print

TURBO
[af Rasmus Halling Nielsen]

Højholt ind i landskabet han bukker og takker og går ud igen
ind i landskabet Højholt han bukker og takker og går ud igen
ind i landskabet han bukker Højholt og takker og går ud igen
ind i landskabet han bukker og Højholt takker og går ud igen
ind i landskabet han bukker og takker Højholt og går ud igen
ind i landskabet han bukker og takker og Højholt går ud igen

Turbo, fra 1968, er rent stilistisk enestående! Bogen er formet som et gult postkort, og indholdet skifter, med få undtagelser, mellem 6, 8 og 12 linjer hvor der bliver gået til sproget, som titlen antyder. Per Højholt siger følgende i samtale med Lars Johansson: ”Digtet Turbo har den egenskab,

at alle bevægelser i det er ligesom musik, de er kunstige. Egentlig er der ikke noget der bevæger sig overhovedet, men det er fuldt af forskydninger og pauser og gentagelser med variationer. Turbo er skrevet efter at jeg havde hørt Jimi Hendrix de første gange og jeg tænke: sådan må man kunne skrive! Det lykkedes mig, efter min egen mening, at komme tæt på. Afgørende for bogen var, at jeg tænkte fuldstændig kynisk: hvad sker der med en tekst, hvis man tvinger den op i tempo? Hvorfor køre i andet eller tredje gear, hvis der er fem? Så jeg prøvede at sætte sproget op i femte gear.”

Og netop det høje tempo, kaster dekonstruktioner af sproget af sig!”

s. 1
man kan gå frem det er muligt ad den højre vej til målet
man kan gå også det muligt frem ad den røde vej t målet
man kan det muligt det også ad den slagne vej nå t mange
målet klædt i nul og med sokker på og intet til forskel
tænk dig målet som et stort et fald et stoort styrt ned
tænk dig m det også muligt som et el-fad stort m sukker

På første side støder man ind i pudsige forkortelser (en art stenografi fra forfatterens hånd). 'til' bliver reduceret til 't' og 'målet' bliver til 'm'. Læserytmen adopterer disse forvandlinger og Højholt kunne sende hele samlingen pr. SMS! Han siger dette: ”Man skal begynde med det bogstavelige, det for øjet helt indlysende. Vi vesteuropæere ser meget tit slet ikke ordene. Vi opfatter kun hvad de betyder og det er sgu ikke nok! Kineserne har det nemmere, de har et tegn for hvert ord - det har vi da heldigvis ikke. Det fører til for meget. Derfor er vi nødt til at benytte os af bittesmå ting, for eksempel ting som skrivemaskinen henviser til.” Om selve processen og ordenes forvandling bekender Højholt sig: ”Et sted sætter jeg tempoet i linjen så højt op, så alle vokalerne skifter til ”i”, som er en hurtig vokal – vhiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiiirrrrr. Wiiium! siger det så, da digteren ryger ud af bogen, helt bogstaveligt. Men han grabber ind igen i næste linje, hvor parenteserne er som neglemærker. Og så taler han videre og kommer ind i tekstens område. Digtet fes af sted og tegnene dryssede af i farten. Det viste sig at passe mig godt at lave et effektivt sprog, som farer af sted. Dermed defundere ordenes betydninger med hinanden hele tiden. Der sker en osmose mellem ordene, fordi det går så stærkt, at næsten ingen sætning gøres færdig. Alle pauser forsvinder, alle punktummer forsvinder. Man løber hele tiden hen i næste sætning af bare fartglæde og lyst til at komme videre.”

s. 6

betonbrev frankeres og omme bag portoen hvor mørbrade braser i ovnlys og gule / ærter er i kog i tusmørke og selleri skrælles og skæres i terninger på bræt og / m-hætten selvstarter og suser og grydens planslebne el-bund knaser pulverkaffe / mod plastlaminat og køkkenknive dugger på magneter og en skuffe skubbes i på / nylonskinner skubbbang sidder han på taburet en køkkenskriver køkkenskriver / breve af papir set et arkipelag af små ishvide firkanter i ordhøjde på bordets / forkant ham samtalernes korthus lå bundtet med elastik i den skuffe og rasp og / maizena jeg må korresponderer må jeg foreslå en korrespondance ml alt og alle / og alle har jeg brev i ovn til et åbnet brev man kan gå ind for og et / lukket brev man kan gå ud fra et brev hvor vi alle kan sidde og høre radioavis / (præsens) et brev som jager os alle sammen ud på altanerne og et brev fyldt af / bræk og hortensier og endelig som noget helt naturligt et gammelt brev af klar

Erik Skyum-Nielsen skriver i sin gennemgang af Turbo, ”Modernismen punkteret”: ”… Det er derfor næppe for meget sagt at Turbo for enhver der kender og elsker Per Højholts forfatterskab hører til de konstante irritationer. Den synes så let at gå til, så åben og venlig, så ligefrem i sin kortlægning af poesiens og sprogets og sine egne veje – men lige så let er den at forsvinde i: der er ingen sikker hovedgade, kun fristende blindgyder.” Turbo er med sin fart og form en kompliceret samling. Ordene muteres til ukendelighed og der skubbes virkelig på luften! På side elleve præsenteres læseren for en hovedperson (bemærk hvordan Henry helt konkret rykkes ud mod højre side af teksten!)

s. 11

henry ind i landskabet han bukker og takker og går ud igen
ind i landskabet henry han bukker og takker og går ud igen
ind i landskabet han bukker henry og takker og går ud igen
ind i landskabet han bukker og henry takker og går ud igen
ind i landskabet han bukker og takker henry og går ud igen
ind i landskabet han bukker og takker og henry går ud igen

Til denne passage siger Højholt: ”I digtet ”henry” handler det jo om at Henry går ind i landskabet, og bukker og takker og går ud igen. I almindelige realistiske romaner har forfatteren altid problemer med at få personerne ind. Personerne siger enten for meget eller for lidt. Og så tænkte jeg: hvordan er det nu ude i virkeligheden? Der møder man et menneske mange gange, og man udbygger gradvist kendskabet og indtrykket af ham eller hende. Allright, tænkte jeg, vi lader personen komme ind ti gange. ”henry ind i landskabet han bukker og takker og går ud igen” Jeg skal have ham ud igen, for ellers kan han ikke komme ind. Sådan blev det ved, jeg skubbede Henry. Min næste linje lyder: ”ind i landskabet henry han bukker og takker og går ud igen” Og det går, indtil jeg kommer ind i 3. linje, hvor der står: ”ind i landskabet han bukker henry og takker og går ud igen” Der er det Henry, der bliver bukket, ligesom ståltråd. Men helt galt går det i 4. linje: ”ind i landskabet han bukker og henry takker og går ud igen” Så siger læseren til sig selv: ”hvem fanden var det der bukkede, for Henry er ikke kommet endnu” Når Henry kommer på den forkerte side af ”han”, så er det ikke Henry der henvises til, og så blafrer det bare op i luften. Så er læseren nødt til at lave en person, og det gør han eller hun så.”

Turbo er en bog om alt og ingenting. Handlingen indeholder metapoetiske overvejelser og dagligdagsting: ”Bækørred og våd brøndkarse”, ”maizena” (og alskens køkkengrej). Selv en fodboldkamp i teksten, bliver der plads til:

s. 1o

syn på kampen blomstrer som et flueøje og ”som mørk og bøjet nu en / solsikke med tandhvide frø rager ud af tågen og blomstrer igen åhnej” / hvirvler af sproget et sprog som i dejsende opspring fra nulhuller / bryder igennem solsikkens bid og tvinger linjevogteren til at dømme / 6512 indkast og han griner og vinker med flaget og dømmer 5614 off /side og træder til side for exprestog af kendelser der i en sky af /ispinde plasticbægre skod kapsler aviser kartoner cellofanstrimler og / pølsebakker sugerør og blade ustandselig farer forbi og hvirvler i m

Om Turbos indhold og udseende skriver Erik Skyum-Nielsen dette: ”At værket skal opfører sig så drilsk, er egentlig underligt. For Turbo mangler bestemt ikke ”orden” i dén forstand. Den har form som et brev, en smuk gul kuvert fra forfatter til læser, med nydelige rektangulære ordblokke… Hvorfor, må man spørge, forbliver Højholts hovedværk fortolkernes hovedpine? Jeg tror årsagen ligger i, at værket forener en høj grad af refleksion med en frapperende mangel på overordning. Refleksionen medfører, at teksten ustandselig kigger sig selv over skulderen og dermed foregriber fortolkerens arbejde. Hvor fortolkeren går ind i forventningen om, inderst i det rum hans intellekt lyser op, at møde meningen i al dens jomfruelighed, dér står forfatteren, overalt, grinende, med sin metapoetiske praksis og sin anti-litterære skepsis, som dog ikke er mere meta- end at det på den anden side heller ikke lader sig gøre at slette formens og temaernes mangfoldighed og gøre dem til underordnede udtryk-for poetikken – bevægelsen hører aldrig op, ”over” skifter uophørligt med ”under” i æggende spejlinger der sætter fortolkerens indarbejdede forhåndsopfattelse ud af kraft.”

Turbo har så mange facetter og strenge at spille på. Den kan læses forrygende hurtigt, men under lagene af ord ligger mange skjulte intratekstualiteter. Turbo samler sproget i et stort edderkoppespind: Niels Egebak kommenterer det i bogen ”Højholts metode” kapitel 7: ”Turbo har, som nævnt, format som et brev. Dette understreges af omslagets gule farve (gul kuvert), og af den kendsgerning, at siderne (arkene) kun er beskrevet på den ene side (den modstående side anvendes udelukkende til ark-nummerering). Selve teksten betegnes da også flere steder som et brev: ”betonbrev” (konvulsivisk), ”turbobrev” (rokkende), ”sulfobrev” (boblende), og i begyndelsen hedder det: ”jeg må korresponderer må jeg foreslå en korrespondance ml alt og alle / og alle og alle har jeg brev i ovn til…” s. 6 – endnu en ironisk hilsen til symbolismens korrespondancelære! Brevskriveren præsenteres som køkkenskriver, fordi han befinder sig i, kraftigt udpenslede, køkkenomgivelser, og han ”køkkenskriver / breve af papir se et arkipelag af små ishvide firkanter i ordhøjde…” s. 6. Teksten peger altså på sig selv som tekst i færd med at blive til. Dette understreges yderligere af, at hovedpersonen siges at komme kurrende ind fra venstre: ”her hen over arket typisk nok kurrende / på en pennespids” s. 7. ”Han” er altså til udelukkende i kraft af sproget, en grammatikalsk person, og det siges, at de breve, køkkenskriveren skriver ”trækker ham ud på så tynd is / at det er tyndheden som bærer ham til at lægge pennen…” s. 7 – altså den tynde sprogflade i selvudfoldelse hen over det hvide papir. I løbet af disse første sider etableres med andre ord de rammer (den ”firkant”, eller, om man vil: det koordinatsystem) inden for hvilke teksten skal udfoldes, og de to vigtigste tematiske planer – køkkenplan og skriftplan – gennem hvilke den skal forløbe (senere kommer endnu nogle tematiske planer til, f. eks. et ”seksualitetsplan”, men de forholder sig klart til de to første som funktioner af disse). Det dagligdags, banale køkkentema bliver altså påskud (og mulighed) for skriftens udfoldelse, dets udvikling og variationer danner folie for denne udfoldelse, som i øvrigt sker gennem et væld af ordspil, skjulte citater og litterære referencer, der indskriver dem i en omfattende intertekstuel sammenhæng. Til tekstens koordinatsystem hører, at den – i analogi med f. eks. Joyce's Ulysses – beskriver et forløb, hvis varen udgør en dag: på anden side tales der om ”start på dagen”, og sidste afsnit fortæller, at denne dag (18, marts 1968) nu er ved at være slut og ”vi glider ned i / denne den 19de” s. 29. Efter afslutningen – ”mælken fryser i sin karton og solen se dens vældige horn (der ses op” – løber teksten farten af sig i tre korte tekster under den fælles titel ”Punkter” (som skal vise sig at indgå i den følgende cyklus, netop med titlen ”Punkter”). Teksten er altså på én gang et lukket forløb, som fører læseren tilbage til sit udgangspunkt, og et åbent forløb (man bemærker, at parentesen ikke lukkes), der peger frem mod sin mulige fortsættelse, som paradoksalt bliver mulig netop i kraft af lukningen, der kun er af tematisk karakter og ingen lukning af skrift / sprogudfoldelsen. Denne kan pr. princip ikke lukkes, men kun momentvis bindes i en foreløbig tematik, f. eks. i form af en (fiktiv) meddelelse (et turbobrev) til en læser. Det er derfor også følgerigtigt, at ”vor helt” (henry) bogstaveligt dør ved tekstens slutning (”der ses op i loftet fra en døds øjne…” s. 28). For ”han” eksisterer kun som del af den tematik, der klinger ud, efter at den en stund (f. eks. den tid det tager at læse bogen) har været suget med ind i sprogets turbolerende selvudfoldelse og er blevet forbrugt i den. Sådan er altså strukturen i cyklusens storforløb, som imidlertid udgøres af ti mindre forløb (10 digte / tekster), der hver især danner cykliske strukturer af homoglog karakter. Hver ny teksts begyndelse markeres ved, at der startes midt på arket, således at dets øverste halvdel står tom. Den bevidste hensigt hermed synes at være ønsket om at fremsuggerere en oplevelse af, at teksten så at sige træder frem af tomheden og vender tilbage til den, eller / og ønsket om at henlede opmærksomheden på den bogside, teksten er trykt på. Disse to muligheder udelukker ikke hinanden, men kan tværtimod gensidigt støtte hinanden. Vel at mærke, hvis ”tomhed” renses for de metafysiske overtoner, der traditionelt er forbundet med dette begreb, og helt præcis sættes i forhold til den sprogmaskine, hvis fungeren bogens titel peger direkte på, og som præcisering af denne fungeren i dens ubestemhed. I øvrigt markeres sprogmaskinens turbolerende fart ofte med deformeringer af enkelte ord, som f. eks. forkortes ned til begyndelsesbogstavet (m for mål etc.) eller underkastes vokalforandringer (”hænger helt her ide i niglini ((((((((” som markering af en hvinende opbremsning), eller der foretages anagrammatiske omstillinger af bogstaverne (”et fald” bliver umiddelbart efter til ”et el-fald”), etc. Alt sammen som konkrete illustrationer af sprogets selvudfoldelse, her bevidst taget i brug. (At ”m” kan læses snart som ”mål”, snart som ”med”, snart som andre ord, der begynder med ”m”, skyldes jo, at konteksten grammatisk og semantisk bestemmer, hvad der skal læses; man ved derfor, hvad der skal stå, og supplerer automatisk de manglende bogstaver: noget ganske dagligdags, som man imidlertid sjældent er opmærksom på!).

s. 14

en enorm anonym kommune på skrå iriserende som vand i lyset
oppe på bakken og konen i baglæns salto tilbage på dørtrinet
ø
rreden stille og kold i sin karse og punktliget henry kurer
ind i landskabet igen han bukker og takker og går ud henry
ind i landskabet igen han bukker og takker og henry går ud
ind i landskabet igen han bukker og takker henry og går ud
ind i landskabet igen han bukker og henry takker og går ud
ind i landskabet igen han bukker henry og takker og går ud
ind i landskabet igen henry han bukker og takker og går ud
ind i landskabet henry igen han bukker og takker og går ud
henry ind i landskabet igen han bukker og tipper over og

 

TURBO, Per Højholt, 1968, SCHØNBERG
HØJHOLTS METODE, Niels Egebak, 1974, SCHØNBERG
NATUR RETUR, Iben Holk, 1984, Centrum
Udsatte egne – det er mig, Lars Johansson, 1998, Borgen