Mellemrummet er menneskets
[anmeldt af Robert Henningsson]

Astrid Gjesing beskæftiger sig med forhold vedrørende sprog og natur-elementers opbygnings- og nedbrydnings-processer; man kan dog ikke af den grund kalde hende vandal. Men det vil være nærliggende at sige, hun benytter sig af et vandalfabet, når hun på store sten i strandkanten ved Moesgård indblæser stednavne fra atlas over månen.

[ http://www.gjesing.org/AW-2-2-Maane/AW-2-2-Maane.html ]

Gjesings kunstpraksis synes således at placere sig i spændingsfelter mellem lyrik, landscape art og installations-kunst. I perioden 17. jan - 25. april 2004 kunne man således på Kunstcentret Silkeborg Bad opleve flere facetter af disse felter. På græsplænen foran Anton Rosens fornemme gamle træbygning var f.eks. placeret et kvadrat bestående af store kul-stykker. I en form, der dannede ordet "NU" var der i kul-kvadratet undladt kul. Bogstaverne "N" og "U" var 'skrevet' i en sådan form, at de også "på hovedet" dannede ordet "NU". Idéen er så, at kullet, her efter udstillingsperiodens udløb, fjernes, således at ordet "NU" står tilbage skrevet med græs inde i et afsvedet kvadrat. Hen gennem sommeren gror græsset under de nu borttagne kul-stykker atter frem, hvorved ordet "NU" langsomt bortviskes, og bliver til ét nu af grønt græs.

I selve Rosen-bygningen foldede andre af Gjesings installationer sig ud. F.eks. i værket 'Gentagelsens alfabet' - her (i det, der udgør værkets tredje del) var ruderne i et af rummene malet over med sort. I de sorte penselstrøg var indgraveret alle mulige pige-navne, det pt. er muligt at give sine døtre; samtidig lød der fra en båndoptager en opremsning af navne på mandspersoner faldet under krigen. Selve virkningen af lysets brydninger i de mange forskellige pige-navne, syntes i sig selv at være et opløftende fænomen. Det kunne have været alt nok for en rum tids dvælen. Skismaet mellem de opremsede mands-navne og de i ruderne indgraverede pige-navne var som salt i rummets ellers helt usynlige men nu åbnede sår. Tænker man nemlig efter, vil realiteten bag fortidens (mulige fædre-) navne og pige-navnenes mulige fremtids-eksistens aldrig kunne nå hinanden andre steder nu - end netop nu i denne installation; altså på én gang oplevet fiktion og tragedie-indsigt.

Båndoptagelsen var således et uomgængeligt irritations-moment, som en ådselsflue svirrende i en ellers velsignet solstråle. Således kommer Gjesings installation i høj grad til at blotlægge, hvordan død og fødsel som et vedvarende modsætningspar synes indvævet - ikke bare i den menneskelige psyke - men i selve menneskets eksistensgrundlag; vælger man den ene side af installationen frem for den anden, har man kun valgt et del-aspekt; virkeligheden befinder sig et sted imellem - du er virkeligheden - d.v.s. jeg er virkeligheden midt mellem smerte og forventningsfryd.

Yderligere kunne installationen synes at have et klart feministisk budskab: De faldne mænd hører fortiden til - men fremtiden er kvindernes; det første er noget vi hører via en mekanisk gengivelse, imens det sidste er noget vi umiddelbart sanser i og med lysets øjeblikkelige indstrømning gennem de indgraverede pige-navne. Skismaet havde vel dog været akkurat det samme, om de anvendte navne havde haft modsatte fortegn. Det at lyset sanses umiddelbart: Livet er nu; livet er et nu i frydefuld forventning - sat op mod alt det for altid tabte.

http://www.gjesing.org/AW-2-vaerker.html
http://www.silkeborgbad.dk/

Hvisk et digt
[anmeldt af Robert Henningsson]

Junge Hunde hedder en festival, som hver sommer afholdes for ung international scenekunst. Fem forfattere fra Bogforlaget Bændelormen deltog efter sigende i år 2004 med nogle af deres lyrik-koncepter, et af dem var: Hvisk et digt. Konceptet går ud på, at to forfattere sidder i en papkasse bagved hvert deres lille ztil-lejligheden-prikkede (?) hul. Publikum kan således ikke se forfatterne og kan kun én ad gangen lytte til digtene, som de respektive forfattere, på et bankesignal fra pågældende publikumsperson, hvisker ud gennem et af hullerne i papkassens væg. Med andre ord - en intim oplevelse man som lyrik-interesseret Junge-Hunde-Festival-deltager helt unikt har haft mulighed for at opleve denne sommer (nærmere bestemt: 13. maj til 3. juni). I forbindelse med festivalen har Bogforlaget Bændelormen udgivet de aktuelle Hvisk-et-digt-digte i antologien 'Hvisk et digt'. Det er en sjov oplevelse at læse digte og kortprosa-stykker ud fra den forestilling, at teksterne bliver hvisket. Især én af Vagn Remmes kortprosatekster får de små hår til at rejse sig med en hestehvisker gemt bag øret. Titlen på Remmes stykke er meget apropos og sigende: 'Junget' (Ung losset i rumpen med konsonant?). Med sin sugessive stemning udsiger den i et meget fortættet og ekspressivt sprog, alt hvad tollundmanden nogensinde må have kunnet hviske fra sine få fods dybde (:Glob; Glob; Glob!)

Mindre ekspressive og endnu mindre voldsomme i deres virkemidler fremstår imidlertid teksterne Maja Lucas har bidraget med. Det drejer sig om fire forholdsvis naturalistiske prosatekster. Forholdsvis - fordi formerne, teksterne optræder under, betjener sig af forskellige greb, der evner at forskyde synsvinkler. Der er således i tre af teksterne ('Hjem', 'Liv' og 'Mint') en eller anden grad af stramhed eller underliggende sarkasme, der under læsningen siver op. Teksten 'Rebekka' skiller sig ud fra dette princip; ikke alene i denne sammenhæng; det er faktisk sjældent at læse en så helt igennem og rent indfølende tekst. En teenage-tematik (eller problematik?) tages her ganske blidt op. Det larmende oprør, der oftest nok ellers hæfter til en teenage-tematik, er her afløst af en stille, snigende (r)evolution: Hvordan udvikler og især udtrykker en spirende seksuel orientering sig; hvordan bliver man klar over, at man er den, man er. Teksten viser, at et skred ikke altid sker under de store armbevægelser. Det revolutionerende ligger i den stille brise fra en sommerfugls vinge. Teksten har så at sige sommerfugle i maven, og det er, som mange ellers så ofte giver udtryk for, ikke nogen voldsom begivenhed, men netop et stille og inderligt moment. Som samtidigt også er svært beskriveligt, fordi enhver stil, ethvert stilgreb ville virke forstyrrende på det indtryk, der ønskes formidlet. Den blufærdigt konstaterende tekst er i litteraturmæssig henseende en sårbar størrelse, fordi dét sted den må se sig udtalt fra - for netop at virke - ikke kan betjene sig af lag på lag af litterær Know How eller satirisk distance; faktisk skal man vel helt tilbage til romantikens forfattere for at finde forbilleder. 'Rebekka' synes at udtrykke dén følende rådvildhed, der er karakteristisk for teenage-alderen på en netop indfølt måde. Derved skildres også en anden form for "revolutionær praksis", der handler om accept og tolerance. Fremfor at ville revolutionere verden [forældrenes verden] manifesteres et ønske om at tage egne følelser alvorligt i en så nuanceret grad, at skriften peger ind mod noget, der anes som konturene af et helt og følende menneske. Således stemmer teksten også eminent overens med antologiens titel.

Ud over de nævnte forfattere optræder: Frank Langmack, Egil Dennerline og Sternberg med tekster i 'Hvisk et digt'.

Hvisk et digt
Antologi
Bogforlaget Bændelormen
Blidahlund 3, 2.m.f. 2920 Charlottenlund
tlf. 39 61 99 12
Isbn-nr: 87 - 90928 - 10 - 5
85 sider, 100 kr. (vejl.)
kan købes i boghandlere
eller på sitet: www.nyetoner.dk/hvisketdigt