Dadaisme er (ikke) en våbenhandler
- et interview med Frederik S. Nielsen
[tekst af Rasmus Halling Nielsen, foto af Lærke B. Posselt]

Han har opkaldt en digtsamling efter en våbenhandler. Han har klistret hele byen til med aforistiske slogans. Med Voixschmerz bragte han poesien til Roskilde. Jeg mødte Frederik S. Nielsen til en snak om metrik, den dadaistiske tilgang til tingene og dialekt. Når man ser på hvad han har lavet på det sidste, fristes man til at spørge: hvad bliver det næste? Vi mødtes i januar 2005 og skiftedes til at skrive svar og spørgsmål. Det blev til et improviseret interview, hvor ordene blev langet over disken som et spil bordtennis.

Hvornår skrev du dit første digt?

Da jeg var fire år. Det handlede om at slik og honning smagte af noget, men det gjorde vand ikke. Så gik der 10-11 år, og så begyndte jeg at skrive på engelsk, uden at have læst noget af nogen. Det var noget beat-science-fiction-dagbogs-halløj og noget juks. Men det fik mig i gang og jeg mødte andre mennesker, der skrev på mange andre måder og for to-tre år siden tog jeg mig sammen og begyndte på dansk.

Du er fra Bornholm, vil du sige at dine digte indeholder en dialekt?

Nok ikke en bornholmsk. Jeg holdt op med at tale bornholmsk i treårsalderen, nu er det mest ved festlige lejligheder. Men samtidig har jeg som alle andre mit eget sprog, som jeg ikke er helt bevidst om. Jeg bestræber mig ikke på, at alle skal kunne forstå mine digte, bare de får idéer eller billeder indvendigt. Det er da også fedt at høre noget på bornholmsk uden at ane hvad det betyder.

Hvorfor noget så oldnordisk som digtning?

Fordi jeg hader den måde mennesker tager alt hvad de tror for givet! Digtning er for mig en måde at vise sproget frem på andre måder. Den her verden og virkelighed er sikkert fin nok for mange, men alting kan sagtens være noget andet, end det man tror det er. Og bare fordi verden ser ud som den gør nu, betyder det ikke at det er godt. Da jeg var yngre var jeg meget politisk engageret, men det gider jeg ikke længere, for man kan ikke ændre nok med det. Idéen fra Fight Club med at bringe menneskeheden tilbage til stenalderen kan gøre mig helt blød i knæene. Eller The Matrix, for den sags skyld. Jeg synes at mennesket burde have set indad i et par tusind år til før det begyndte på alt det her civilisations-bavl, der står og falder med noget så primitivt som grådighed og materialisme og alt muligt ligegyldigt. Jeg vil have flere alternativer til alting! Det prøver jeg at bidrage med gennem manipulation af sprog. Eller poesi eller hvad man nu kalder det.

Altså en slags modsprog?

Både og, hvis jeg vil male et billede i folks hoveder, kan jeg også bestemme hvor tydeligt eller utydeligt motivet eller intentionen skal være. Hvis jeg er vred, tror jeg at folk vil kunne se det i digtet. Og hvis de nærlæser lidt og tænker sig lidt om, tror jeg også de kan se hvad jeg er vred på. Men jeg vil ikke sige det ligeud på et sprog alle kan forstå, for så siger de jo bare ”ja”, ”nej” eller ”nå”. Digtet er til den enkelte, så han eller hun kan få sin egen oplevelse ud af det.

Et sted har jeg noteret at din digtning er ’hermetisk’, hvad mener du om den betegnelse?

Det ved jeg ikke hvad betyder...

Lufttæt lukket; utilgængeligt; vanskeligt forståelig…

Nå. Øv. Nej det er da rigtigt nok, men det er vel også noget med ens egen tilgang til det enkelte digt. Hvis man modtog et af mine digte som et memo fra sin chef på et kontor, eller skrev det som en kommando til en computer, ville der nok ikke komme noget konstruktivt ud af det. Men jeg prøver ikke at gøre det intellektuelt eller logisk. Det skal læses med maven eller hjertet frem for hjernen. Det skal skabe kemiske forbindelser, ligesom alt andet kunst ikke skal tælles i taktslag eller tegnes ind i et diagram for at få et resultat. Man skal ikke være enig med andre om hvad det betyder.

Kan du sætte nogle ord på din metode?

Det kommer an på konceptet for hvilken samling jeg skriver til. I den jeg arbejder med for tiden, skal der f. eks være rytme og kun to linjer. Og gerne heltenavne eller store ord. Men ordene i sig selv kan komme på mange måder, det er lidt ligesom en slags associationstest hos en psykolog. Jeg bruger tit ”duftbilleder” fra min barndom, altså minder, hvor der er tilknyttet bestemte billeder, lyde og dufte. Men digtet handler ikke om mindet, det bruger bare dets energi og dets sult og længsel uden nødvendigvis at lade sig farve af det. Jeg bryder mig heller ikke om at lave de samme ting flere gange. Det kommer nok også af en slags længsel efter mere.

Hvordan opstår koncepterne?

Nogen gange kan jeg være ved at kvæles over verdens eller min egen inaktivitet og så opstår konceptet som en knytnæve i bordet, slam! De første skridt er tit spæde, måske provokerende men stadigt spæde. Selve sproget eller billederne er ofte et forsøg på at få fat i noget jeg virkelig savner, eller svine et eller andet til, jeg virkelig er træt af. Når konceptet så har fået ben at gå på, får det et ansvar for at blive mere voksent og at have mere på hjerte og at give mere. Det sker også, at det simpelthen bider sig selv i halen og gør oprør mod mig. Så snakker vi lidt om tingene og hvis vi ikke kan blive enige om noget, har jeg enten en færdig digtsamling hvis jeg vil, eller også smider jeg det væk.

Hvad er dit forhold til digte.dk?

Jeg har kæmpe respekt for folkene bag det. Men jeg kan til tider godt blive ret skuffet, hvis det er det eneste ”internetsite hvor skandinavisk kultur opstår”. Fra hvor jeg ser det, er det der sker derinde primært personlige grænseoverskridelser, selvpromovering og rygklapperi. Og selvfølgelig er en af grundene til jeg siger det, fordi jeg ikke synes jeg har nok læsere og anbefalinger. For man skal passe på som nystartet digter, at man ikke stiler efter at få anbefalinger og blive VIP-medlem. Det bliver man ikke bedre af. Selvom det er dejligt at se at man har fået ”1 ny digtkommentar siden sidste login”.

Du har arrangeret oplæsninger i Roskilde?

Ja. Det startede med at jeg havde lavet noget kollageværk med tekst og fået nogle fede illustrationer til det. Jeg skulle udstille det på Spillestedet Gimle og tænkte, at det kunne da være fedt at få fat i nogle digtere og lave en slags fernisering med oplæsning til. Der kom 2 publikum-mer på trods af, at jeg havde hængt plakater op overalt i byen. Men Esben Danielsen, som er leder af stedet, var vild med idéen om at få lyrikken til Roskilde. Peter-Clement Woetmann var med på den, og vi fik lavet fire kampfede shows med nogle af dem vi synes var de mest spændende indenfor dansk lyrik og noget lækkert avantgardemusik og jazz til at skylle det ned med. Men det var ikke rigtigt gået op for os, at det var os der skulle være de hippe konferencierer, så vi var ret nervøse. Jeg kom til at præsentere Seimi Nørregård som Lone Hørslev på scenen. Det var Fru Hørslev knap så begejstret for… Desuden lykkedes det os aldrig helt at overholde deadlinen på PR-materiale, så på en måde håber jeg, at der var mange der blev snydt for en fed oplevelse.

Hvad bliver dit næste projekt?

Førnævnte kollageværk måtte gerne blive til en bog men har vanskeligheder med at skrive sig selv… For nyligt har jeg udfordret en punkerdigter til at skrive ikkepunkede digte, under streng overvågning og med strafpoint og sanktioner hvis de indeholder punkord. Jeg koncentrerer mig også om sangskrivning, da jeg er forsanger i et rockband, og det er sgu sværere end jeg troede at skrive på engelsk, når man ikke har gjort det længe. Og så begynder jeg vel nok på en ny digtsamling, da min kæreste og jeg lige er blevet arbejdsløse og som en reaktion herpå har lavet et kunstnerkollektiv, for har man sagt A må man også sige B.

Hvad sagde han til udfordringen?

Han tog imod den, men jeg havde også truet med at melde ham til politiet, hvis ikke han gjorde det. Der er strafpoint på vej, for det seneste digts titel indeholdt ordet ”mudderkusser”. Men det er nogle fede ting han får skrevet, synes jeg. Samlingen skulle være på 12 digte til at starte med, men når han laver sådan noget griseri skal han rette det og skrive strafdigte. Når (eller hvis) han bliver færdig skal han så give mig en udfordring. Det glæder jeg mig meget til.

Det lyder sådan meget Kurt-Schwitters-dada-agtigt. Er det starten på et oprør?

Det ville være på sin plads. Men det er lidt farligt at blande Dadaisme og et nyt oprør sammen. Alle selskaber prøver at lancere deres produkter som starten på noget stort. Film, tøj, musik, mad, men alting er en kopi af noget der har været. Garagerockbølgen og retrotøj. Da dadaismen kom frem var det godt og det levede et produktivt liv, men nu er det overstået. Så man skal ikke begynde at trumfe en renæssance igennem som noget nyt. Jeg vil uden tvivl gerne lave oprør på mange fronter og smadre det hele, men det er ligesom sket før. Det verden har brug for er ro og selverkendelse, synes jeg.

Lyder det ikke som noget fra en reklame?

Der kan du jo se, alting er brugt før! Så skulle man gøre ligesom i Fight Club eller Matrix, men hovsa! Igen er det jo bare at kopiere! Så skulle man bare tænde ild til sig selv offentligt, men det er også gjort før! Nej, jeg synes selverkendelse er en mangelvare i denne verden, fordi den er for stor. Og fordi vi forholder os til medierne i stedet for virkeligheden. Og fordi det system verden kører efter ikke er et, der er sundt for mennesket. Alting er baseret på teorier og så bare at få fart på og komme ud i rummet og lave flere systemer. Hvis det rigtige oprør ikke kommer, ender det med, at vi alle sammen æder os selv.

For at afrunde interviewet, vil jeg spørge dig hvem og hvorfor der inspirerer dig?

Alt hvad der får mig til at tænke. Folk, der overrasker mig i deres sprogbrug eller en actionfilm. Jeg er inspireret over hvad mennesket er i stand til, men ikke gør. Jeg kan godt lide power og at kunne mærke hvor meget der eksisterer i mennesket eller i universet. Og heltemod, fordi jeg er en dreng. Eller et fiskenet, fordi at nogen har lavet det. Eller et godt stykke arbejde, hvor man kan se meningen med det. Jeg kan godt se, at du vil have mig til at lave lidt namedropping, men jeg vil sige at jeg tror jeg bliver lige inspireret af alt hvad jeg læser uanset om jeg kan lide det eller ej. Medmindre jeg har læst det før.

Interviewet blev lavet d. 7. og d. 12. januar 2005