print

Bølgerne
Virginia Woolf, Oversat af Anne Marie Bjerg, Munksgaard/Rosinante, 1994.
[Tekst af Julie Sten-Knudsen; billede af Robert Henningsson]

På et tidspunkt hvor jeg var begyndt at tro, at det var uinteressant at læse prosa, faldt jeg over Virginia Woolf og hendes mærkelige roman ’Bølgerne’ (The Waves) fra 1931. Den overbeviste mig grundigt om det modsatte, og jeg kan kun anbefale den til alle tvivlere. Bogen er ikke bare et mærkeligt, men også et utroligt smukt og fascinerende prosa-eksperiment. Den udfordrer og overrasker ved hele tiden at sætte spørgsmålstegn ved hvordan man overhovedet kan gengive menneskers livshistorier, hvordan man oplever et liv, hvad identitet er og hvordan den menneskelige bevidsthed fungerer.
Kort fortalt handler ’Bølgerne’ om seks venner, hvis liv man følger fra barndom, skolestart og studietid til voksenliv og alderdom. Sideløbende indledes hvert kapitel af en kort, poetisk beskrivelse af solens gang over himlen samt havets flod og ebbe – et billede på tidens gang, der ender med at mørket (døden) falder på. Fortælleren i disse afsnit er lidt hemmelig, men lader ikke til at være en af personerne og involverer sig slet ikke i deres historie.
Udover denne skjulte fortælleinstans opererer ’Bølgerne’ med seks fortællere (de seks hovedpersoner), der skiftes til at tale eller måske snarere tænke. Dette fortælleprincip er ret forvirrende i begyndelsen af bogen, hvor man opfatter deres replikker som bidrag til en slags mystisk, abstrakt samtale:

” ’Jeg ser en ring,’ sagde Bernard, ’den hænger oven over mig. Den skælver og hænger i en løkke af lys.’ ’Jeg ser en bleggul flise,’ sagde Susan, ’der breder sig ud, indtil den støder på en lilla stribe.’ ’Jeg hører en lyd,’ sagde Rhoda, ’tjiip, tjip; tjiip, tjip; den går op og ned.’ ” (s. 8)

Men efterhånden bliver replikkerne længere, og man bliver klar over at det drejer sig om indre monologer. Stemmerne afløser hinanden uden at kommentere den foregående persons udsagn. Der er heller ingen overordnet fortæller til stede til at forklare, hvad der foregår. Romanen består på den måde kun af de seks hovedpersoners jeg-fortællinger. Konsekvensen er, at ingen situationer i bogen er entydige. Enhver persons oplevelse af en begivenhed bliver sat i perspektiv af de andre karakterers blik på den.
Et eksempel på dette fænomen finder man i bogens første kapitel, hvor børnene leger i en have. Drengen Louis har gemt sig i et blomsterbed, mens de andre fanger sommerfugle:

”Blomsterne svømmer som fisk, gjort af lys, på de mørke, grønne vande. Jeg holder en stængel i min hånd. Jeg er stænglen. Mine rødder når ned i verdens dyb, gennem jord, der er tør af tegl, og fugtig jord, gennem årer af bly og sølv. Jeg er lutter fiber (…) Nu kommer der noget lyserødt forbi kighullet. Nu glider en øjestråle gennem sprækken. Strålen rammer mig. Jeg er en dreng i et gråt sæt flannelstøj. Hun har fundet mig. Jeg bliver ramt i nakken. Hun har kysset mig. Alt splintres.” (s. 10)

Det er pigen Jinny, der med sit kys brat afbryder Louis’ leg. Hun overtager beretningen her, går lidt tilbage i tiden og fortæller, hvordan hun fandt Louis inde under buskene og blev overvældet af ømhed, da hun frygtede at han var død. Efter hendes oplevelse af kysset skifter synsvinklen til Susan, der har overværet det hele og pines så voldsomt af jalousi, at hun vil flygte ind i skoven: ”Jeg vil spise nødder og kigge efter æg mellem brombærbuskene og mit hår vil blive filtret og jeg vil sove under hegnene og drikke vand af grøfterne og dø der.” (s. 11) Men heldigvis får Bernard nu ordet og blander sig i situationen. Han opdager Susan, der løber forbi redskabsskuret, og følger efter for at trøste hende. Bernard var ellers i gang med at lave både sammen med Neville, som lidt senere beskriver, hvordan han blev ladt i stikken til fordel for Susan. Rhoda, der leger bedst alene, fortæller om sin følelse af frihed, nu hvor alle de andre er løbet væk med hinanden.
Kysset og dets følger bliver her oplevet vidt forskelligt af de seks personer. Hvordan skal man så gengive denne begivenhed eller en hvilken som helst anden hændelse, der involverer flere personer? Den mulighed, der udforskes i ’Bølgerne’, er at lade virkeligheden træde frem som det mangetydige, komplekse kaos der opstår af alle de subjektive fortællinger. Dette multiperspektiv giver både et meget nuanceret blik på den verden, der filtreres gennem seks bevidstheder, og på de seks personer, hvis udsagn om sig selv og hinanden hele tiden relativeres.
Vores hovedpersoner brokker sig over hinanden, er misundelige, beundrende, kærlige, mistroiske eller overlegne. De undrer sig over hinandens særpræg og bliver ved med at understrege deres indbyrdes forskelligheder i et forsøg på at opbygge hver deres identitetsfølelse ud fra dét, der kendetegner dem selv og skiller dem fra de andre. Her er det Jinny, der prøver at karakterisere sig selv og sine veninder:

”Jeg svajer mellem Susans faste ansigt og Rhodas vaghed; jeg hopper som en af de flammer, der løber mellem sprækkerne i jorden; jeg bevæger mig, jeg danser; jeg holder aldrig op med at bevæge mig og at danse (…) Jeg kan ikke følge nogen tanke fra nutid til fortid. Jeg står ikke, som Susan, fortabt med tårer i øjnene og husker på det derhjemme; eller ligger, som Rhoda, krøllet sammen mellem bregnerne og får grønne pletter på mit lyserøde bomuldstøj, mens jeg drømmer om planter, som blomstrer under havet, og om klipper, som fiskene langsomt svømmer igennem. Jeg drømmer ikke.” (s. 28)

Andre steder diskuteres identitetsproblemet helt åbenlyst, som i en samtale mellem Neville og Bernard, hvor Neville håner Bernard fordi han sammenligner sig selv med den engelske digter Lord Byron:

”Men Byron lavede aldrig te som du gør, du fylder potten, så teen løber over, når du lægger låget på (…) Nu tørrer du det klodset op med dit lommetørklæde. Derefter putter du lommetørklædet ned i lommen igen – det er ikke Byron; det er dig; det er så udpræget dig, at hvis jeg tænker på dig om tyve år, når vi begge to er berømte, gigtplagede og utålelige, vil det være på grund af denne scene: og hvis du er død, græder jeg.” (s. 54)

Men da Neville er gået, beroliger Bernard sig selv: ”For jeg har flere jeger, end Neville tror. Vi er ikke enkle, sådan som vores venner gerne vil have, for at vi kan imødekomme deres behov.” (s. 56) Bernard stritter imod sin vens ønske om at forenkle ham og lave et fast, uforanderligt billede af ham. Det vil være en begrænsning af hans udfoldelsesmuligheder. Han vil ikke låses fast, især ikke af Neville, som slet ikke kan se alt det han indeholder, tænker han.
I det sidste kapitel af bogen diskuterer Bernard igen, hvordan han egentlig kan definere sig selv:

”(…) når jeg møder et ukendt menneske og her ved bordet prøver at bryde det løs, jeg kalder ’mit liv’, er det alligevel ikke ét liv, jeg ser tilbage på; jeg er ikke ét menneske; jeg er mange mennesker; jeg ved ikke helt nøjagtig, hvem jeg er – Jinny, Susan, Neville, Rhoda eller Louis; eller hvordan jeg skal skelne mit liv fra deres.” (s. 172)

På baggrund af dette kan man helt klart overveje, om ikke de seks fortællere er udtryk for forskellige sider af én og samme person, ikke mindst fordi de alle benytter sig af det samme, ekstremt poetiske sprog. I hvert fald handler et af bogens udsagn om det vanskelige i at skulle forstå sit liv som en sammenhængende historie, set fra én vinkel. Det skyldes blandt andet, at det lineære tidsbegreb er ved at gå i opløsning. Handlingen i ’Bølgerne’ billede af Robert Henningssonskrider ikke støt og kronologisk frem. Den er for det første underlagt multiperspektivet, hvilket betyder at vi oplever, hvordan flere begivenheder udspiller sig i det samme tidsrum. Tiden skrider frem i vores læsning, mens den i fortællingen springer frem og tilbage inden for den samme halve time.
For det andet er hver monolog styret af associative spring i personernes bevidsthedsstrømme. Med en sådan tidsopfattelse bliver det problematisk at skulle koble alle de forskellige situationer sammen til et logisk, identitetsskabende forløb. Rhoda undrer sig:

”Jeg har ikke noget mål for øje. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal sammenkæde minut med minut, time med time, og ved hjælp af en naturlig kraft opløse dem, indtil de udgør den hele og udelelige masse, I kalder liv.” (s. 81)

En af de ting, der kommer til at give personerne identitet og forskellighed bliver til gengæld de motiver, som de hver især bliver ved med at vende tilbage til: Bernard, der gennem hele romanen reflekterer over sine ord og beskriver dem som bobler, Jinny, der er intenst optaget af sin krop, af ild og bevægelse, Susan, der kredser om naturen og dyrene på sin gård, og så videre.
’Bølgerne’ er i det hele taget en ekstremt lyrisk roman, som er en stor nydelse at læse. Sproget flyder af sted, rytmisk, sanseligt og fantastisk smukt, hvilket jeg håber også er fremgået af citaterne. Og det er selvfølgelig en af de allerbedste ting ved denne bog, og en væsentlig grund til at læse den, selvom man måske ikke er vildt interesseret i identitet og fortællerproblematikker.
Det er en bog, man aldrig helt får hold på. Man bliver kastet rundt mellem nogle personer, der ikke vil samle sig til entydige karakterer, men bliver ved med at beskrive deres tanker og følelser gennem skønne, dunkle billeder som ”svalen dypper sin vinge i mørke bassiner” eller ”mine rødder går ned gennem årer af bly og sølv”.
’Bølgerne’ er fuld af løse ender og åbne spørgsmål; det er en bog der synes at tvivle på hvorvidt man overhovedet kan fortælle en historie. Hvilket den så gør ved at fortælle en historie uden noget plot, og hvor karaktererne ikke har bestemte funktioner i forhold til handlingen. I stedet dykker den ned i sine hovedpersoners bevidsthed og lader dem fortælle, hvordan de oplever verden i springende, poetiske tankestrømme. Dette kaos af situationer, associationer og sansninger får Virginia Woolf til at fremtræde utroligt smukt og meningsfuldt i ’Bølgerne’. Bogen er med sit fokus på sproget, fantasien og sanseoplevelserne en virkelig god inspiration til en alternativ måde at skrive prosa på – eller bare et forslag til en måske bevidsthedsudvidende og i hvert fald udfordrende læseoplevelse!


Virginia Woolf: Bølgerne, 1931.
Oversat af Anne Marie Bjerg, Munksgaard/Rosinante, 1994.

<% elseif klumme = "boxen" then %>