Noter fra kanten af en godbid eller metaforer vi lever efter eller 0.1-metaforer som en anden mulighed
[tekst af Lars-Emil Woetmann]

"Hverdagens metaforer" ("Metaphors We Live By")
af George Lakoff og Mark Johnson,
Hans Reitzels Forlag 2002 (University of Chicago Press 1980).



A: Anbefaling.

Selvom man, hvilket jeg godt ville kunne forstå, mener at man ikke interesserer sig en disse eller en meter for metaforteori eller sprogvidenskab eller hvad der ligner, vil jeg på det klogeste anbefale denne "sprogvidenskabelige klassiker" (der efter sigende indvarslede den kognitive semantik, som central disciplin på humaniora). Hverdagens metaforer. Som der står på bagsiden: "Denne bog vil få læseren til at tænke over sproget på en helt ny måde". Velargumenteret og (relativt) befriet for fagnørderi kortlægger forfatterne hvorledes vi strukturer og forstår begreber (som f.eks. kærlighed, ideer, tid, diskussion) ved hjælp af metaforer. Det har omsiggribende konsekvenser - ikke bare i en undersøgelse af hvordan sproget er struktureret, men i højeste grad også hvordan vi forstår forskellige sider af denne verden med mennesker i (VERDEN ER EN BEHOLDER). Påstår forfatterne med overbevisende argumentation. Et nødvendigt trin på din personlige udviklings trappe. Påstår jeg. Iø. arbejder jeg på en længere kommentar om nævnte bog til dette nummer af Ordkide.dk


B: Liste.

TEORIER ER BYGNINGSVÆRKER
IDEER ER MAD
BEVIDSTHEDEN ER EN MASKINE
DISKUSSION ER KRIG
TID ER PENGE
KÆRLIGHED ER GALSKAB
LIVET ER ET HASARDSPIL
OSV


C: Sidespring.

Jeg læser for tiden Dansk, og min sproglærer Prof. Hanne Ruus har fungeret som ”faglig konsulent” på den danske oversættelse. Jeg fik Hverdagens Metaforer af min mor i julegave. Hun havde købt den gennem Samlerens Bogklub. Her kan man melde sig ind for tiden og købe tre bøger for 19 kroner stykket. Det er en god handel, og man bliver ikke snydt ud af næsen med metervis af bundløs litteratur. Mener jeg. Det er sjældent for bogklubber. Arbejdet en periode for Aschenfeldts bogklub(ber); jeg ringede tilfældige danskere op, og bandt dem dårlige kriminalromaner, historiske romaner, kogebøger og 2. verdenskrigsbøger på ærmet – jeg skulle lytte mig ind på hvilken type jeg havde i den anden ende af knoglen, og så – hvis det var en ung mand, der hvert fald aldrig gad åbne en bog – tilbyde en actionpacked (det ligesom en tur til Palads; god underholdning, slet ikke støvet og slet ikke kedeligt, god til at fordrive tiden med (Hvad sker ved at fordrive tiden?)) sci-fi roman og så videre (Er der glade børnestemmer i baggrunden?). Kunderne bandt sig til at købe flere bøger. Måske var det alligevel et godt stykke græsrodsarbejde for litteraturen? Jeg tror det ikke.

Jeg burde egentlig, til disse notater, have spurgt Hanne om hvilke spørgsmål, der havde været oppe og vende i forbindelse med den danske oversættelse. Men jeg er så frygtelig beskeden, og bare det at indrømme at jeg lystlæser ved siden af og oven i købet skriver om mine sidespring er alt for meget. Det har i virkeligheden heller ikke min interesse. Men hvad skal man bruge en ledig januar til? Jeg punktlæste også i Per Aages ”Det menneskeligt Virkelige”, hvor et af mange essay netop tager sig udspring fra ”Hverdagens Metaforer”. Men Per Aages bog er en essaysamling, af meget forskelligt format og omhandlende bl.a. og bl.a. Så den vil jeg springe fra.

Og jeg kunne skrive: Essayet må bevæge sig fra periferien og tilbage og ind i centrum af litteraturen! Hvorfor det? Fordi essaykunsten kan, som digtet, række ind i bevidstheden på en anden måde end andre skriftformer kan gøre det samme. Fordi essayet holder tanken, den lystfyldte, legende og velfunderet tanke, centralt. Fordi essayet kan tillade sig at være politisk uden at blive fremmedgjort. Men det er et sidespring.


D: Tilberedning.

Det kunne jeg ikke gøre bedre selv, og der er ingen grund til ikke at benytte sig af Internettets muligheder for hyperspring. Korte artikler, hvoraf den anden har form af anmeldelse:
http://www.stud.hum.ku.dk/tabu/aarg15/2003juni/Hverdagens_metaforer.htm http://www.phys.au.dk/~karoff/filer/anmeldelser/lakoff_johnson.pdf. Det er selvfølgeligt helt overfladisk, som jeg selv kunne gøre det. Et alternativ ville være at lade læseren forsvinde i dybden, hvilket jeg finder uansvarligt. Så der holder vi.


E: Muligheder.

Grunden til, at jeg gerne ville skrive denne kommentar, denne noteophobning til Ordkide, kommer ikke så meget af et aktualitetsprincip, ej heller af en ambition om at videnskabeliggøre behandlingen af litteraturen (det sker skam allerede til overflod, og som læseren måske har bemærket, er det ikke den tangent denne tekst er på vej ud af), men i højere grad at formidle en måde, hvorpå jeg kunne tænke mig, at bruge de fremlagte idéer kreativt, konstruktivt og bevidst i forhold til en egen produktion af tekst; lidt urter til hjemmebrænderiet. Hvordan jeg kunne tænke mig at digte med en mere omsiggribende stemme. Måske kan Hverdagens Metaforer bruges som en trædesten til en metode at digte på? Vi strukturer, forstår og oplever begreber ved hjælp af metaforer. Hvilke metaforer (eller rettere: system af metaforer), der så-at-sige bestemmer, hvorledes vi oplever f.eks. kærlighed eller tid eller død er i høj grad kulturelt bestemt. Når jeg skriver kulturelt, så skal det forstås bredt og præcist (Fra den vestlige kulturkreds og ned i de mindste socio-kulturelle systemer, som digterne omkring koordinat er et eksempel på (OPVASKESKUM ER SNE, SNE ER PAPIR). Hvilke metaforer der benyttes til at forstå forskellige begreber (jeg holder mig til ”begreber” for enkelthedens skyld), fremhæver visse aspekter og skjuler andre aspekter af et fænomen (ok, jeg holder mig ikke til ”begreber”). I den vestlige kulturkreds er det f.eks. almindeligt at tale om tid ved brug af metaforen TID ER PENGE. Ved at bevidsthøre efter, er det muligt at identificere disse og gøre sig det klart, hvilke konsekvenser det har for vores måde at leve på. Hvis vi oplever TID ER PENGE, som sandt er der også en risiko for at vi lever derefter. Eller for at være klarere, eller rettere: for at slå en del af det væsentlige fast: vi forstår ikke bare forskellige abstrakte fænomener (som inflation f.eks.) ved hjælp af metaforer (måske skulle man kalde disse selvdøde metaforer der ligger og lurer og føder børn under menneskelig interaktion for 0-metaforer; altså metaforer på nulte niveau; det tror jeg, jeg vil gøre herfra), vi oplever dem som sande. Tid ER penge. Livet ER et hasardspil. Kærlighed ER galskab. Altså, jeg tillader mig, frit svævende, at tage det jeg oplever som gode varer for gode varer, og skriver med det som forudsætning. Det gælder hele vejen igennem. Altså, jeg accepterer 0-metaforen TID ER PENGE som sand, hvorfor jeg skriver at tid er en dyrebar størrelse.

Men jeg er digter og kulturkritiker, så jeg skriver min egen 0(.1)-metafor på denne skærm. TID ER ET BYGNINGSVÆRK, SOM DU SELV TEGNER. Og jeg skriver en ny tekst, hvor jeg lader som om, at denne 0.1-metafor er en 0-metafor.


E: En helt ny oplevelse.

Jeg går ind i tiden og noterer at
den er velfunderet, hvorfor jeg
kan gå videre med at skitsere planer for
ombygning, udsmykning og en omgang med penslen.

Jeg henkaster en hensigtserklæring om transparens.
Man må kunne se gennem tiden, siger jeg.

Jeg bestemmer at tiden skal males rød.
Jeg bestiller vinduer, rigtige glasvinduer med rammer af træ, hjem.
Jeg befaler at alle skillevægge skal rives ned og
kun de helt nødvendige, bærende søjler skal stå tilbage.

Jeg navngiver søjlerne:
Sum, Øje, Gen, Strøm.

En enkel konstruktion.


F: Projekt.

Nu foreslår jeg et værk (altså en ophobning af forbundne tekstenheder), der er struktureret efter på forhånd bestemte (og bevidst forskellige fra normen) og nedskrevne 0.1-metaforer. Men i modsætning til ovennævnte eksempel skal 0.1-metaforen krølles sammen efterfølgende. Det skal opleves som sand. Som siver mellem fingrene og ud i virkeligheden. Med tiden.