print

Redaktionelt

Peter Laugesen har i sin anden digtsamling ”Skrift” fra 1968 blandt andet skrevet ”Du ødelægger alting hvis du ikke husker det hele tiden”. Tiden er destruktiv og færre detaljer bliver erindret som de var. At holde ting i live er at vedkende sig skabelsen og den er mere ressourcekrævende end selve undfangelsen. koordinat.dk har eksisteret i to år. Som forlag i et. Ordkide udkommer her for 7. gang.

Der er mange holdninger til den kunstneriske proces: Hvilken rolle spiller forfatteren? Har læseren en rolle i skabelsen? Er processen hellig eller hemmelig? Kan metoden nedfældes og almengøres?

Dette nummer har to overordnede temaer: dokumentation og (skrive)proces.
Martin Snoer Raaschou gengiver processen bag to digte: 'Penelope 105' og 'Leder', Robert Henningsson beretter om sin deltagelse ved et debutantkursus ved Biskops-Arnö og Erik Scherz Andersen gengiver fragmenteret sin oplevelse af koordinats to symfoniske langdigte opført ved Roskilde Festival 2004.
Endvidere portrætteres performeren Sternbergs tilstedeværelse i den litterære undergrund gennem et uredigeret interview lavet i maj måned.

Erik Scherz Andersen omtaler Christian Bök 'i nettet', mens Rasmus Halling Nielsen har skrevet om Turbo i 'bogen eller kaos'. Endelig har Robert Henningsson anmeldt digtantologien 'Hvisk et digt' og installationen 'Forvandlingens mulighed'.

Derudover er der syv digte af Kenneth Jensen, illustrationer af Ida Cecilie Kvetny (sekvens fra diamant 04) og fotografier af Villy Fink Isaksen (Byens skabe), samt billeder af koordinats produktion af bøger taget af Martin Snoer Raaschou.

Vi har hermed gjort et forsøg på at huske.

Redaktionen