Bogstavelig læsning?
- et ord fra eller til? (essay, 1. del)
[tekst af Erik Scherz Andersen, foto af Lærke B. Posselt]

du læste et af mine digte
og mente
jeg skrev så smukt mellem linjerne
men hvorfor
skulle jeg skrive mellem linjerne
når der er så
rigelig med plads i forvejen?
Anders Søgaard: digte1. Gyldendal 2001.

I mine øjne er der i digtets afsluttende spørgsmål en fantastisk sandhed. For hvorfor læse mere end det sætningen tilbyder i ord. Nutidig litteraturvidenskab placerer ansvaret hos læseren i den forstand, at det er ham, der skaber meningen med teksten. Roland Barthes taler om forfatterens død, men - i dette tilfælde - behøver den enes død vel ikke være den andens brød?
Det følgende essay tager udgangspunkt i enkelte vers af mine små kæledækker A silver mt. zion og David Eugene Edwards, som jeg skiftevis forsøger at læse bogstaveligt eller ud fra en valgt kontekst. Men nøjagtig som Søgaards digt ikke er entydigt - spørgsmålstegnet gengiver vel netop muligheden for at der findes en årsag til at der skrives/ læses mellem linjerne - så er det ikke en intension med dette essay at gøre andet end at anskueliggøre min forståelse af læsning af tekst.


Heste i skyerne

”Take these hands and throw them in the river” (1)

Jeg kan forestille mig hænderne og floden - og jeg ved hvad det betyder at (mod)tage og kaste. Jeg kan forestille mig hænder uden krop - eller med. Det kunne både være den, der kommer med udsagnet eller en andens hænder. Floden er ikke defineret nærmere. Et sådanne ”tilbud” møder jeg ikke normalt og tænker derfor lidt mere over dette udsagn. Billedet er på sin vis absurd og uvirkelig – kunne jeg tage et sæt hænder og smide dem i floden?
Det bliver ikke nødvendigvis lettere, hvis jeg forsøger at forstå det metaforisk. F.eks. floden som et symbol på ”livet” eller ”menneskemængden”. Hænder måske som et billede på aktiv handling. Sætningen fremstår meget ukonkret og utilnærmelig.
Jeg kan søge hjælp på coveret til et andet band, hvor enkelte fra A silver mt. zion også spiller. På ”Lift yr skinny fists like antennas to heaven” er der tegnet to afhuggede hænder. Coveret gengiver (visuelt) en person, der klipper hænderne af en anden, hvilket giver associationer til censur eller måske bare det voldelige eller undertrykkende i enhver form for magt. Men selvom jeg måske nærmer mig en forståelse af sætningen, forbliver den sløret og mystisk. Hvor vil A silver mt. zion hen med den sætning?


Pladeselskabet, som udgiver blandt andet A silver mt zion, Constellation gør aktivt opmærksom på sine politiske ideer:

”we have worked to rekindle a critical rock music cognisant of geography and social conditions; to reflect these concerns both musically and practically by building self-sufficient local structures for performing, recording and releasing work” [http://www.cstrecords.com/html/briefintro.html]

Der ligger en modstand mod magthaverne, the cowards som de kalder dem. Men spørgsmålet er om deres protester og aktiviteter i forhold til omverden ikke lukker dem inde (og derved ude fra samfundet) – en omskrivning der nu lyder ”if you cant beat them, leave them”?

”The fence around your garden, wont keep the skyes from falling”
”The fence around your garden, wont keep the eyes from falling” (2)

Den messende, mumlende vokal på A silver mt. zions numre kan være svær at afkode. Synges der eyes eller skyes. Jeg tror begge ting er forekommet [live og på plade] og vælger derfor at have to billeder at forholde mig til.
Det første er storladent og smukt i sig selv. Set udefra: hegnet om den lille have og de store skyer der vil falde ned uanset om hegnet findes eller ej. Størrelsesforholdet giver billedet en enorm energi. Det andet noget mere kryptisk og kræver måske læserens involvering. Hegnet igen(?) som forsvar, men konkret, falder der så øjne ned? Næppe, men en mere betydningsmæssigt fortolkende læsning kan give mig ideen om enten det abstrakte overvågningssystem ”big brother is watching you” eller den mellemmenneskelige ”ikke at vende blikket mod jorden, idet man går forbi”.

Andetsteds (artwork i cover) møder jeg ”Oh! Your incredible States has ignited burning flowers in all of our skies”. Brændende blomster er for mig et abstrakt billede, især når disse blomster er i skyerne – eller rettere ”i alle af vores skyer”, næsten som var himmel i flertal og vores en indikation om at de kan ejes? Staterne kan være en henvisning til imperialismen, den vestlige kultur om ikke andet. Og oplagt er USA, som normalt omtales ”the States”. Jeg kommer til at tænke på hvor langt jeg mon behøver at gå med referencer mellem det skrevne og det jeg opfatter, for at jeg får noget ud af teksten? Svaret er nok, at det afhænger hvad jeg vil med informationen. Jeg mener, hvis jeg opfatter information som ”noget der gør en forskel”. Som ren tekstlæsning/ kunst er det vel nok, at jeg kan påvirkes – og det typisk æstetisk eller følelsesmæssigt. Altså mere ukonkret og svært at sætte ord på for mig; det er jo det ”kunstneren” har gjort. Skal det overføres og anvendes; altså skal teksten gives en mening i et andet perspektiv, må jeg opfatte det skrevne ud fra [eller om man vil: ”tilføje det skrevne”] min egen erfarings- og videnshorisont og være bevidst om, at det er min horisont om jeg skal kunne fange mine blinde punkter og gøre det relevant for andre.

Men er A silver mt. zion så et politisk band? Indtil videre foretrækker jeg den æstetiske læsning, der hvor jeg kun forholder mig til f.eks. den skrøbelighed de gennem ord skaber i billeder:

”Hearts in need make symphonies” (3)

”Horses in the sky” er titlen på deres kommende plade. Jeg kan allerede høre hovene dundre - religiøse eller politiske tramp kommer i anden række.



My knees was made for kneeling

”Every man is evil yes an every man a liar” (4)

Tekster af forsanger, sangskriver m.m. i 16 Horsepower og Woven Hand, David Eugene Edwards, udspringer af hans stærkt kristne livssyn. De handler om ondskab, fortabelse, arvesynd og menneskets skrøbelighed. Første linje skal ikke læses som ”tyv tror hver mand stjæler”, men er en grundlæggende præmis for menneskets tilstedeværelse. Ifølge Eugene Edwards kommer du ikke i himlen ved at gøre gode gerninger; du kommer i himlen, såfremt du tror, at Jesus tog menneskets synder på sig. For som udgangspunkt er mennesket ondskabsfuldt og en løgner.

”I am an honest man when I ain’t lying” (5)

Ærligheden annulleres i linjen nærmest i det samme den er udtalt. Den eksisterer, men kun når ”I ain’t lying”. Sætningen har her i sig selv en selvstændig skønhed. Eller: jeg fascineres af sætningens autonomi. På samme måde kan første citat læses konkret: i stedet for at opfatte ”every man” i ubestemt form og forstå det i en religiøs kontekst, så læse det som bestemt, konkret. Ved læsning finder jeg ud af, at jeg er ond og en løgner. Eller: fiktionen giver mig mulighed for at forestille mig, at hver eneste jeg kender er ond; hvilket er noget helt andet end mit livssyn normalt byder mig. Det jeg vil sige er, at normalt vil jeg og også du, kære læser, forholde dig til det enkelte ords betydning og vælge om du vil acceptere det som sandhed eller ikke. Og selvom det her vil falde negativt ud, så mener jeg også at det er interessant at stille spørgsmålet om hvorvidt første citat indeholder en skønhed i sig selv: er det smukt at skrive ”alle er onde og alle lyver”?
Jeg vil vende tilbage til den mere almindelige læsning:

Jeg kan ikke lade være med at fokusere på de helt almindelige udsagn om relationen til Gud eller de mere mellemmenneskelige, når jeg læser eller lytter til hans tekster.
Sangskriveren er ofte blevet sammenlignet med Nick Cave. Og det med god grund. Der kan drages paralleller til både det religiøse, død, kærlighed og vold.
Melankolien og tyngden må i det hele taget være vigtigt at bemærke. Og han henviser blandt andet selv til Joy Division som musikalsk indflydelse. Jeg så ham LIVE i Berlin i november 2004. Det var en intens koncert. Men når jeg senere læser de sidste linjer i et interview, hvor han bliver spurgt om at karakterisere sin musik med tre ord, hvortil han svarer ”for the Lord”, kommer jeg til at tænke på hans eller teksternes rolle i den forbindelse. For de er ikke forkyndende; snarere beskrivelser af den verden han ser. Gud/ the Lord optræder indirekte i teksterne, ved at jeget henvender sig til ham, men generelt er teksterne jordnære og holder sig til de daglige, mellemmenneskelige relationer og hændelser.
Hans omtale af det religiøse er ikke så entydigt og måske er det derfor, at det er lykkedes at udbrede musikken til f.eks. et mindre religiøst Skandinavien(?):

”I grown tired, of the words of the single man” (6)

Linjen er et udsagn, frustrerende: jeg’ets protest mod en anden; jeget som ”dig eller mig”, måske ”folket”, måske en mere ubestemt opposition. ”The single man” er måske tænkt som Gud, men titlen på sangen er ”American Wheeze” og kunne i en kontekstuel tolkning gå på præsidenten eller en anden defineret [”the”] magthaver. Linjen foregår altså på flere planer: i mine øjne om et opgør mellem søn over for fader - religiøst eller ej. Læsning af den enkelte linje bringer mig ikke tættere på galleriet, men relationen er der ikke tvivl om: Den ene [I] er ikke længere tilfreds med den anden [the single man] på grund af den andens ord. Hvilken konsekvens kan forudses af dette udsagn? Enten vælger den ene at gøre sine ord gældende, eller også fravælger den ene helt ord. Denne distinktion er måske ikke engang nødvendig; ord eller sprog kan ses som et begreb for udøvelse af magt - jf. ”Hverdagens metaforer”, der omtales i Lars-Emil Woetmanns artikel. Valget står måske mere mellem passivitet eller aktivt at bekæmpe den andens ord. Teksten slutter:

”Come on son
Bring your blade and your gun
And if I die by your hand
I’ve gotta home in glory land” (7)

Hvis jeg ikke vidste det, ville jeg ikke vide om ”Glory land” skulle læses bogstaveligt. Teksten kan stå for sig selv og meningen kan defineres af mig inden for en ramme. Oprindeligt er det min holdning, at billeder må læses konkret, bogstaveligt, som tekst; herefter kan der tænkes over hvad indholdet ellers kan betyde - men det er ikke altid så simpelt: Når det drejer sig om mere tomme eller abstrakte figurer eller begreber (politiske såvel som religiøse), er disse ikke er lette at definerer uden at sætte dem i forhold til noget. Og følgende sætning ville slet ikke indeholde den humor, hvormed det hele også skal læses, hvis ikke man huskede Nancy Sinatras oprindelige my boots are made for walking

”My knees was made for kneelin’
and thats just what they’ll do
One of these days little girl
I’ll go down an pray for you” (4)

Jeg ville gerne plædere for en mere stringent og naiv læsning, ikke for at styre tolkningen i én retning, men for at lade læseren dvæle ved ord der rent faktisk står skrevet. Men det er måske enfoldigt. Tekst er noget, men der er mere end den selv. At undlade at læse tekster i f.eks. et religiøst lys, betyder at en del af den kvalitet der eksisterer ikke vil blive iagttaget. På den anden side er jeg af den opfattelse, at tekster på den æstetiske side har meget at vinde, hvis man forsøger at undlade det større perspektiv og blot synker ned i det skrevne, ordene.
Jeg synes, at en skelnen mellem det skrevne og det potentielle i teksten muliggør et altid åbent spillerum - og derfor er det ikke uinteressant at starte ved det skrevne for herefter at tilføje sig selv som læser. Det stiller krav til læseren om at ignorere en del af den betydningsbærende ballast som alle i en hver henseende bærer med sig. Ovenstående er må dog gerne opfattes litteraturpolitisk i den forstand, at jeg først og fremmest taler for en æstetisk læsning.



(1) A. silver mt. zion – Born into trouble as the sparks fly upwards” – Take these hands and throw them in the river
(2) A. silver mt. zion – ’this is our punk rock’, Thee Rusted Satellites Gather + Sing – titel
(3) A. silver mt. zion – ’this is our punk rock’, Thee Rusted Satellites Gather + Sing
(4) 16 Horsepower - Sackcloth ’n’ ashes - ”Black Soul Choir”
(5) 16 Horsepower - Sackcloth ’n’ ashes - ”Harm’s Way”
(6) 16 Horsepower - Sackcloth ’n’ ashes - ”American Wheeze”
(7) 16 Horsepower - Sackcloth ’n’ ashes - ”Black Bush”





Efterskrift:
Da jeg besluttede mig for at nærlæse David Eugene Edwards tekster fandt jeg ud af, at jeg havde hørt forkert. På et tidspunkt troede jeg ellers teksten til et Wovenhand nummer lød noget i retning af: ”når hver en finger er foldet udgør de en (knyt)næve”. Bevægelsen, der ligger i en håndflade der samles til en næve, fra det passive ”at bede” til den aktive voldelige handling er i sin præcision hård og konsekvent. Men jeg kan ikke genfinde verset, da jeg hørte og forstod noget andet end det der blev sunget. Sådan er der så meget. Det er også her kunst opstår; der hvor et ord falder ud af sætningen... eller tilføjes.