Døren går op/og døren går i/hu hej.
Om Palle Jessen og Tingene – udvalgt lyrik 1960-1962
[anmeldt af Martin Johs. Møller, malerier af Rasmus Halling Nielsen]

Den nyligt relancerede, mere end halvt glemte, i visse kredse kultfeterede digter, Palle Jessen, blev født d. 5. oktober 1920, men døde tragisk for sin egen hånd d.19.september 1962. Han fik udgivet en enkelt digtsamling Skæv dans på hårde ringe på Gyldendal i 1961 foruden en afhandling fra KU, hvor han studerede psykologi og filosofi. Arena dottir, med Eli I Lund ved roret, har med Jan Hjort som redaktør i januar udsendt et på samme tid meget bredt og dog ret snævert udvalg af Jessens materiale i bogen Tingene – udvalgt lyrik 1960-1962. Her kan man ikke alene få lov at opleve eller genopleve Skæv dans. Faktisk gør den det kun ud for ca. 20-25 procent af bogen, der også rummer en række aldrig tidligere udgivne (i nogle tilfælde halv-)færdige samlinger, foruden partiturerne til hans tekster Gæsten og Krøbling af Jørgen Plaetner. Bogen er endvidere illustreret af grafikeren Susanne Dalgaard Kristensen, Jan Hjort har skrevet et afsnit Om Tingene og ikke mindst byder bogen på et kærligt Efterskrift af Torben Brostrøm. Lad det være sagt med det samme, at det snævre ved udvalget udelukkende er bogens format (12x24).
Torben Brostrøm drager paralleller til det 20.århundredes konkretisme, især franskmanden Francis Ponge (”(…)det nærmeste litterære fortilfælde for Palle Jessens litterære tingsopfattelse”), men også til bl.a. Henry Parland og Öyvind Fahlström, samt ikke mindst en række af de danske, såsom Vagn Steen, Hans-Jørgen Nielsen og Johannes L. Madsen. Desuden sammenlignes der i øst og vest med bl.a. Thorkild Bjørnvig, Per Højholt og Robert Corydon.. Man kan sagtens se, at alle disse har beskæftiget sig med tingene og tingenes væsen i deres digtning, men det bredes en del for meget ud, og man må til sidst spørge sig selv, om ikke rækken af digtere, der har forholdt sig aktivt til ting (el. genstande/objekter) er noget nær uendelig, og det ville være sværere at skulle finde dem der ikke har gjort det (!?).
En interessant linie er den der trækkes til den franske ’nouveau roman’. Dens foregangskvinde må siges at være Nathalie Sarraute. Det første afsnit i hendes debut Tropismer lyder,

”Det var som om de vældede frem overalt, udklækket i luftens let fugtigt varme, de strømmede langsomt som om de sivede ud fra murene, fra de omgitrede træer, bænkene, de snavsede fortove, pladserne.
De strakte sig i lange mørke klaser mellem husenes døde facader. Her og der foran salgsbordene dannede de fastere, ubevægelige kerner, små tilstopninger, som forårsagede nogle strømhvirvler.
En besynderlig ro, en slags ligegyldig tilfredshed udstrålede fra dem. De betragtede opmærksomt hvidevarebutikkens stabler af linned, der snildt efterlignede bjerge af sne, eller en dukke, hvis tænder og øjne med regelmæssige mellemrum tændtes slukkedes, tændtes slukkedes, tændte slukkedes, stadig med samme mellemrum tændtes igen og igen slukkedes.”

Hendes tingsopfattelse, hendes særprægede fænomenologiske tilgang til menneskelig ’erkendelse’ går ned i mikrobiologien og er nærmest modsat Palle Jessens arbejde med tingene og deres forhold til mennesket, selvom de begge, i og for sig, gør de to størrelser til én entitet.
”(…)Jern som smager/på jern/smager på jern/smager på jern/jern, jern,/tungen løber/med jernsmag/gennem landet” Jenbanehjul, accelererende fra Efterfølgende digte er et eksempel på Palle Jessens evne til at sætte tingene i konkret, fysisk dialog. Groft kan man sige, at mennesket er en reducerbar ting hos Sarraute, og noget der kan ophøjes til at have menneskelige egenskaber hos Palle Jessen, der med prosateksterne i Læsestykker sågar lader dem filosofere over deres eget væsen. Et andet sted (i Stikkontakt) opstiller Palle Jessen forholdet mellem en stikkontakt og en kvindes øjne, som en ujævnbyrdig kamp, hvor elektriciteten klart overtrumfer kvindens blik. Måske netop fordi Violas elektricitet ikke er konkret og ’objektiv’ i bogstaveligste forstand som kontaktens.”(…)Mod dette øjenpar/er Dit/Viola/Knædybt/vand/på første/revle.” Det seksuelle er dog ikke til at komme udenom i At skrue en skrue i et træ fra Skæv dans: ”Beklager træ/at jeg må/ stikke sylen i Dig/men vi må ha et sted/som spidsen af skruen/kan være i.”
Bogen indeholder et afsnit af forfatteren om At se tingene (trykt i Ord og Bild nr.1 1962). At se er for Jessen ”at opfatte gennem sanserne, altså både se, høre, lugte, føle og fornemme.” Han skelner mellem to måder at forholde sig til tingene på. Den ene er en funktionel ”færdensindstilling,” som er nødvendig, når man for eksempel, i konkret forstand, bevæger sig rundt i verden, og skal forholde sig til røde, grønne og gule lyssignaler. Den anden, ”billedindstillingen” er den kunstneren excellerer indenfor. Den handler om at se på tingene ”ligesom for tingenes egen skyld.” Man indgår som menneske, ifølge Palle Jessen, i en vekselvirkning med tingene og tingenes væsen, et væsen, der udspringer af både lighederne og forskellene mellem mennesket og tingen, hvor der ikke skelnes, som mellem subjekt og objekt – men hvor de to størrelser mødes i det, at de har mange fælles reaktioner i forhold til (og på forhold i) naturen og dens love. Men samtidig er menneskets kendskab til ting også distanceret på grund af selve det ”ikke-identiske”. Palle Jessen skriver, ”(…)og det er oplevelsen af det, som får os til at fornemme, at de har væsen. Væsen har i vor bevidsthed det, der er forskelligt fra os selv.” Forholdet mellem menneske og ting er som tiltrækningsforhold mellem køn. Palle Jessen sammenkobler også adskillige gange kvinder, eller kvindelige træk med ting, eller dele af dem.
”Min tekop/blå/som Majas øjne./Te/som et oxeøje tilbage./En plet hvor skeen lå.” Åbningsdigtet fra Skæv Dans, Tekop fra frokost kan læses, som et meget enkelt stilleben med en tom tekop, der bærer vidnesbyrd om en særlig aktivitet, som røgen i Bertolt Brechts Der Rauch fra Buckower Elegien, ”Das Kleine Haus unter Bäumen am See,/Vom Dach steigt Rauch./Fehlte er/Wie trostlos/dann wären/Haus, Bäume und see.“ Røgen er bærende for tekstens forvandlings- og vanitasmotiv. Mennesket bringes ind i teksten ved hjælp af røgen, der stiger fra huset. Hos Palle Jessen vidner ”En plet hvor skeen lå.” om at indtagelsen er overstået, hvad end det er af teen eller af Majas øjne.
Anden del af Skæv dans byder på de lyddigte, der nok må siges at være det Palle Jessen er bedst kendt for. Lyd tegner handling i hans ’episodiske’ kompositioner, med latinske inddragelser som f.eks i Krøbling, ”Hink/hink/honk/hinke, hænke, hank/hunk/illæ, illæ, hank/lakrimæ/lakrimæ/honk.” Den tyske professor i matematik og videnskabsteori Max Brunse er et andet samtidigt eksempel på en konkretist, der spiller på brugen af forskellige sprog. Hans digtning er dog mere visuel end auditiv,