgen er et problem, som jeg som udgangspunkt ville prøve at omgåes. Jeg kom på nogle lidt tåbelige afveje med spøgelserne, og det vigtige var gennemsigtigheden, men den er også noget svag i betydningen. Jeg kan godt blive lidt overfokuseret på tings placeringer i rum og hvad de er lavet af. Prøvede at bruge almindelige ord som også drømmeløse er det. Det kunne godt stå i en ordbog. Kan godt lide maven bag trøjen og i et hus som en lomme. Ringer og ringer på er lidt meget Penelope-agtigt. Men nu dropper jeg det helt, og vil skrive et nyt digt med det samme, og så klør det i skridtet på mig. Når maven sidder (nogenlunde) mellem skridtet og hovedet ville det være passende også at tale om øret. Så klør det i øret.]

Jeg følger mig ned til min mave
det klør i øret
det klør i skridtet
men jeg ved

[Jeg får en idé til at skifte frem og tilbage hver anden linje fra kropslige irritationer til en søgen efter lykken og sorgen og tilbage.]

Jeg følger mig ned til min mave
det klør i øret
jeg ved at derinde et sted
det klør i skridtet
bag navlen som jeg stikker en finger i
jeg har lidt ondt i ryggen

[Men det klør i skridtet skal længere ned i digtet. Det er pointe-agtigt.]

KROPPEN KØRT OVER AF HJERNEN

Jeg følger mig ned til min mave
det klør i øret
jeg ved at derinde et sted
og jeg har lidt ondt i ryggen
bag navlen som jeg stikker en finger i
det klør i skridtet
der sidder lykken og ulykken
det klør også på ryggen, på ballen
jeg kan ikke åbne maven
jeg har søvn i øjet
der er hverken døre eller vinduer
og min fod er øm

[Det kører ok, men jeg er mere fokuseret på hvor det gør ondt og så videre end det egentlige formål med digtet - at finde ud af eller ind til frustrationen, og har ikke lyst til at skrive det færdigt sådan. Tager computeren frem og skriver på den i stedet.]

Leder

Jeg ved det er herinde et sted
der er lys på kontoret, hallo
og en pige i en lys blå nederdel
som tager diktat mens hun med læberne
mimer hvert et ord på kontorstolen
kigger ud på vinduet og har overblik
over skyerne, sidder herinde et sted
jeg kan mærke det på maven
goddag, hun henviser mig til elevatoren
jeg har ømme fødder, det klør også
på ryggen, på ballen, i øret, hun trykker
på knappen og vender sig om og hentyder
flere forskellige ting, jeg ved at det er der
jeg ved at det er her, jeg bevæges
nedad af det lille rum, det klør
og jeg stikker en finger ind i min navle
det knager, døren skydes til side, en finger
til og så hele hånden, jeg træder ud
i kælderetagen med hånden inde i maven
og begynder at lede mellem vandrør
og faldstammer og afløb, dette store hus
jeg ved at det er her og drejer
om et hjørne, gangen er oplyst
af en lang række børn med fyrfadslys
på skeer i mundene, de stirrer intenst
på min arm som er forsvundet nu
fra albuen nedefter ind i min mave og
begynder at ryste på skeerne, skyggerne flakker
uhensigtsmæssigt meget, et påtaget beroligende
godaften og der går ild i håret på den første
som skriger, panik.

[I mellemtiden har jeg lavet en masse andre rettelser, som ikke kan dokumenteres pga. at det ville være besværligt da digtet er skrevet på computer og man jo bare kan slette og rette som man lyster. Digtet er kommet tæt på en drøm (som jeg dog ikke har haft), det slutter hvor det gør fordi jeg ikke gider mere. Læseren er nok ligeglad. Der er ikke nogen større tanke bag det, men en søgen efter noget blandt ting, der kommer frem fordi de tricker hinanden i fantasien. Har gjort meget ud af rytmen, selvom den er løs. Kan godt lide ordet forsvundet. Var til koncert med Jørgen Leth og band inden jeg skrev det, deraf de flere forskellige ting og det påtaget beroligende godaften. De er tænkt i hans sproglige vinkel. Følte ikke at jeg kunne komme videre end til kælderen, vidste ikke hvad jeg skulle gøre af børnene. Det er et komisk billede med skeerne. Det med fingrene på vej ind minder om et digt af Christian Dorph fra Popcorn. Havde problemer med at sætte kommaer i slutningen af linjerne, og problemer med at lade være. Nogle steder er det bare ikke muligt at have dem, selvom de burde være der, og så er det bedre helt at lade være, fandt jeg ud af. Jeg har ikke noget særlig nært forhold til det digt, da jeg ikke fandt ud af hvad der var galt den aften. Teksten vil ikke kunne sige det til nogen. Sætter titlen på til sidst. Er lidt ærgeligt over hvor drømmeagtigt det er blevet. Drømme er ikke digte. Men det forsvarer vel nogle af de mere ligegyldige bemærkninger som f.eks. vandrørene og faldstammerne og afløbene. Digtet krævede meget sin egen ret, det kan være et problem for den der skriver det. Man vil jo helst være ærlig. Eller vil man?]

Penelope 105

Bølgerne skyller havet op ad trappen
og trinene skubber

Bølgerne skyller
havet op ad trappen

Bølgerne skyller havet
op ad trappen, så trinene stejler
og skubber vandet
tilbage i bølgernes

Bølgerne skyller havet
op ad trappen [på kajen], så trinene stejler og
skubber til vandet, der falder med drøn
i bølgerne, bølgerne vælter
med vandet, som trappen går ned i,
de ruller og råber med evige tunger
fordi de vil op imens havet
synker til bunds.

Vinden bladrer i vandet,
der falder med drøn
i bølgerne, bølgerne vælter
mod landets små
klipper, der stejler,
det skummer
for neden, så meget (for meget) at
havet kun bobler og bobler
og synker til bunds.

Vinden bladrer i vandet,
der falder med drøn
i bølgerne, bølgerne vælter frem,
som klipperne vælter tilbage, de stejler så
jeg tynger vinden i bukserne, ser, at det skummer
for neden, så meget (for meget) at
havet må græde, det bobler op, bobler og
synker til bunds.

Vinden bladrer i vandet og fiskene frem og tilbage i samme,
der falder med drøn, med bølgerne, bølgerne vælter

Vinden bladrer i vandet, bølgerne, bølgerne
vælter mod klippen hun savler på, drømmer om

Og endelig:

Penelope 105

Vinden bladrer i vandet og
bølgerne drøner bølgerne ind over klippen,
hun savler på, drømmer om: klippen er træet
og træet en bog, låst og lukket af havets tyngde.