Prik mig under i'et
- En introduktion til Birgit Munchs forfatterskab
[tekst af Erik Scherz Andersen; billede af Robert Henningsson]

Magisk og bizart

Mikhail Gorbatjovs modermærke. Jomfru Marias bulimikrater. Den uendeligt dybe tallerken. Ursuppeterningen. En kønsskifteopera. I sky og afsky. Skorstene der åbner sig på fuldt gab. Trappegelænderet der holder indvolde i kort snor. Pseudonymklubben. Det går stærkt og det gør ondt at læse Birgit Munchs tekster. Jeg har det som om jeg ser en ballon blive fyldt med gas i et rasende tempo. Først alt for sent opdager jeg, at det er min egen krop der er ved at blive fyldt og kort efter ligger jeg spredt ud på gulvet. Målløs. Eller i latterkramper.

På indersiden af flappen står ”Birgit Munch er født i 1964/ Prikken under i’et er hendes første bog.” Jeg ved ikke hvor hun er født og hvad hun har beskæftiget sig med inden denne bog. Men hendes udgangspunkt er et andet end det jeg er vant til hos skønlitterære forfattere. På den ene side er teksterne poetiske, magiske. Adamsæbler er noget der kan spises. Bryster er halve kloder. Et eksempel: I teksten ’Musikanterne’ kommer fem banjospillere frem fra et buskads. De flår strenge og halse af deres banjoer, så de bliver til trommer og bruger jegets fingerknogler som trommestikker. Herefter springer deres børn frem og anvender resten af jegets knogler og organerne til musikinstrumenter. Det ender med at de kaster det fra sig, men gemmer dog øjet, som de svinger rundt i en slynge til det bliver gennemsigtigt.
Teksten rummer nærmest kun sig selv og de billeder der skabes hos læseren selv.

På den anden side er tekstuniverset ofte bizart, vulgært og afskyeligt. I teksten ’Øjnene’ mister jeget sin møddom og det går for så vidt uden de store smerter. Men under søvnen vokser jomfruhinden sammen igen. Og fremover, for hver gang den bliver brudt, vokser den i søvnen sammen igen, tykkere og sejere. Jeget beslutter ikke at sove, men giver efter et par uger op og falder i en dyb søvn, hvor hun først vågner da

”fosteret gled forbi skødet og ned i åreknuderne og derfra videre ud i luften som tusinder af småbitte øjne”

Og teksten fortsætter for til sidst at efterlade jeget nedstirret af øjnene. I en anden tekst - ’Det syttende barn’ - bliver jeget stoppet ved udgangen fra Daells Varehus, fordi alarmen går i gang. Jeget beskyldes for at have taget et barn og gemt det i maven. Hun er højgravid og nægter i første omgang at indlade sig på deres historie. Men den sadistiske overdetektiv Emma Vistesen trækker barnet ud af hende og forklarer, at det er en dukke. Jeget spærres inde i kælderen og uden at afsløre for meget, så kan jeg rolig sige, at paranoia, fortvivlelse og sindsyge er ingredienser i denne psykisk voldelige novelle.


Sex, Gud og ...

Tematisk kredser Birgit Munch i hendes to prosasamlinger om forskellige emner. Tydeligst er inddragelsen af sex, Gud og i bredere forstand psykiske overgreb på jeget. Det vil jeg forklare nærmere.

Teksterne er spækket med pikke, penetration og voldtægt. Og hvad enten det er jeget der starter som den aktive, f.eks. ’Djævelsk lyst’ hvor Gud forsøges voldtaget, eller som den passive, ”Elevatoren” hvor jeget på vej op med elevatoren gennembores af flere pikke, giver det mig altid en fornemmelse af at kontrollen undslipper jeget og den anden part ikke bare udøver magt, men også umyndiggører og spærrer jeget inde i et fortabt sindelag.
Denne gennemboring af sindet kunne være en parallel til samfundets indtrængen på privat grund. Det private menneskes møde i den offentlige sfære. Selvfølgelig er det noget jeg læser ind i Munchs tekstunivers, men et sted står der i en af de korteste tekster (’Vejret’): ”Det er længe siden jeg holdt op med at trække vejret. Nu er det vejret der trækker mig.” Munchs tekster er fyldt med en gennemgribende afmagt i jeget. Det er en lang kamp mod verden udenfor. Og hvem genkender ikke denne ’Torsdag’:

”(...) men bussen standsede ikke, tværtimod satte den farten op idet den drejede ind mod fortovet så jeg blev slynget op og ind gennem forrude (...) Først efter 228 torsdage ramte jeg bussens udgang og slap ind i fredagen”

Endnu engang penetrering, her mellem jeget og bussen; magtesløshed over for noget der skulle være en helt almindelig dag, men igen opleves som ubarmhjertigt.

Den store forekomst af genmanipulationer, (omfortolkede) naturlove og frem for alt Gud optræder, for mig at se på samme måde som temaet sex: den overordnede sammenhæng i verden er ikke bare kompleks men også en konspiration mod menneskelig fornuft. ”Engang da mor havde bøjet sig ind over barnevognen, var en hvid sten faldet fra hendes hjerte og havde dræbt min tvilling” (fra ’Forveksling’). Eller forfølgelsesvanviddet i ’Viagra’: ”(...) og til sidst nåede viagraen helt ind i Jordens inderste indre hvor den fik the Missing Link til at vågne af graven og rejse sit bimlende køn, så jeg igen måtte springe for livet.” eller det langt ude i teksten ’Bundløs’:

”Bundløs fortvivlelse spyede aske, øjne, klumpfisk, tusindben op i himmelnatten, så guderne én efter én tabte deres brøkstreger fuldt erigerede to til tredive tusind kilometer ned i Jorden med superekkoet flakkende i sin fuldautomatiske malkegrav (...)”

At tale om psykiske overgreb på jeget som tema er måske så meget sagt. Fornemmelsen af at jeget konstant er stået ud af sengen med det forkerte ben først er bestandig. Det giver hos mig som læser en fornemmelse af fremmedgjorthed overfor situationens udvikling. Men teksterne rummer noget andet end blot uheldet eller noget skæbnesvangert. Jeget karakteriseres ved sin paniske afmagt - og fordi verden konstant er så ubegribelig, glider jeget eller læseren ud på et psykisk sidespor.


Sproglig drillesyge

Ovenstående forsøg på at afkode teksterne en tyngde skal dog tages med forbehold. Munch skriver med en løbsk pen, hvor humoren er uundgåelig. Hvad enten det er plat som i Ekstratarm, hvor en lang række tarme opremses – f.eks. ”ursuppetvangsfodringsgåseøjneåbnerkarls-vognsfotosyntesetarmen” eller underholdende som at svømme/ drukne i Gorbatjovs modermærke.

Ting vendes ikke bare på hovedet, de tager en uventet drejning. Øjne. Børn. Kannibalisme. Jordkloden. Penis. Gentagelser. Flere objekter går igen og igen i begge samlinger, ligesom to ting der krydses og bliver til noget tredje. Teksterne spænder fra regulære korte noveller på en halv til fem sider. Deres absurde univers kan enkelte gange minde om Kafka i en ekstrem version. Læs f.eks. ’Den gule hund’ eller ’Fejlen’. Eller på grund af teksternes tonefald om Blendstrup. Læs f.eks. ’Ned på jorden’ eller ’Certifugal’.
Andre gange er der tale om kortprosa, hvor Birgit Munch leger med syntaks og sprog og i det hele taget har en meget uortodoks tilgang til hvad der kan lade sig gøre eller ikke. Det kan resultere i fraser som ”blinke balletbørn ud af kloden” eller ”pludselig omtunget pønsede han mit sår” eller ”(…) for jeg var forsvundet i Politiets Æggeretning, en lang sløjfe af betjente listede mig rundt og rundt” eller ord som ”martyran” eller ”nedfindelser”. I den forbindelse, i denne sproglige drillesyge, er det ikke forkert at drage paralleller til Simon Grotrian. Men teksterne er internt mere sammenhængende. Billedsproget tager ikke tusind kvantespring, men holdes stramt. Konsekvensen er umiddelbar, at det er lettere at læse, men forståelsen er, som med Grotrian, på et andet plan. Det er på en og samme tid smukt og vanvittigt.

Birgit Munch har udgivet to prosasamlinger og i september udkom Faderkageorgiet, hvorfra Ordkide bringer to tekster.

”Prikken under i’et”. 2000. Borgen.
”Rend mig i generne”. 2002. Borgen.