25 digte og en drøm
Nikolaj Stochholm, Gyldendal, 2000
[Tekst af Karin Toft, malerier af Rasmus Halling Nielsen]

I 1999 flyttede jeg fra jylland til København for at læse arkeologi på universitetet. I sensommeren 2000 samme sted, stødte jeg på denne digtsamling og dens forfatter. Halvandet år efter opbruddet med jylland, blev jeg boligløs og begyndte at skrive. Jeg var helt uden bolig i 9 måneder, ”digter” kaldte jeg mig dengang, men det var mest hvis jeg havde drukket øl. Det gjorde jeg tit på et kollegie i Hvidovre, der, foruden bar og cafe, havde et computerrum hvor jeg skrev. Jeg skrev nogle gode digte der. Når jeg ikke skrev, læste jeg. Nicolaj Stochholms ”Femogtyve digte og en drøm” var en af mine få og allervigtigste ejendele i den periode. Jeg havde den altid hos mig, uanset hvor jeg var hev jeg den frem: når jeg lavede ingenting, når jeg skulle forklare nogen noget, inden jeg lagde mig til at sove. Efterhånden kom jeg til at opfatte den som en slags mentor: Et sted hvorudfra jeg kunne drage konklusioner om hvad lyrik skulle gøre og være, både for skriver og for læser.

”Gennem døre der er lige med/ et hav hurtigere,..” .Sådan synges Stochholm-samlingen igang. Digtet hedder ”ny meddelelse” (”ny meddelse” er den danske ekvivalent til ”you´ve got mail”) og det samme ”ny meddelelse” finder man igen på samlingens bagside. Digtet fortsætter; ”..hurtigere ind/ til det at trække vejret blot er/ en gennembrydning og en enkel/ udånding,.” læg mærke til, det fine brud af ordet indtil, og udånding der er flyttet hen efter linjebrudddets egen udånding.”..et flosset værn mod lyset/ eller med lyset på vej op/ til en mørklagt by foran fjerne/ egne, bjerge, skyskraberhimmel,/ vældige kattestatuer der drejer/ ansigterne imod mit og ser/ mig i øjnene når jeg hvid/ rejser mig som et tårn/ på en rund diktatorisk skive/ hvor tiden er frosset”.

Dette digt er en regnen af billeder. En rejse. Fra havet til lungens sidste udånding. Fra lyset til den mørke by og de stadig mere monumentale billeder. Fra kattestatuer der drejer hovederne til jeget vokser, hvidnes og stivnes som en støtte.

Indledningen er formidabel; ”Gennem døre der er lige med/ et hav hurtigere,.”. Udtrykket ”at sejle gennem lokalet” rammer ned i min hjerne. Her sejles, men gennem døre, og trods ligheden er det er en ganske anden sejlen der er tale om. Understøttet af rytmen og det gentagne ” hurtigere, hurtigere” får den et desperat og fortravlet udtryk. Den er angstens eller ophidselsens blod der pumpes stadig hurtigere rundt i kroppen. Hav og blod er en association der opstår og dørene kan så her være kroppens døre, (eksempelvis hjerteklapperne der jo som bekendt sidder i hjertekamrene). Der er ikke langt til lungen og åndedrættet i næste billede hvor en gennembrydning og en enkel udånding efterfølges af lys. Det synes at være et dødsbillede, men det kan ligesåvel handle om ekstase. Det afhænger i nogen grad af tolkningen af ”..et flosset værn mod lyset..” Da vi kommer lige fra kroppen, må det være den der er værnet. Værnet er flosset, måske på grund af døden og ormene der snart vil bide sig vej til skelettet og bringe lyset med sig, eller måske fordi lyset er det guddommelige, ekstasen som kroppen ikke kan længere kan holde ude.

Lyset følger os på vej over i næste billede; den mørklagte by med skyskraberhimmel foran fjerne egne og bjerge. Byen er traditionelt et billede på jeget og de fjerne egne kan være et ordspil, der hentyder til fremmegjorte sider af jeget. Her bliver det set i øjnene af kattestatuer, og er nu selv en støtte, mægtig og hvid. Selvom der i teksten står; ”..jeg rejser mig som et tårn..” er det nok nærmere en statue der er tale om her, da ”..en hvid diktatorisk skive..” vel hentyder til soklen (der dikterer hvor støtten skal stå), og ”tiden er frosset” da henviser til en skulpturs tidslige udstrækning som begrænset til et bestemt øjeblik. Måske kan da endog hvidheden identificeres som marmor.

Er der så tale om endnu et dødsbillede? Hvidheden og frossenheden taler for. Det at blive forvandlet til en støtte er historisk set et dødsbillede og hvad der er mere interessant, er at denne tilstand ofte noget man træder ind i efter at have set eller at være blevet set af noget eller nogen. (Lots kone forvandles til en saltstøtte da hun ser sig tilbage efter Gomorra og Sodoma´s udslettelse, gorgonernes (Medusas) forvandling af alt i deres synsfelt til sten.). Problemet er bare, at vi ikke uden videre kan antage at jeget er udsat for en forvandling. Vi møder det først i slutningen af digtet, hvor det fortælles at det har stenens og statuens egenskaber. Problematisk er også formuleringen; ”rejser mig som et tårn” da den ikke er udtryk for en udpræget mortal tilstand. Billedet er dog heller ikke entydigt vitalt; da den slags erektioner ikke burde være frosne og hvide.

Men kattestatuerne er specielle, de leder tanken hen på ægyptisk mytologi og gudsdyrkelse. Her optræder kattefigurer og kattestatuer ofte, bl.a. kan solguden Re optræde som kat. Samme Re har et autonomt øje der kan vandre frit og sendes ud på missioner. Også dette øje kan påtage sig katteskikkelse, men kun når det er venligt stemt. Når det er vredt, optræder det som en løve. Katten associeres desuden med kvinden, hendes kønsorgan, frugtbarhed og det diabolske. Katten er kvindens dyr hvor hunden er mandens. ”Die Katze, der Hund” hedder det på tysk, og kätzchen, det tyske ord for killing, betyder også pige. På flere sprog er der en opfattelse af at visse negative egenskaber (på tysk; lumskhed, arrigskab og sleskeri) (på eng; ondskabsfuldhed, sladderagtighed og rappenskralderi) er både kvindagtige og kattede. Kvindens kønsorgan identificeres med katten gennem udtryk som det engelske ”pussy” (på dansk ”mis”) og det tyske ”kätzchen” (i betydningen ”kusse”). ”Cathouse” kaldes et bordel også i den engelske sprogtunge.

I ægyptisk mytologi optræder en lang række kvindelige guddomme i katteskikkelse, bl.a. modergudinden, Bastet, der afbildes med kvindekrop og katteansigt. Katten får jo gerne kuld på 5-6 unger af gangen som den ofte optræder meget beskyttende overfor. Dermed er den selvskreven som moder- og frugtbarhedsfigur. På latin hedder katten foruden ”cattus” også ”felis”, og ”felicitas” betyder ”frugtbarhed”(med udvidet betydning af ”held”). I den anden ende af skalaen er katten stærkt forbundet med det diabolske, (jævnfør udtrykket ”kattens” eller det italienske ”catso” som varianter af ”satans”) husker du myten om djævlen der besøger sine hekse i skikkelse af en sort kat? Sådan er det også i Ægyptisk mytolog hvor flere af underverdenens dæmoner optræder i katteskikkelse.

Hvilke tolkningsmuligheder giver det os? Ja ikke overraskende kommer digtet til at handle om sex og død. Ikke overraskende fordi det synes at være et grundvilkår ved den symbolske tolkning at den kun kender to ekstremer; liv og død. Det er måske en lidt hysterisk påstand og jeg vil da heller ikke nægte at der findes andre temaer (kultur/natur og gud/menneske for eksempel), men i kraft af deres bipolare natur synes de uvægerligt at trække tråde tilbage til en oprindelig tematik.

Det er fristende at tolke digtet seksuelt; kroppen er ophidset, blodet er oprørt, vejrtrækningen bliver hurtigere indtil der sker en gennembrydning og en enkel udånding; orgasmen (måske er endda sædens bevægelser skitseret). Orgasmens lys følger os over i næste billede, en mørk by i et landskab, hvor jeget står som et hvidt erigeret lem, mens vældige kusser (det er ligetil at lade kattestatuerne bære den symbolik i sammenhæng med den støtte der utvetydigt er en fallos) drejer sig imod jeget og ”..ser mig i øjnene..”. Tiden er frosset og skiven (endnu et kvindekønssymbol?) er diktatorisk, fordi jeget viljeløst må rejse sig konfronteret med kvindekønnet (og dets diabolske magt?) og fastlåses i denne stilling så længe det bliver set i øjnene. Det antydes ud fra visse formuleringer at der er tale om en dødlignende tilstand; ”.. den mørklagte by..” (byen er jo jeget, og når den er mørklagt er det kraftløst, ukendeligt og ubetydeligt) ”..når jeg hvid..” (dødsbleg?) ”..tiden er frosset.” (når vi dør, går tiden i stå, og her er den lige så kold som døden). Den konkluderende tolkning må så være at jeget i kraft af sit begær mister kontrollen over både sjæl og legeme, hvilket i første omgang positivt giver sig udslag i en orgasme, men senere tager magten således at jeget nu blot står som en bleg og dikteret erektion.

En lidt fad konklusion, synes jeg. Digtet synes gennem vor analyse at have mistet mange lag og sideforløb, dræbt af en enkelt tolknings overlegenhed når det kom til at bære det lange træk gennem teksten. Eller måske besad den ikke engang denne overlegenhed. Måske vandt den blot fordi seksuelle og eksistentielle tolkninger nu en gang ligger øverst i hatten når vi mennesker analyserer litteratur. Fordi det er der nu engang tradition for. Det er værd at mærke sig. Vigtigt at tænke, at blot fordi teksten danner et mønster, er dette mønster ikke nødvendigvis tekstens essens.

Den fejl begås alt for ofte når der trækkes facitstreger i lyriske tolkninger. Det er ikke fordi jeg ikke vil tage ansvar for mine egne facitstreger, jo jo det er skam mig der har slået dem! Men lad mig slå fast at jeg generelt ikke har alt ret megen fidus til hele den her fortolkningstilgang til lyrik. Generelt mener jeg at den er ufrugtbar i og med den mest interesserer sig for entydige og indbyrdes inverse symbolikker. Dermed dræber den digtets mange andre (sproglige- , og da sprog og tanke er hinandens æg så også kognitive-) muligheder. I det tilfælde, hvor der forsøges at sige noget om lyrik, er det dog nødvendigt, hvis der skal gøres andet og mere end blot at lægge lyrikken frem til læserens beskuelse, at fremlægge sine registreringer som en guide til læsningen. Det er der ikke noget galt i. De egentlige problemer opstår først når man begynder at konkludere.

Egentlig har jeg aldrig haft brug for fortolkningsmæssige indsigter for at påskønne at sproget sang. Og det gælder i høj grad denne samling. Muligvis bunder den holdning i dovenskab og generel resignation overfor at forsøge at fange digtes budskaber i det analytiske venstre hjernerum. Måske. Men der synes at være en renere og mere nuanceret måde at gennemleve digte på. Ja netop en gennemlevelse frem for en konkluderen. Man kunne sige at jeg ikke tror på at man finder ud af det væsentligeste om karusellen ved at undersøge hvordan den virker og hvor tandhjulene sidder. Man skal først og fremmest op og køre sig en tur! Jeg kræver ikke af digtene at jeg forstår dem. Den slags indhold der kan drages frem ved analysens hjælp er ikke digtets egentlige værdi. Den er blot en af digtets mange muligheder. Lyrikkens force ligger ud over det der kan tænkes; den kan rumme et særligt mønster, en slags kompliceret subkognitiv æstetik, der kun kan give mening bagerst i vore hjerner, langt under hjernebarken.

Her er jeg smittet med den samme surrealistiske tankegang, som samlingen her er influeret af. Det markeres af forfatteren ved valget af Jørgen Bobergs surrealistiske maleri; renaissancedrøm”pige med blomst”, som bogens cover, og allerede på bogens bagside opfordres til at den ”hvide blinde del af øjet” skal tage ”imod denne samling lejlighedsdigte..”. Som jeg ser det kan det læses som en tilskyndelse til at kvittere for digtene i blind tillid til at de går op, på deres egne betingelser. På samlingens side 32 finder man poetikken ”retten til at skrive ud i det blå” der er én lang legitimering af at skrive og læse uden for formlerne. Den lyder;

” Jeg vil have total forvirring, sansesammenblanding og / begrebsnedbrydelse. Jeg vil have digtet skilt fra verdens- / værnepligten. Digtet er en trone af uforståelighed hvor / alkymisten alias jeget alias hvem som helst sidder og leger / med sine kolber og sin hovedløse konstruktion. Skal verden / med alt hvad den rummer, fra bænkebiddere til Thomas a / Kempis, være tilholdssted for skizofrene edderkopper der / spinder net med formler for beton, ja, så kan de sidde og / æde deres egen tomheds flueben i den skindøde evighed. / Men digteren er det gennemsigtige centrum for andre med / regnbuer under kraniet og en begærlig længsel efter ord. / Digtet er tavshedens fundament og det usynliges palads / hvor det sprængte hele et øjeblik falder til ro”

”Stochholms digte kan gøre dybt indtryk i kraft af deres heftighed og fremmethed, men samtidig er de som nævnt svære at forstå intellektuelt. Eller rettere; hvis man forstår dem intellektuelt og får udledt hvad man tror de handler om, sidder man tilbage med lille håndfuld blege begreber – og en fornemmelse af at have bortreduceret det væsentligeste; heftigheden, intensiteten.”