I begyndelsen var tallene, tallene var Gud, Gud var tallene; Gud var regnestykkerne der regnede sig selv; Gud var den der gennemså regnestykkerne for at undersøge om et af regnestykkerne skulle kunne føre til verdens skabelse; Gud regnede og regnede for at opklare om materien var mulig, han begyndte med helt enkle plus-, minus-, gange- og dividerestykker, men lod dem hurtigt accelerere til længere og længere konstruktioner rækkende sig ud i det groteske, i alle retninger skød enorme regnestykker op, blandt andet i form af korthusligninger med milliarder af ubekendte uendeligt potenseret og filtret uhjælpeligt ind i hinanden. I sin mægtige eftertænksomhed og vilje kunne Gud ikke lade en eneste nok så usandsynlig mulighed uforsøgt, ansporet af ufattelig flid og rastløshed blev han ved og ved og ved med at regne - indtil absolut alt var prøvet og Gud derved inderligt forstod at verdens skabelse var umulig - i logisk, praktisk og al anden forstand. Materien var nok tænkelig, men aldeles ikke realiserbar, konkluderede Gud og gik totalt udmattet til hvile. “Så findes verden ikke, og kan aldrig findes,” sukkede han uendelig lettet, strakte sig og lagde sig til at sove i al evighed.
Efter lang, blid søvn med skønne, materieløse drømme gled Gud ind i en slags mareridt, først ret uformeligt med hæsligt umulige regnestykker vældende op og væltende ned overalt; men tøvende tog drømmen mere og mere logiklignende form, og pludselig drømte Gud at materien alligevel fandtes, et af hans regnestykker førte alligevel til verdens skabelse: Gud drømte at han skabte verden ved at gange 1 uendeligt potenseret med O uendeligt potenseret gange 17 divideret med tråden i anden og tredje minus plussets sande ansigt opsprættet af afskyggens djævletærskel i aksernes forrykkelse af alle tal i afgudernes afskabte afverden afsværgende 47.000 bønfaldende nisselighedstegn ledigganget med roden til altings benævnelse paradisparentetisk tangeret i slutpunktets piblende pluskæber eksploderet i rædslens vugge hvor lovens lange taltarm sprængte hvishedens længsler orgiastisk lynsyltende energiens blinde makker splattet mod nullets afgrund gange umulige sansers slubrende ansigt af lindrende Händelorme imod alle odds og så videre og så videre.
“NEJ, det er jo kvalmende latterligt, det giver nul, nul og
atter nul; Meningen er livløs, og dermed basta!” fnøs Gud og gled atter ud af mareridtet og over i drømmeløs søvn skiftende med verdensløse drømme. Sådan gik det indtil Gud igen måtte
vånde sig, materien dryppede lige gennem hans pragt(s taltræthed) og ned i nullet som under en søvnvending må have snoet sig utilstedeligt og derved spiraleret sig ind i evighedsdomænet. Som altid uendeligt irganget med sig selv hostede Gud sig ind i et nyt mareridt, Gud drømte at han så ud på stjernerne og ned på Jorden hvor livet allerede dunkede smerteløst i sin æterfrådende ursuppe. Af den stinkende, spruttende, sprækkende urpærevælling så Gud et mikrobeunivers vokse frem, og langsomt blev pærevælling til parrevælling, Gud så primitive urceller blive til bakterier, alger, amøber, planter, gopler, orm, polypdyr, snegle, blæksprutter, søanemoner, fisk, padder, edderkopper, insekter; og ikke mindst øgler som tonsede, stolprede, vraltede, vimsede og flagrede rundt over, under og på jorden i form af alt fra gigantiske tyrannosaurusser til udefinerbart småkryb, Gud stirrede ned på Jorden, han så hvordan nogle af de jammerligste småøgler langsomt fik patter og ændrede sig fra æglæggere til mangfoldige pattedyr, Gud så uddøen og opståen, han stirrede og stirrede imens han tænkte og grublede og spekulerede på hvad i alverden der foregik. Det var jo ganske umuligt. “Har jeg startet dette? Er jeg årsag til hele dette hysteri? Men jeg så jo selv i mit talflydende talansigts talætsende talsved at det var umuligt!”
“Nej, jeg gider altså ikke spekulere mere!” sagde Gud til sidst. “For jeg er ikke tanken, jeg er ikke tyngdens centrifugalkraft i lovens skinhellige arm, jeg er ikke ursuppens indre regnbue eller dødens forstoppede solur, nej, jeg er ikke tanken, for jeg er tallene, jeg er smerten, lysten og rædslen; og hvis verden skal findes, skal også smerten findes.” Og dermed gnavede Gud en usandsynlig tunnel fra tegn til tegn, så pattedyrene pludselig følte usigelig lyst, sult og smerte. Det var en slags usynlig tunnel i generne, en gigantisk guddommelig genmanipulation som gav nogle af nervecellerne flere underlige krummelurer og dingenoter; dermed kunne det smerteagtige manifestere sig som bevidsthedens første kæmpegnøk i verden. Gud så at det var godt og gled fra mareridt over i blid søvn som varede lang tid - indtil Gud fik sit tredje mareridt hvor han stirrede ned på Jorden og så 116 halvskaldede aber danse rundt i ring ordløst skrydende en viden om Gud. “Nej, nu kan det skyldskisma være nok,” sagde Gud og gnavede en smerte i smerten, så aben blev til menneske, og derved skabtes også ordene ganske overlogisk ud af tallenes smertesump. Et loopsystem, en tunnelrutsjebane, så smerten kunne mærke sig selv, eller så smerte og tanke blev infiltreret i hinanden; lorent nok blev mennesket derved på en gang en understregning og en forplumring i forhold til bakterier, dyr, dæmoner, planter og lignende. Og Gud kunne dermed atter glide fra mareridt over i blid søvn. Men jeg havde til overflod oplevet ham lide under disse mareridt, så nu sprøjtede jeg ham med en kæmpe overdosis af fremtidig sovemedicin for at han skulle undgå sit fjerde og sidste mareridt, en uhyre forvrængning, en sand rædsel hvor jeg klædt i menneskekød vakler gennem verden.
"Tallene" er trykt i 'Faderkageorgiet', der udkom på Borgen i september 2005. Gengivelsen i Ordkide er med forfatterens tilladelse.
print