print

Redaktionelt

Binder vi en sløjfe om bidragene i ORDKiDE nummer otte, så er det iøjefaldende, at der flere gange kredses om en mulighed for at se tingene i et andet perspektiv.
I Metaforer vi lever efter tager Lars-Emil Woetmann afsæt i Lakoff og Johnsons klassiker Metaphors We Live By og konkretiserer, hvorledes metaforer i sin egen produktion kan bruges til at bygge en virkelighed op, og som herefter må opleves som værende sand.
Erik Scherz Andersen undersøger i Bogstavelig læsning en ide om en mere æstetisk læsning, hvor fokus (om muligt) er ordet "i sig selv" - altså, om det giver mening og er nødvendigt at læse mellem linjerne. Essayet følges op i næste nummer af ORDKiDE med del to.
Digtet Smeltede appelsiner af Cecilie Lolk Hjort er gennem vekselvirkning mellem formernes (eller objekternes) fremtræden i sin originalitet et nyt perspektiv. Og Frederik S. Nielsens ofte jeg-løse, men dog kampklædte digte forsøger at råbe op. Rasmus Halling Nielsen har lavet et interview med digteren Frederik S. Nielsen, hvor der bliver talt om hans holdning til samfundet, om at uddele strafpoint og om bornholmsk dialekt i digte.

Det er ikke fordi det handler om at se tingene i et nyt perspektiv, men nok mere om at komme med vores bud på et perspektiv. I dette nummer er Palle Jessens ”Tingene - udvalgt lyrik 1960-1962” og Århus-antologien ”Allegro” anmeldt af henholdsvis Martin Johs. Møller og Erik Scherz Andersen, og så har vi i ORDKiDE stukket en finger i vandet og adspurgt enkelte forfattere, der også er ophavsmænd til weblogs, hvad de bruger dem til. Disse bidrag findes i de faste klummer På stedet og I nettet.
Endelig skriver Karin Toft i klummen Bogen eller Kaos om "25 digte og en drøm" af Nicolai Stochholm. Her giver hun både udtryk for nogle af samlingens styrker og gør i samme ombæring opmærksom på forskellige problematikker ved digtlæsning.

En billedserie plus to fotos af Lærke B. Posselt samt syv værker af Rasmus Halling Nielsen udgør den visuelle del af ORDKiDE nummer otte.

God læselyst!
Redaktionen, 28. februar, 2005.